Opslag

Viser opslag fra juli, 2020

Millioner af øer

Broer bygges over kløfte og dale. Langt bjerge og over have. Mellem mennesker er de skrøbelige, spinkle og flygtige. Nødvendige mellem vore millioner af øer, men materialerne bruges andetsteds. Vi spejder over vandet og ønsker os den bro, vi kunne have haft, men vender dernæst ansigtet bort og glemmer. Opgiver; ser efter nye øer eller kaster kikkerten væk. Broer der har stået længe glemmes, forfalder og braser sammen. Det var den og dens skyld, peger vi fingre. Der skal to til tango. To bredde broen kan ramme.

Minderne

Fortidens billeder glider sammen. Forsvinder og lader tvivlen slynge sig som en slange i livets træ. Billederne flimrer, tiden tikker og hukommelsen svigter. Gulning og gråning i forfald. Hånden foran kan ses i nuet, men sås den ikke fast, ville også den gå i bukke under for hukommelsens kald. Hvem er jeg? Det svar gemmer sig i minderne. Fotografiets billeder er det eneste, som foreviger. Forstener fortiden og forventer fremtiden uden bævren. Træer falmer, rødder rådner. Årene er talte af numre, vi ikke kender. Selvom man griber ud, rinder de bort som vand. Efterlader hulrum, der kan udfyldes af plast. Utilstrækkelige afstøbninger som erstatninger.

ARD

Alt er ikke som det synes, hverken her eller der lysende verdener sidestilles, fylder det indre og ydre efterlever og opfylder omfavnelsens brede lys, x til a og x til a; selv på helvedes dage ingen udelukkes, alt bliver gemt mens intet blive glemt alle kan her kæmpe sig til et hjem Rækkerne betyder noget, som de strækker sig ud ansigterne afslører et nødvendigt, udvendigt bedrag ildsjælens savn; oplyserens navn er lodret aldrig skal sangen kortlægges, sjældent skal den stemmes hemmeligheder for åbne døre Dagens tanker runger tomme som versets enkelte toner alene er de begrænsende og klamme, nummererede og afstumpede; sammen uovervindelige ilter selv udtørret blod og varmer under huden efterlader boblende inspirationseksplosioner, for… levende er min havn og gavn

Mareridtsagtig

Vanvid flår i min hud Bryder mig ned Kyler mig rundt Jeg går på grund Skinbare sandheder svitser sanserne Eksplosioner runger som ord Alt sætter dybe spor Huden blotlægges i ringe Vrælene smager af salt Blodet vælder fra min hals

Alene

Vrider, knuger. Fundament er støbt. Slør danner knuder. Spejle krakelerer. Reflekterer kun rødt. Indtrykt, forgår før det genopstår. Asken suger, mens mængden sluger. Malerisk i sort. Svier, svinder aldrig helt bort. Knuser, vokser år for år. Indtryk fordobler. Fortabelsens ramte. Jorden varmer mere end det skabte.

Monolog

Ved ikke, hvor jeg er. Ved ikke, hvad der sker, eller hvad jeg ser. Hvad jeg er. Kender hverken op eller ned, men famler forvirret i blinde. Disen er tyk, den ligger i lag. Stemmerne hvisker. Holder aldrig op, selvom jeg råber og skriger både ude og indre. Minderne er udflydende og situationerne sydende. Står fast i tillærte mønstre, betvivler fasthedens tømrer. Det indre oprør, kombineret og sammenholdt i frygtens udsøgte løvlinje. Forankret til jorden og i oprør med kulturen. Stålfast men porøs slipper jeg løs. Uigennemsigtig. Trøstesløs i en fremtid som spejler fortiden; bejler til nutiden. Stemmerne, de hvisler løs. Hudløs i splittelse, vanviddet er beskyttende.

Sprog i styrke

Styrken er i de små, glemte ord, der ikke kunstigt blæser luft i følelseskasteller. Styrken er i de nye fraser. Sammensætninger der overrasker i opmærksomhedsfangende magt. Styrken er i sprogets finurligheder, og deres evne til at bevæge, hvad der ellers står fast.

Gennem luppen

Mosaikker betragtet gennem lup. Mønstre på rækker i rustikke nuancer, som udgør lange seancer. Billeder åbne for mening og fri til fortolkning. Hver sten er en enhed i mængden og hver linje en del af en helhed. Et kunstværk, betragtet med iagttagerens afstandsprægede blik. Mosaikker lagt blindt på en briks. Historisk relevans med en aftagende glans.

Malerkunst

Penslens strøg er som farveløs røg. Ude af stand til at dække blottet murværk, men forgår med byens støj. Malerbøtter på rækker opstillet af gavnmilde anonymiteter. Utilstrækkelige gemytter, som betragter farverne fordufte. Penslen er tung i min hånd.

Min viljes minde

Jeg sørger over noget, jeg aldrig har haft. Jeg føler, jeg har mistet noget, jeg aldrig har tabt. Ambivalens fylder min eksistens. Manglende lyst giver kun andre skyts, og forskyder yderligere vores kløft. For jeg længes men kan alligevel ikke fænges. Jeg er fængslet i fødslens medfødte væsen, og underlagt min naturs brutale statur. Jeg lever et sted, hvor andre ikke har plads. Min havn hvor andre ikke har gavn. Min sang hvor andre ikke har gang. Jeg er måske fragmenteret men ikke fuldt detoneret; provokeret men endnu koncentreret. Forblommet håb fører mig hjem trods råb. Jeg sørger over noget, jeg aldrig har haft. Fastlåst af noget udenfor min magt. Savn er blevet min ravn; forventningerne som en brækket vinge. Alligevel har jeg ikke i sinde... at opgive min viljes minde, og selv hele min vinge.

Står fast

Står udenfor. Lydene er dulmede. Afstanden slørende. Betragter så opmærksomt. Svarene synes lige til. Frygten er jeg selv. Står indenfor. Lydene er nærmere. Ansigterne blankere. Aldrig fjernere end nu. Svarene obskures. Begraves i mig selv. Står fast. Bygger bro og mast. Overvinder enhver last. Tro flytter bjerge. Ensheden er fordærvende. Lykke i sig selv.

Du er den

Du er den, som sender mig afsted, som en trussel for at gøre dig fortræd. Den som siger, du vil følge mig op og ned. I medgang og i modgang. Trækker mig gennem dit livs udfoldelser, imens du former mit som ler mellem hænder. Former hverdagens toner gennem tavse blikke og misbilligende ord. Omdanner mig til de billeder, du foretrækker. Du er den, som har mig i din vold. Den som siger, du trækker mig op.

Vilkår er

Små step. To frem og et tilbage igen og igen. Udmattelsen er knogleknusende. Altødelæggende, sjæleknugende. Livsvilkår i sejrsdans. Taber viljen for min egen hånd. Frustrationsinducerende. Indespærrende, forstålighedsværgende. Udmattelsen er hverdagen for nogen. Dommen så frit svunget.

Splejsning af to

Står udenfor og kigger ind; På samvær På latterbrøl triver falsk fortrolighed og lykke skrider selvtillidens byggeklodser ikke mindst for at bringe rette billeder udadtil Det er udelukkelse for momentarisk underholdelse Følelser stikker dybere end som så En forvrænget perception skyldes hvad? bringer virkelig sindene i kog Måske en videregivelse af egne smerter måske voldsomt påvirket af religion men undskylder ingenting Proklamering og viderebringelse Foregiver billeder af ideologiske idealer af sammenhold er det sande problem Ansigterne griner forsat fortrydningsløs Så mange som går fri og vil aldrig vide af skaden mens andre endnu straffes i deres krig De er syndere uden konsekvenser, der indfanger i tomme ordløfter i mobningens klør Holdninger kan flyttes Så let som sætninger rykkes og ombyttes og tegne helt andre billeder end før sættes dybe, blivende spor alligevel synges sejrrigt fra scenen Giften gennemsyrer kulissen med vidde resultater Sammensmeltning af eksistenser for nemhe

Fare i fascination

Ser. Beder. Oplever. Fascination af alt det mørke. Livets grimme, uundgåelige sider. Ser den i hverdagens facetter, ser dem i massemediernes spil. Ser den overalt, ligegyldigt hvor man kigger hen, ser dem i øjnene på hvem som helst. En indgangsvinkel som kan skabe spil, skubbe afstand mellem betragter og betragtede; truer med at opsluge, falde i og give ind. Fremmedgøre verden fra en selv. Uden mørke er lyset så godt som glemt. Uden alt det grimme går skuffelse og forventninger let over gevind. Fascinationen. Grobund på godt og ondt. Nødvendig for selvets hjemmel.

Skygger II

Tavse skikkelser følger mig som skygger. Usynlige for andre men allestedsnærværende. Danner et optog bag mig og fører mig fremad med strømmen. Venner og fjender, byrder og brede skuldre; tveægget sværd er deres stemmer. Skikkelserne er en del af mig, og jeg en del af deres skygger. Uadskillelige og alligevel selvstændige. Ansigtsløse skabninger som alligevel lader sig læse og forstå, hvisker i mit ører i en evig summen. Modstridende i vores vision, nær tavse når alt brænder på. Skyggerne følger mig i et optog mod en ukendt destination. Kan ikke gå på må og få af forventningen om et mål.

Rust

Rust lækker ud forgifter hver en rod rådner fortærret kød bløder rød Rust skaber splid fordærver fremdriftstid brændende ild bygger op aldrig stop Siver frem ætser blod som rod

Natterejser

Stille nat. Susende vindpust. Morgengry begynder på ny. Sagte sind svæver ind. Bygningsfacader og skyggebade. Observatør på rejse i det fjerne. Bølgende strå, sten slår revner. Cirkelfuld, ring som slutter. Du skal altid vend hjem igen.

Farvelade farvet

Plamager på en farvet bevidsthed.                            Sporadiske vidnesbyrd i nuancers tegn. Livet i alverdens farver.                            Bevidsthedens byrde delt af os alle trods forskellige tyngder.                            Krakelerer, rådner og inficerer. Forsøger ikke at forgå, men det er svært                            a t forsætte med at bestå i denne farvelade. Fordømmelsen går begge veje.

Sjælelyset

Skyggerne er så tunge. Jeg omfavner mit lys og skærmer dets sarte stråler fra de sorte, skræmmende hvælvinger, men jeg burde måske slippe det. Lade det skinne frit og tro på, at det er urørligt og stærkt nok til at imødegå de flakkende flokke. Jeg burde måske lade troen være min brobygger og vægen min flamme. Jeg burde måske række ud og forstå mørket fremfor at lade mig skræmme; men alt vender sig i mig, og jeg rykker tættere om mit lys. Så tæt at min ånde får flammen til at flakke, alt imens stearinen brænder dybt i min hud. Jeg er min egen fjende og ser ikke vejen, lyset oplyser for mig.

Plaget

Mit sind er tomt, omgærdet af tåge. Musik hamre et sted ganske nær, måske en hovedpines sindssyge. Tilbagevendende kuldegysninger, der kravler op langs rygraden. Oprørte og opstemte stemmer blander sig med bassen. Lysene skifter, mine øjne er blanke. Hjertet pumper, så blodet suser. Skyggerne danser på vejen og på graven uforandret.

Monster

Vildt, oprørt natur. Mennesker i et abstrakt bur. Skummende toppe, brusende kæmper; alt vidner om krigsførelseens skændsler. Afsmittende effekter påvirker enhver betragter. Omfavner og udstøder på lige fod. Illusioner brister trods forsøg på reformeringer. Gendannes ihærdigt for igen at sprænges til stumper; går over gevind og kan ikke længere følges igennem. Susende vinde i blafrende skørter og håret om ørerne. Afspejlinger og projekteringer er uskønne afbildninger.

Frustrerede forsøg

Mine ord er gentageser. Går i ring og er fanget i uoriginalitet. Søgemaskinerne kan udpege, hvilke ord som bestandigt går igen. Hvad der præger mine tekster, og alt hvad jeg udveksler. Hvilke følelser jeg forveksler og forventer, billiger og hadesætter; viser dem som dominerer, og dem som domineres. Hvilke tematikker jeg har forsøgt dækket ind. Hvilke observationer der oftest siver ind, og uopfindsomhedens kolde hænders bestandige greb. Forsøgene er mange og designet til at springe mine velkendte rammer, og til at komme min egen sandhed nærmere i en ophøjelse af ordenens magt. Alligevel er ordene altid utilstrækkelige og forsøgene forgæves. Maskinens resultater taler for sig selv. En mangel på opfindsomhed og udpræget glemsomhed. Fanget i gentagelser og tomme vendinger rykker jeg mig ingen vegne, men ser prøvelserne gå i ring. Målet ligger så langt borte som før. At gå kræver at jeg tør.

Drømmenatur

Drømme er som blomster, der kan spire under de rette kår, og visne når modgangen bliver for hård. Har blomsten slået rod, kan drømmen modstå modvindens sår, men uden hjælp må alt forvitre og ende. Drømme spirer lettere i livets forår, og forgår af de hårdere sår. Skrøbeligheden ses i de trange eksistenser, som indfanger skønhedens virkelige væsner. Smukke i deres prækære tendenser, må de omfavnes og næres for at forsætte deres voksen.

Glemte evner formuleret i deprimerende tanker

Vi er så stolte over vores evne til empati. Til medfølelse og medmenneskelighed. Alligevel findes selv samme ofte glemt. Gemt væk på papir, hvor det samler støv og længsel for dem, som mangler. Henslænget af selvfølge. Underlagt faren for at gå tabt i manglende brug. Definitionen af tomme ord, og løfter som ikke bliver holdt. Alt gjort værre af bevidstheden om, at muligheden er der, men fravælges - bevidsthed eller ej spiller en begrænset rolle. Resultatet har virkeligheden i sin vold.

Nonsense og vrøvl

Blæsten suser om mine ører. Efterligner larmen i mit hoved, der overdøver enhver tanke og forhindrer kontinuerligheden. Grenene væver mønstre af luftens susen, som øjnene kan følge. Små brud i naturens rude. Krakelerer og spreder sig for at blive hele igen. Min verden er tåget, men omverdenen er klar. Efterligner fantasien, mens larmen stiger ufortrødent. Blæsten kommer med bud. Sanserne står for skud.

Observatørens ord

Jeg blev igen gjort opmærksom på min rolle. Observatørens kår. Jeg forsøger at forklare, at det ikke altid er frivilligt, men jeg er ikke sikker på, at du forstår. Det sker ofte udenfor min kontrol. Som så mange vaner løber de dybt i menneskeårer, selvom de kan ændres med magt og vold. Som observatør ser jeg meget, men ved ikke altid, hvad jeg skal stille op, når bolden rammer min fold. Jeg siger det igen og igen, men jeg er ikke sikker på, at du forstår. Der er forhåbentlig flere rigtige måder at leve livet på. Flere måder at både se og ordne alting på. Fortæl mig ikke, hvad jeg gør forkert. Fortæl mig hvad du ønsker af min hånd, og hvad du savner i vores bånd. Lad os tale om det og lad os finde en løsning, et kompromis eller en vej begge kan håndtere med sin ånd. Jeg beder dig om det, men jeg er ikke sikker på, at du forstår. Min rolle er kommet til mig af en grund, som livet former enhver næsten fra bunden. For at forstå nuet forstås fortiden, og kun derigennem kan vi forme fremtide

Apatiske frygt

Jeg frygter at blive kold. Apatisk og fremmed for følelser. Upåvirket af tragedierne omkring mig, og uden nogen bevægelse i mit indre trods hændelser, der vedbliver at rulle ind over os som bølgerne imod stranden. Som betragter er faren altoverhængende. En rolle som forhindrer indlevelse i sit grundprincip. Apatisk er det så let at se til. Som følende får man derimod lyst til at gribe ind. Er jeg fremmed eller er jeg kendt med denne indre vind? Det er svært at være sin egen ven.