Addene

De færreste brikker kan undværes, ligegyldigt om de er store eller små. Uden alle dele; klodser; mursten og tandhjul; vil maskineriet gå i stå, bygninger destabiliseres og billeder gå itu. Størrelse kan sige meget, ikke mindst synes at fylde for meget, men det løber tør for ord ganske hurtigt. Beskrivelserne rækker ikke uden grunden de står på. De færreste brikker ved det, men det er oftest dem selv, som glemmer at forstå.

Barndommens leg visner aldrig. Virvar af vidundere. Jordens små mirakler. Togvogne på stribe, bugserer himmellegemernes frø. Alt spirer omkring os, og vokser sig stort under vores kærlige, varsomme hånd. Asfalten brænder, men jorden den varmer. Faret vild fra fritliggende stier. Søger væk, søger fra veje direkte til skovens lund og enhver dyremund. Blændes vores øjne, bindes vores hænder til handlingslammelse. Ånden levere videre pumpet med vores blod. Den livgivende saft, som giver al kraft. Glemmes det glemmes vores ypperste bud; for barndommen er kærlighedens rod.

Går på må og få. Kaster tanker op og ser, hvad der hænger. Betragter dem falde ned og gå itu. Fornyes  og gentages af store som små. Cirkulerer og går i stå under min tå. Flagrer i hvileløse tanker. Robust forfængelighed forhindrer fremdriften og formdannelsen. Forvirring i den manglende orientering. Måske... måske. Rygraden er fast, marven er stabil. Lider ikke last,om lidt er det hele forbi, uafhængigt af hvad vi vil foregive. Transformativ. Kemikaliefri. Intet hænger forsat i.

Vægtløse ringe breder sig og danner bakker og dale, som opsluger stilheden. Kaos og forvirring er størst, der hvor sammenstødet rammer. En zone i oprør - rytmisk som gøgens kukken. Flydende næsten svævende bevægelser på en og samme tid lettere og besværliggjort. Ringe rinder ud, forvitre og forvrides til ukendelighed. Flyver lydløst videre. Vægtløs men tung af alt som ikke kan måles og vejes. Alt så uhåndgribeligt som væsken rundt omkring. Så ustoppelig af alt andet end indre kræfter såsom ringenes dans.

En klæberig hinde for hver nerve er blotlagt og sårbart hengivet til lag på lag. Stikkende og prikkende. Kryber både under og over den nøgne hud; føler hver en millimeter, hver et stød af bekræftet liv. Som en ulidelig brænd, der kommer indefra, skabes et vilkår for at føle. Små, sløve dråber glider sammen og giver begrænset snarere forestillet lindring. Væskerne damper og pumper, ufortrøden uendelighed. Bobler af fortællinger, af eksperimenters vanvid. Ursuppe, sumpdyrisk innovativ. Leger med nervetråde og trænger ind i bevidsthedens hærdede, selvisolerede skjold. Hver en bevægelse, hvert et sanseindtryk kortlagt og fortolket. Lader sig mangedoble i vægtløshed i oldgammelt vands fold.

Summen af biler et sted i horisonten. En underlæggende støj af virkeligheden, som på en og samme tid er nær og fjern. Menneskelyde iblandet dyresang. Kvidren, susen og skrappen. Overdøver ikke larmen fra mit eget sind. Sammensmelter til en realitet fuld af sanseindtryk. Tågevid indlevelsesforsøg. Rødmer, blussende varm. Observerer og føler mens brummen forsætter. Horisonten byder velkommen. Med åben favn og fri som en fugl indespærret af usynlige vægge. Opsat af en erkendelsens bod. Små goder bringer smil frem og forøger indtrykkene. Mangedobler selvkrammet.

Gyldne mursten, en snæver mellemvej. Tripper frem og går på line. Træder ved siden af så let. Balancegang, hvert et skridt lyser, glimtende. Vejen går frem, frem, frem. Aldrig tilbage, aldrig op. Gyldne mursten, må følge trop.

Himmelblå skyplettet univers. Træer stribede i alleer. Jorden, gul og grøn, badet i livgivende lys. Sommer. Kan tage så hurtigt som den giver. Overflade så smuk som undersiden er grim. Biler, fodgængere. Livet går videre.

Alt for meget stimuli. Indtryk smelter sammen. Sanserne overvældes og vælter i et kaos, hvorfra intet entydigt kan identificeres. Alt bliver til støj, når det ikke længere er genkendeligt og nært. Når det ikke længere kan holdes kært.

Et skrig langt væk når knap en sløv bevidsthed. Runger i et sind plaget af tomhed og længsel. Et skrig med uklar oprindelse, som er umuligt at retningsbestemme. Det invaderer alting men uden historie; uden fortid. Et skrig, som kommer så meget indefra som udenfra, opfylder alting i opslugende følelsesudbrud. Trods styrken er det umuligt at gribe om, forstå og forudgå. Et skrig bryder frem overalt udenfor enhver kontrol. Hverken magt eller vold tæmmer skrigets uregerlighed. Både langt væk og så nært; skriget følger med hvorend jeg går.

Torden trykker i mit bryst. Knuger gennem hvidglødende lyn. En alt overvældende grundskælvende rumlen, der ryster selv den mest standhaftige sjæl. Splitter himmel og verden itu.

Løvets bølger er som et hjernespindelvæv. Labyrintisk, overvældelse af idegenererering og tankevildnis. Naturens symboler indgraveret i hjerter. Symbiose, omfavnelse af vuggens glemte sang. Et hjerte banker for hjernens fantasi; blomstrende livsudfoldelse dansende under sol- og måneskin.

Solen står allerede op, mens fuglene synger om kap. Sorte farver og svagt lys som verden forsinket vågner fra dens slummer til lyden af dyrenes orkester. Menneskets støj tiltager stødvist i takt med urets tikken. Ro erstattes af travlhed og liv, begge dele med hver sin fascinerende facon.

Jeg bor på mit badeværelsesgulv. Opad flisernes kølige flader, gemt væk fra solens skarpe stråler. Her sidder jeg og krammer benene ind til mig selv. Stryger hænderne langs alle overflader. Undgår spejlets refleksion til fordel for naturmaterialernes rolige sten og træ. De tykke tilkalkede murer er et værn mod andet end varmen udenfor. Brusekabinen er mit fristed, mit skjul og skjold, en boble hvor farer kun findes i form af mine tanker. Ru fliser er mere end blot mure. De værner måske ikke imod tanker, men de beskytter imod alle andre.

Er dem, som er gået bort, allerede glemt og gemt? I sommerens stærke stråler blegner frygt og foragt midlertidigt erstattet af feriestemningens tant og fjas. Vi bekæmper hinanden, og borte med blæsten er de sidste måneders kaotiske, enestående usædvanlighed. Vold bruges som middel til at undgå vold, som en slange der bider sig selv. Jorden brænder, blodet bobler. Krigeriske stemmer ser ned og rammer, enhver der stopper for at tænke. Asfalten smelter, grundlaget gynger. En sjælden brise bringer kun momentarisk lettelse inden kampen forsætter.

Tryghed, tyggesten. Murværk med modestil. Vidunderben, lænket til en. Perception af refleksion. Boligblok og mågeflok. Tragt, hinkerude og nyhedsbebuder. Kullerhoveder. Rutineret kamelryg, besøgsven. Frostbid. Livsstilscoach, broccolisuppe. Fuglebad og fremmedhad. Radiatorbetænkelighed, vejrbemærkende. Tunghedssind. En ny dag rykker ind.

Gentagelser. Repetition. Handlinger som en ødelagt grammofon. Skrækscenarier i mit sind. Er nødt til, nødt til at blive. Selv når blodet flyder eller natten bliver mørkere, når tiden tikker og planer ændres er det ikke nok. Aldrig er det nok for sindet går amok. Forsætter som i chok, over den lettelse som udebliver. Fanget i en altopslugende rutine. Skriger af spejlbilledet, som blot ler hysterisk tilbage på den, som ser. Farerne lurer alle steder. Frihedslængsel begrædes. Slip mig ud af mit eget sind. Inde i det kan ingen vinde. Kampen er så hård som den fasttrampede jord under mine fødder, men spejlet ler nu i det mindste ikke mere. Rutiner er faretegn, rutiner er allestedsnærværende. Fastholdelse i brud er bedre end fastfrysning i min egen hud. Kald det vaner, ophavet ændres næppe, da slet ikke med omverdenens rynkede næse. Helbredelse er måske sær, men dog så nær. Opmærksomheden kan dog aldrig blive for fjern. Et vilkår, et benspænd som så mange andre. Et liv forandret og forankret

Stemninger smitter, overgives som aftryk ved berøring eller krydsning af usynlige personcirkler. Påvirker og giver videre i uendelige kæder. Bevidst eller ubevidst understøttet af os.

Der er en mur mellem mig og andre. En usynlig barrierer jeg kan hamre på, råbe opad men ikke række igennem eller over. Er det ensomhed eller ugidelighed? Mennesker er svært. Kontakt er krævende. Tomhed og humørsvingninger. Hverdagen... nej, livet er sært. Ligegyldigt hvor meget man får lært, kan ting periodisk synes svært. Men muren er ikke nødvendig. Med hammer og mejsel arbejder jeg mig igennem sten efter sten, barrierer efter barrierer blot for at se nye opstå af de gamles støv. Opgivelsen er en dominerende følelse, men handlingen er utænkelig.

Pigen ler, men for dem der virkelig ser, skinner en blank overflade tilbage.

Travlhed. Hver sin dag. Hast og stads for alles smag. Sikken et strabads.

Selvtillid på kroner. Hvert et hus er en trone. Egoismeblomster skønt i hverdagen. Trivsels livsskin. Udseende og modelag. Hovne overfladebehag. Arbejder ved hver sin ovn. Deler ud for at få tilbage. Sandheden er doven. Menneskets dogme.

Skarpe kanter afrundes af vand. Gentagende sliben, poleret af sand. Efterlader overfladen spejlblank og reflekterende. Alger og tang iblandes livets essens. Bølgerne bærer fra bred til bred. Rytmiske taktslag imod hver kyst. Sandbanker stimler sammen og bevidner tusinder af rejser. Aftryk sættes i sand både af fodtrin og vand. Skrøbelig genstand. Vedholdende alligevel. Opgiver modvilligt sin historie om den fantastiske rejse. Om tiden kun tilgængelig i fantasien. Oldgammel sten. Fossil.

Blødt som bomuld. Vattet kvast. Rygradsbrækkende. Sjælekaldets brud på land. Ru som barken. Behandlet skind. Tryllekunstnerliv. Hjertekvaler i dit sind. Kold som vinden. Skærende kast. Uoverenstemmelser. Normeringers vanesans. Varm som solen. Badende skind. Forandringsparat. Fremtiden vinder igen.

Papirer ubrugte som udfyldte. Kreative, tidsfordrivende projekter,der lokker unægteligt. Elektronik indviklet i ledningespagetti. Flydende dyner og tøjbunkers overspildende bjerge. Sammen bliver de en del af en uoverskuelig masse. Et selvskabt kaos af genstande og ting, som kræver separat, grundig evaluering og stillingtagen. Selvom alt har sin plads er det så let glemt. Skraber sammen til uoverkommeligheden understøtter undvigelsen. Fordrevet fra egen fold.

Black lives matter Black lives Lives matter 

Betragter sommerlivet gennem støvede ruder. Beundre naturens blomstrende vidunder. Væk er de tomme gaders frihed. Erstattet af travlhed og vildhed. Følger menneskeflokkene med barnlige øjne. Afstanden udvider bevidsthedens øjemed. Deres handlinger observeres nysgerrigt. Ikke at forståelsen omfavnes ærgærrigt. Solskinnet lader andre tømme sindet. Gør hverdagen det mere bevinget. Den længe ventede sommer er her. Bundet til hjemmet synes den fjern. Et smil frembringer andres lykke alligevel. Tilpasheden fylder, som dagen går på held.

Glemsel Blusser op Raseri Skrig Vold Sammenhold Historiens bånd Fremtidsånd

Snefald for mit indre blik. Knitrer selv bag lukkede øjenlåg. Flimrer henover en skyfri himmel. Sniger sig forbi.

Jeg mærker; støvet mod min hud. Solens blændende stråler i mit hår. Papirets glatte overflade i min hånd. Ru stof mellem mine fingre og min krop.  Jeg ser; lyset foran mit øje. Pletter dansende derpå. Kuglepennes blå farvestrøg mod den hvide baggrund. Trådenes vævede, beskyttende front. Jeg føler alt og ingenting.