Addene

 Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, Jeg ikke er bange Uvisheden Meningsløsheden Lidelsen En kamp om fortællinger, Råb om hjælp, den store sammenhæng Liv Blot tal Smidt væk som skrald Retfærdighedens hellige navn Hvornår har den haft gavn? For en abstrakt hjemstavn Hvorfor skal det være så svært At se gennem et selviske slør

Min krop er som en båd med en læk, der kan slå revner til et større hul, støde på grund eller kæntre ud over dens sædvanlige prekære stadie; Det får båden til at synke på rekordtid, og den må bjerges inden næse tur, hvor den forresten stadig ikke er fuldt repareret, for den ene læk er der stadig, eller også er den erstattet af en anden, så måske er analogien forfejlet - måske udbedres alle andre skader og uheld altid, eller måske er båden fuld af produktionsfejl fra starten - en ting er sikkert; Jeg kan aldrig skovle vandet hurtigt nok ud af skroget, aldrig nok til at holde den flydende på ubestemt tid, så der er altid et ur, som tikker i baggrunden - men jeg kan lære rammerne, som lækken dikterer, og håbe på det bedste med hensyn til uforudsete revner og forværringer, samtidig med at jeg bliver mester i bjergninger, og det er vel et talent helt i sig selv.

Jeg kører talrige projekter. Alle borde er fulde. Hylderne bugner. Jeg starter, forsætter, glemmer pauser. Starter flere ting. Jeg ligger dem i lag og nyder dem hver dag, indtil jeg er færdig. En evig række af eksisterende bunker. Projekterne hober sig op, svinder ind, men aldrig forsvinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge produkterne til. Jeg samler og samler, for jeg er nødt til at lave noget. Nødt til at bruge mine hænder. Nødt til at vide at dagen ikke er glemt

Vejen forgrener sig og filtres overblik er umuligt fortrydelsesret på betinget tid et indviklet garn kun en mulig gang, kun en vej frem

Glæden er forventningens sang Tomheden går derefter altid sin gang

 Jeg føler for meget had, frygt ømt og trist rettet indad men ikke kærlighed det fulde spektrum er aldrig med