Addene

 Sansernes selvfølgelighed tager for givet deres flygtighed.

Fugle i det fjerne, flyv imod min kerne. Frigiv mit hjerte. Indfang det som en stjerne. Indpak det i vat og bobleplast. Flagrer om dets iturevne ramme. Bliv hos mig og varm mig med fjerenes blænden. Flyv frit, fugl, let på dine vinger. Flyv nær og jeg holder dig kær. Med dig i sinde spiller jeg ret, og jeg synger til din flugt på dine brede vinger.

Når jeg går i sort, står jeg bag en lukket port. Selvfølger forsvinder, og kroppen vinder.

Jorden er våd, og træerne drypper. Grenene hænger tunge og nøgne fra toppen. Deres tøj blafrer i vinden, når dråberne ikke tynger det ned og gennembløder ellers knasende tilbøjeligheder. Smukke er de skrå stråler, der når de lander, danner pytter i lange lag over blotlagte rødder. Jorden er blød, og træerne døde. Spøgelser indtil deres genoplivelse i forårets kraft.

Frygten holdt mig vågen i nat, og den drev mig op førend jeg havde fået nok. Mens jeg kæmpede imod bevidsthedens tæppe og livets tourettes, sad den i mine knogler og krøb rundt under min hud. Jeg kradsede i den igen og igen i morgenenes lys, men kommer aldrig i bund før aftenen falder på. Frygtens klør har for brede greb, de strækker sig som fangarme. Griber om sig dag for dag. På væggene sidder frygten som en flue, en edderkop, et rædselsøje i nattens mørke. Den betragter os leve, og den ernæres af glæden. Dens øjne følger mig, som jeg går gennem min dag, og når jeg ligger mig på puden, kommer den nærmere for at sige goddag og på gensyn. I natten er den min følgesvend, i lyset er vi sammensmeltet. Jeg kradser og kradser, men frygten har magten, ligegyldigt om den holder mig vågen eller blot betragter min soven.

 Siler ned i lige linjer for skærpede tømrer. Driver frem mellem søjlernes vold. Trangt er pladsen i midtens kulde. Skyernes fordrivelse vil bringe vinden bort fra træernes kroner, alt imens jorden synger sine toner til et orkester af uvejrets dråber.

En af de hårdeste erkendelser et barn kommer igennem er, at det er alene med sine egne tanker og står til ansvar for sine handlinger.

Vrøvlens skøvlen over kløftens vidder bekræfter tøvens øh-bøhen i klarlagt besigte. Griber ind og griber om i nervøsitetens ånd. Pladrer rundt i koldsvedens klæben. Sludren er som sluddets snotkonsistens. En båtnakketendens såvel som en overtankekonsekvens. Ansigtet bliver langt før det tager form igen. Baglen og spraglen til stammens kaglen. S-s-stemmen forråder, indre parader forslåede. K-k-klager åh-åher. Vrøvlens spark sætter sit mærke. To hit a mark. Er at bemærke, for hvem er de stærke? Kløften kan rykkes eller overbebygges. T-t-tro på dig selv, andet slår dig ihjel.

Alt vender så hurtigt på en tallerken, selv når roden stikker dybt og tilsyneladende står fast. Nye rødder slås, hvor gamle blev revet op. Så tilter verden på siden igen, og tallerkenen spinner som en snurretop. Vi trykker repeat, ser alt udspille sig igen.

Hvor end du er, hvad end du siger. Jeg er lige her. Jeg hører dig, jeg ser dig. Rækker du ud, kan du røre min hånd. Sammen kan vi flyve væk. Hvad end der sker, hvor end vi ender. Sammen får vi vinger.

 Tror du træde frem? Tør du håbe på, at luften kan bære din vægt? Tør du tro på, at alt ikke falder sammen, så snart du ser væk?

Svimlende slør sænker sig over tomme øjne og løfter enhver tanke fra tunge skuldre op i luftens blanke søjler. En befriende men virkelighedsflygtig og ufuldstændig løsning for mit jegs eksistens.

Himlen spreder sig som grå tæpper over spættede murstens brede dækken. Et dunkelt lys som knap siver ind gennem revner og sprækker. Det sprukne træ står i kontrast til murstenens ro. Levende overfor død. Mineral overfor liv. Et samspil uden synlig symbiose men alligevel præget af uundværlig sameksistens. Under tæppernes vattede fronter møder de udfordringer og trives i flok. Kredsløbet forsætter, mens duggen fortætter, ultimativt kulminerer i regnens kommen. Den vasker det uværdige bort og efterlader plads til nye farver, fremmede bygninger og genstande som stråler i skæret fra solen, der forsigtigt titter frem for oven.

Dundrende fødder trommer i mine tindinger og griber om sig som fangarme, der klamrer og knuger. Reb af kød. Trommestikker og fængsler af kød. Jeg river mig selv til blods, mens panikken pulser under min hud. Tindingernes små dunede hår fedter sammen, som jeg trækker dem bort for at skrabe røde striber i allerede sart hud. Kvalmende og svimlende strækker tid og rum sig ud. Bliver ved og ved mens jeg af gråd tynges ned. Fødderne marchere ved, armene krænger ud.

Skrab, gnist tænder. Brænder og blænder. Knitren igen. Springer til live. Flakkende henriven. Riv, hiv blænder. Skarpe som tænder. Siven, slukker. Sukker om bliven. Dødelig men tilgiven. En udviklingens blindgyde, for højt fløjet, faldet er langt. Gnisten er brast.

Griber med en blid hånd skæbnens trævlede bånd. Sætter alt på spil for at knytte dets ender og redde selv de mindste flænser. En skæbne værre en døde, hvorom man kun kan græde. Griber om dem og fører dem med en fast hånd. Med hvide knoer og bevidstheden om, at det er i mig selv, de i al hemmelighed bor.

Et lille step for fodens længde, men lange step for personen bag den. Jordens ujævne flader breder sig under dynger af blade. Gangen forsætter gennem øde stræder. Over græs og under dryppende broer. Tagrender danner løbebaner. Step ikke over og under men gennem livet med syngende stemme under himlens blinken.

Rød sol vender sig bort fra hver pol i østen er solen i vesten ignorancen månen skinner spreder varme opslugende ild bringer liv lokker død slår ihjel rødt bånd taberens hånd

Flagre med vinden og vælter ved det mindste pust. Blafrer med strålerne fra solen og vakler gennem livets labyrint af ligusterhække og nedfaldne skyers dyb. Om det begriber, lader sig næppe frigive. Med vinden giver verdenen sig for vægelsindede følelsesudbrud. Pustene kommer på ny. Drømmer jeg kan flyve, langt oppe under himlen, med vinden imod kinden.

Du skælver under min hånd. Vægelsindet og humørsvingende som en teenagers ånd. Jeg forstår dig ikke, men du forstår tydeligt mig. Du hjælper mig både direkte og indirekte, det er en opgave, du har gjort til din drøm. Du holder dig tæt til mig, og jeg beundrer at du ikke skuffes. Jeg holder af dig, mere end jeg havde turdet håbe.

Jorden brænder under mine fødder. Vandet damper. Bopælene er en kæmpe gryde med skælven i hver en gyde. Jorden har sodpletter. Solcremen udtrættes, og danner skoldkopper på allerede rød hud. Skoene afsætter gummiaftryk. Elastiske under cementen, der hastigt dækker dem. Skoven vælter, og jeg ryster. Dampen er tættere.

Løgne er som at tisse i bukserne.

De små glæder har også plads. Som skrøbelige historier, der glider mellem fingrene så snart man vågner, er det okay at lade sit sind dvæle ved den ro, de midlertidigt kan give. Det er okay at spilde et øjeblik. At gribe efter det, som man godt ved ikke kan forsætte, og bare hengive sig til følelsen, mens den er der. Et smil over en linje, der røre på noget i et koldt indre. Meget kan gøre det. Observationer af skikkelserne udenfor ruden, og planternes voksen i slowmotion. Tiden kan være skræmmende, men den behøver ikke være der. Alting er perspektiv. Alting er i bevægelse. Det er okay. De små ting, de fine indtryk er meget guld værd.

 Smerte knytter mig til livet i en ambivalent dans mellem kærlig omfavnelse og raseriets kamp. Smerten er altid med mig som en stemme på min skulder, og jeg husker knap en tilværelse, hvor jeg var den foruden. Smerte er så meget min ven, som det er min fjendes ånde, men uden den tror jeg ikke længere, at jeg kan holde fast i det, som ellers svinder. Som livet og dets minder.