Addene

Vanen er som bitterheden i ganen, der brænder og syder, men vedbliver at styre den næste bid, og hvorhenne i rækkens geled jeg glider ind. Den driver den døde krop, indtil hjernen er klar til at gå amok, og sætter gang i det sammenbrud så farverigt navngivet stress og depressionens koldhed. Smagene skifter, men selv bitterhedens minde overskygger alt, indtil selv saltet er dødt i det følelsesløse kød. Udrensning er krævet, helst ikke mens følelserne er bedøvet, hvis jeg nægter at få fremtiden berøvet, og tungen så godt som kløvet. Bitterhedens smag, den vokser dag for dag.

Eksperter er noget, alle kan påstå at være, mens viden er noget alle villigt ignorerer. Foregiver at lytte, men taler med et lummert gemyt. Skjulte hensigter og eftertragtede hædringer. Driver eksperter i skjul med kuglen for panden, lader gespenster, holdningsmennesker og fakers erstatte placeringen ved talerørenes magt. Løgnene væver et tæppe af røg. Magtliderlighed og kendishædringens falske sikkerhed. Paradokset får os til at gå baglæns, som ideologierne tager over. Troværdigheden er død, og det går ud over vores folkesundhed. Jeg væmmes ved denne kujonagtighed.

 Tomme ord er mere end nogle formår

Den indre motor brummer og skorstenene damper. Knirkende tandhjul skærer gennem luftens os, der kvælende tung hænger over hver en tomme. Det er fremdriftens pris, der lever videre i håbet om, at den kan gøre os fri.

Så sød er tonernes trillen, tårernes kilden. En indre flammen og ustyrlig brænden, der forkuller og formulder selv de mest tornede kroner. Væk er bitterheden og hele tragedien, erstattet af denne sødmes overvældelse og behagelige flyden. Voldsom og alligevel forsigtigt i sit heftige overfald. Den kommer lige som kaldet, taknemlig lades den lede ballet til tonernes bølgende falden. Bort med knugen og frem med buddet; sødlig som hvidt sukker, hvis dog bare vi kunne lagre det i lufttætte krukker, men i stedet må vi nyde omfavnelsen mens den er, for selv denne guddommelige sødmen vil henfalde næste gang det sner.

Tillad dig at drømme, det er op til andre at dømme 

Sindet, en ven og en fjende vejledende g vildledende stemme. Fordrejende skaber forståelse og viden følelsernes centers syden. Knugende er sindet greb om virkeligheden usikker er vejen og holdbarheden når troen er skredet følelserne forvredet efterlader sindet hærget. Roen, erkendelse og forlig gensidig forpligtelse beskyttelse af selv af omverden og af ånd går hånd i hånd. Forståelse af værd omfavnelse af alt der er nært den inderste kerne hærdes som jern.

Mod er at se spejlbilledet smile tilbage trods knugende bryst. Mod er at se ind i andre menneskers øjne med oprejst pande. Mod er at bruge stemmen, når det gælder, og tie når det passer. Mod er at forsætte, når skuldrene føles for tunge til at bære. Mod er at stå op og møde dagens udfordringer med handling.

Brændende blomster bløder blodrøde blade, bedemurers bydende, brydende dråber. Dråberne daler, derfra dyriske dvæler, dundrende dynger. Dræber da dårskaben brændende.

Naturen er næsten altid smuk, men ofte udgør den en flugt; væk fra hverdagen og livets jag, borte med blæsten er bekymringernes nag. Den maler så let den almene dag betydningsløs og tom; som intet andet end en ond drøm. Naturen er en gave, der ødelægges af brug, men uden den kan vi alligevel ikke bestå. Alternativet er at gå dybere ind i det grå. Kunne flugten og livets ikke forenes? I stedet betragtes deres forgrening. Drømmenes bevæggrund ønskes at bestå, og ikke sættes i bero. Distraktionerne er mange, faldgrubberne oplagte, hvis blot man ser sig for. Nu hvor det sner; tiden til fornyelse og forsoning. Tanker om fremtidens kår og filosoferen over det forgangne år. Naturen føles som en fjer, så længe flugten bærer. Forening eller forsat forgrening? Drømmenes ringe.

Snip snap snude lige til at tude

De våde ruder kaster pletter på vægge og gulv, som ikke kan tørres af, som ikke forsvinder, før de bliver til duggen for en ny dag.

Brændende refleksion i sølvrammens kammer. Ser flammerne fortærer kjolen. Ser dem æde sig gennem stof og hud, så knoglerne splintrer til porøst støv. Bevægelserne rundtom puster livet i bålet, lader dets destruktive tunger blusse op. De vinder kraft og tage fat. Spreder deres orangerøde vinger og begærligt bygger rede. Spejlbilledet krummer sig sammen som ildens flammer æder sig gennem dets rammer. Forsætter til alting er væk, hverken kært eller hadet er for tungerne fredet. Den blanke overflade efterlades. Tom og hulrum igen, intet andet end illusionens vind.

Fulde tegn svingende frem kryber omkring råber imod himlen blå giver altinget mening udfylder tomrum og husene maler levende billeder tegner forståelser i væggene

Hvad er kærlighed i forhold til fysisk nærvær? Hvordan hænger de to ting sammen, og behøver det hænge sammen? Er betragteren itu Er forventningerne utro Er afvigelserne uden ro Er ensartetheden til hver krog

Vejen er lang, bugtende og bulet i idealernes damp, men den er der, du kan følge den, hvis du altså vil.

Blød hud kan også dække over alvorlige brud.

Rytmerne tynger min krop giver mig lyst til at gå amok Erkendelsen kommer som et chok; andre så det nu nok For jeg er tonedøv, og danser kun på støv Rytmerne er for længst erstattet af løv det er på tide at få noget søvn.

Julekæderne er endnu fremme som lange slanger på altanernes rammer. De guidende rækker af lys er spirer af håb, der formår at bestå imod vinterens himmelråbende skrålen. Et håb om at det år, vi vil få, er bedre end det forgangne; dets grumsede efterslæb til trods. Det spirer i de små lamper, mens vi hinanden flanker i et spinkelt sammenhold modsat verdens vold. Julen er forbi, forsvundet bort på en følelse af rekordtid - verdenen har endnu ikke engang været hvid, så renselsen udebliver. Vi må selv feje basten af de gevirer, vi gror regelmæssigt som i fjor, og som i alle andre kendte år. Lad julekæden hænge. Lad dens ånd få bedst muligt fænge. Lad håbet nære sig til det bliver stærkt og stolt. Til det kan leve af sig selv uden støttehjul og pædagogiske skub, men gror fast og - med tiden - fortærer enhver last.

Slik og søde sager. Kager og bløde lagner. Madorgier og nuttede corgier. Ambivalens til lovgiver. Idealer og bananer. Undskyldningernes tulipaner. Koncentrationsspænd som et lyn. Snæversyn i pæne øjenbryn. Festtøj og stort halløj. Pligt eller krav på en høj. Skum og buffetrum. Et indre som er tomt. Vrøvlen for den døve. Eneste fokus er på det berøvede. Luksus i selvfølgelighedens sund. Inaktivitetens indfaldne skød. Vi lever en sukkerets død.