Addene

Jeg ser dig selv når jeg ikke kan række ud for jeg ved, at du er der og bevidstheden bringer dig nærmere Jeg ser dig selv gennem verdenens snevejr mellem ændringernes rus og lukkede døre under vægten lagt på bøgeblade Jeg ser dig selv indtil ende er nærmere et blik som ikke lader sig sænke du er brændt fast i et livsjern Jeg ser dig selv når vi ikke ler når himlen farves grå af røg og støvet hænger tungt af fordærv Jeg ser dig selv når du ikke er her mere selv når det er lettere at lade være du er set, for det er aldrig for sent

Skriger fra tomme lunger; brændende, umulige gisp og skærende hosten hakkende spyt kvalt gråd bag smukke facader de simple glæder begravet lydløse masker forvrænges i smug kærlighed er en hullet sko cement med usynlige revner lunger og masker på rækker et liv bag skærmen huden i trævler høje facader, ubøjelige søjler skriget fra det druknede dyb