Addene

Juleri Hysteri Hurtigt forbi Glædelig fordi?

Falder som små fine krystaller. Glimtende i græstoppe og på asfaltens hårde striber. Et lag af glasur eller hellig, overskrøbelig jord. Daler og glimter som små vidner om vinteren. I lysskåret fra gadelamper dannes de nyskabende tanker.

Jeg er det overfyldte stormdræn. Gamle blade og møg danner dæmninger, som leder vandet alt andet end væk fra gadens røg. Rørene synes nu for korte. Jeg kræver en sikker hånd, og regelmæssig vedligeholdelse for at kunne udføre mit job. Nøglerne er dog på et tidspunkt svundet bort, og ristene er rustet fast. Drænet falder sammen med faretruende hast, gemt bag verdenens overskydende lag og resterne af en hverdag.

En sætning, jeg stødte på i dag, som jeg ikke har kunnet glemme; Kroniske smerter har et sprog, som kun den ramte forstår.

Jorden hænger i kæder. Vi betages af nye klæder, og lokkes af falske glæder. Underlaget græder, øges mens fremtiden bortforklares.

Nat og dag er et udflydende kontinuum. Der er ingen streng kategori, men det hele er en blandet kategori. Det indre ur tikker, hvad end man kan lide. Solen vil altid over himlen glide, og vi må bare ride med på livet.

Vejen er fuld af træernes smidte sommerklæder. De blafrer med i stedet med vinden som sammenfiltrede kæder, og tvinger blikkets opmærksomhed med sin vals henover overfladerne, og hvad der ellers er forskanset. Den skiftende stemning påvirker enhver i sin overgangens gråning. Hvad der før var grønt er blevet brunt og tomt, gråt og tørt. Vejen forsætter lydløst, uforandret frem, henlagt i lygternes flakkende skær. Træklæderne vil forsvinde, kæderne oprinde, og først når de er glemt, og hverdagen er nær, vil afbræk igen komme dalende som fjer. Træerne vil igen trække i de glemte kåber og gynge med vinden som kæmpevugger. Solen vil stå op og gå ned i forandrede intervaller, indtil den næsten aldrig forsvinder, og en ny fase er lige her foran næsen på den, som ser.

Jeg er vågen, men mine øjne er lukkede. Blindt famler jeg mig frem mellem falmede drømme, og fumler med overgangenes raslende nøglebundter. Væggene er ru imod usikre hænder, og jeg falder i min forvirringssøgen. Jeg er vågen, men ved ikke hvor jeg er. Rastløs mærker jeg mig frem i en verden af forandringer, hvis døre dukker op og falder sammen som skygger danser mellem overflader i svømmende bevægelser til solens takter. Hvis jeg drømmer, er det for åbne døre, og jeg forestiller mig, alt jeg kan høre uden lukkede ører, når de overtager, hvor øjnene ikke længere har noget at skulle have sagt.

Kulden siver ind i knoglemarvens krogede søjler. Store mål blokeres under lås og slå, under den vide himmelblå. Kulden er celledyb, et helt igennem sjælefrys. Fortabelsen så let at falde i. Kuldens knusende søjlemagt... Nej, søjleknusende magt har sporadiske, nye forandringer bragt. Nøglen må ligge et sted. Skal ligge et sted. Under dette vås. Store og små på må og få - alle kan få et mål. Selv midt i vinterens begyndende grå.

Nynner til stemmen i mit indres rytmiske toner i en tonedøv sang, hvor jeg forvrænger min egen klang. Slår takter mod de nøgne stammer og danser gennem bladene som de erstattes af mudrede bunker. Men magi slår igennem her i det fri. Min stemme resonerer med naturens ånd og erstatter min egen disharmoni.

 Koncepter tager form, smedet i oldtidens smelteovn og fastlagt fra istidernes hærgen. Udvikles og indvikles gennem mange hundrede og tusinder af år, men helt ind til kernen er der ingen som når. Kontekst, konkret. Hurdler på en vej, som overvælder konceptets vakkelvorne vogn. Trods buldren og tilsyneladende meningsløst modgang forsætter formen, konceptet, ustoppeligt på sin vej. Måske fordi skæbnens planløse, blindgyde smeltedigel er den sande favn for menneskets skrøbelige navn.

Dunkende, varm smerte fra klagende muskler. Brændende og knugende. Lægge, skuldre, hver en bevægelse er hård. Stikkende og prikkende fra hud til knoglemarv. Det var det værd, dagen har været god. Så mange indtryk og så meget nyt, at jeg nu behageligt kan gå til ro.

Det bliver bedre...

Tomheden fanger nuet i sin hånd, og blokerer klarheden med sine uvirkelige bånd. Smerten i alle dens mange-ansigtede facetter er så virkelig indefra som den skinbare sandheds kvalmende greb. Selv når den kommer indefra, om den er tomhedens følgesvend eller soloulvens ånd manifesteret med magt, rivaliserer den omverdenens brændende slag. I en kamp mellem ydre og indre bliver kun giganter erklæret vinder.

Julekæder. Postmanden græder.

Følelsens pegen mod horisonten. En pil med en vejledende magt, der guider føddernes retning og hjertets banken. Følelsens rejsen, et eventyr, hvis ender er ukendte for enhver. Det fysiske køds bevægelse er en ellers ukendt begrænsning. Horisonten henlægger i tågen som følelsen holder sig vågen, og der angiver den neuronernes sejlen som et kompas mod det, vi ønsker så fast.

Har vi en krop, eller er vi en krop? Bevidsthedens spindelvæv opfundet i filosofiens subjektivitet. Det er betegnelser, begreber, som flagrer i vinden af verden og truer med at lade os synke for dybt. Indtryk indefra og ud i handlingers spil. Vi springer om i forståelsens dans, og vikles ind i tankespindenes magt; alt imens vi betragter - ismernes kamp. Krop eller ej, her sidder jeg.

Krudttønde. Dynamit. Politik. Skaber rædsel. Skaber panik. Buldrende mord fører til eksplosioner. Fred er en illusion, som vil briste for selv den bedste. Samfund. Religion. Bombeangreb. Så mange tab; masker uden ansigt. Et angreb, tilbage til start. Slået hjem.

Jeg forventer af mig selv, at jeg kan skrive. At jeg kan tænke. At jeg kan leve. Som det forventes af mig og mine nærmeste og af verden som den er sammensat. Jeg kan ikke altid leve op til mine egne forventninger. Tvivlen nager og skylden ætser. At give op er evigt nærtliggende, men hvad hjælper det ud over at lade sig selv synke længere ned i selvmedlidenhedens lage? Jeg forventer ikke at kunne forstå mig selv, men jeg forventer en hvis grad af kontrol. Så hvor er jeg, når den går tabt? Hvad er jeg?

Mørket overfalder mig i gentagende flodbølger, der kun momentarisk ligger på lur og derfra arbejder ufortrødent om jeg sover eller ej. Bobler lige under overfladen, selv når jeg tror det er væk. Det ætser sig gennem mine skjolde til det opfylder alle tomrum. Sniger sig gennem krogene, blokaderne og gangene for at indtage selv de bedst bevarede barrikader. Jeg kryber ind i det nærmeste hjørne, men det drukner mig alligevel, og jeg efterlades gispende uden held.

Rejs dig, grib min hånd. Sammen kaster vi af os alle bånd. Rejs med mig, følg dit sind. Se hvor det tager os hen. Rejs dig, tro på dig selv. For kun der finder du en gæld.

Ikke rettede noter Nogle dage er bare hårdere end andre, som om man får vågnet helt forkert og aldrig rigtig formår at vende hele ens verden rigtigt. At komme ud af sengen er en krig, der reelt kan tabes, og hvis den vindes, er det som virkelighedens verden kun første step i en længere rejse. Jeg prøver at minde mig selv og andre om, at det er okay at have dage som dem. Det er lettere at sige det til andre, end det er selv at tro på det. Det gør heller ikke dagene behagelige. Jeg har især svært ved at forlig mig med ikke at have nogle beviser for, at dagen overhovedet har eksisteret. Måske derfor prøver jeg at skrive, at være kreativ eller på anden måde efterlade mig en eller anden form for spor af dagen; selv når kreativ er det sidste adjektiv, jeg ville bruge om mig selv på sådanne dage. Nogle gange er det ikke muligt, andre dage skriver jeg som nu. Bare for at skrive. Med et måske naivt håb om, at det hjælper eller kan hjælpe andre at høre, at man kan have det sådan. Med så mange me