Addene

Knoglerne rasler og kagler klagende i vilden sky. Hostende og hakkende mellem de bølgende bakker af vandmassernes overdøven. De smuldrer porøst af udefrakomment lys, men alligevel er mørket trygheden i støvet. Friheden berøvet, gør sig bedrøvet, men tilvælges i en bedøvet tilstand af velkendt sikkerhed. Kæmper udtrætter, slukker fakler. Ruske, rivende, jagende. Under overfladens beskyttende greb ignoreres frelsens reb. Skrattende kulde i den brusende bølge, frygten gør blind og smerten opfylder hvert sind. Fremdriften kan ses igennem. Kroppe er kolde, holder vågent øje, men blindes af hverdagens beroligende frakke, der tynger mættet bæren ned og vugger den trætte i passivitetens slumren og søvn. Knoglerne knirker, de ignorerer drivkraften. Muligheder forgår som alt bliver sortere år for år, overfladen rykker og alting bliver tykkere.

Sammenligninger til krig er den rene blasfemi. Ynkende luksusskrigeri. Tomme gader er nødsaget trods hadet. Så tag jer dog sammen og løft i en flok, ellers går det hele endnu mere amok. Længsel kræver ikke denne desperate trængsel. Hjemmet er ikke et fængsel. Ikke endnu med fornuften i behold. Så stik hovedet i noget koldt. I blodet, i tålmodighed og viden om, at når dagen er omme kommer der en ny. Det er en evne vi burde kende - at se fremad og forberede os på vinterens komme, hvor abstrakt i modernitetsfacetterne den end er.

Der er noget smukt i verden, hvis man kigger efter det. At blive gammel kunne være blandt det, men oftest er det ikke. Alderen bliver let en forbandelse. Et kroppens forfald, der når den spreder sig til sindet markerer selvets opløsning. Når hjernen giver fortabt. Forvirring og inaktiv livslyst kombineres - hvad er der tilbage? Selv interessen for at give kan takke af. Så er alder ikke smukt. Minderne som gør du til dig og jeg til mig falmer og fordufter. Tilbage er tomme hylstre uden vinger. Kommunikationen bryder sammen, frustrationerne bryder rammen. Er vi så virkelig hinanden nær, når vi ønsker helt at lade være? Genkendelsen forsvinder, lykken oprinder.

Det er op på hesten igen ovenpå helligdagenes fælde. Dagene er specielle, selvom de er fulde af ambivalens i mit tilfælde. Burde fokuserer på det fælles. Tiden glider sammen, på en og samme tid ønske sig væk og ærgres efter tilfældes. Håbe for så meget i det nye år, selvom det er svært at forudsige, hvordan det går. Forsøger at få det bedste ud af hvert år, selv når tomheden aldrig forgår.

Jeg tager stabilitet over ekstremer til enhver tid, men det forhindrer mig ikke i at længes; Efter toppenes susen af følelsernes brues trods truslen om buldrende bunde og faretruende drømme. For væk fra stormenes midte glemmer jeg nuancernes og graderne udviskes. Jeg bilder så let mig selv ind, at der er intet andet end lykke mellem dykkenes gispen, og jeg narre mig selv og benægter min flygten. Jeg tager stabilitet over ekstremer, men er grunden til at jeg ikke vender om og lader følelserne komme... og jeg tager flugten; er det fornuften eller frygten?

Mit alfabet er alt jeg ved

Jorden brænder. Maskinen står i flammer. Knagende tandhjul fulde af aske fremfor grus. Tvinges til et stop, der driver panikken i top. Kalenderen tikker. Frygten stikker. Holder vejret i øjet af stormens torden. Datoerne ude af orden. Alt vi har kært, har vi da intet lært? Frakobler rør og ledninger, vi er hedninger. Oldgammelt metal ædt indefra af alt. 

Stearin løber som tavse tårer, danner baner og tråde, forældre fraråder dig at røre. Flammer flakker, store dunjakker og flere pakker, symbolerne er overalt. Ensomheden vågner i natten, i de lange, længselsfulde blikke og med fingeren i stearinen, fordi der ikke er nogen tilbage, til at fortælle dig nej. Fordi kulden bider hårdere, end flammen kan varme, og højtiderne er udstillinger af det som engang var.

Hvordan kan vi løfte vores byrder, sprede gyldne vinger og finde vej gennem tågen og gråningen? Hvordan breder vi os ud uden at træde ned, hvor alt fordærver, mærker efter selvom alt er koldt? Hvordan ser vi frem, når hele verden eksplodere, holder fast når altet rykkes op, og det er umuligt at sige stop?

Som nyhederne ruller ind og nye nedlukninger træder i kraft, hamres der med en næsten overnaturlig magt på de tykhudede ignoranter i et forsøg på at få dem til at yde noget. På at åbne øjne der er som limet lukket. Bølge efter bølge bringer egoismen harmen frem og true med at underminere alt vi har skabt - og meget, meget andet end blot det ellers umiddelbart på programmet. Konsekvenserne overgår selv pessimistiske forudsigelser, og vi skriger i kor, men alligevel er det på den enkeltes bord at give nyhederne en anden stemme - og ikke mindst andre sange at synge.

Læg alt på bordet. Blå giraf iført pandebånd. Smøreost med pikant. Billeder og popcornstank. Alt vælter sammen. Ordstrømmene er lange. Betydninger på en snor.

Jeg er ret sikker på, at jeg står stille, hvor andre går. Ikke mindst fordi jeg ser dem jagte ønsker og drømme forudsigelige for ordinære livsliner, om de ved det eller ej. Drømme er simple, det er fascinerende, hvor let det synes at accepteres. Sekstant og teleskop er begrænsede ben. Jeg kunne sikkert nå det, hvis jeg satte mig for det, bilder jeg mig ind. Nå det samme som dem og følge vejen frem. Men det er ikke målet. Der er meget andet, som giver mig håbet, som driver mg til at nå det, som andre ikke rækker ud efter. Men den vej er ikke frem, og den vej er ikke allerede så fastlagt. Søger i almanak og atlas som én. Alligevel, trods valg i lange rækker allerede taget og forlagt, skæver jeg mellem vejene med rynket pande og tunghed på sindet. Måske er det frygten for at stå tilbage, mens andre går frem. Måske er det forventningen om fordømmelse og afvisning, så jeg for alvor og beviseligt er alene. Søger stadig min rosetta sten.

I søvnløse nætter ernærer rastløsheden sig, og parallelle tilværelser opstår som retter på et sølvfad, serveret med et vidende smil fra et ansigtsløst lig fra fortidens rige.

Sover på mit hjerte drømmer om en anden verden går under regnens dundren lever i evig smerte lukker og åbner for dem som fortjener det

Jeg lytter til ellers skjulte stemmer, som altid synger deres sagte melodier, men som normalt er overdøvet af lysets travlhed og larm, og derfor glider i et med baggrunden i en illusion af aldrig at have været her; som efterlader mig tom og med klamme hænder, indtil jeg med lukkede øjne erkender, at jeg er mere blind med øjnene åbne, og hvordan sangen er alt, jeg har længtes efter og manglet uden at være klar over det, men i den erkendelse kommer forståelsen af, at jeg ikke kan holde det fast; jeg må give slip og lade stemmerne komme til mig i bølger, når hverdagens lys momentarisk forsvinder, og jeg græder trods tørre kinder, og klamrer mig til de sporadiske minder og lader dem opfylde mig, for jeg nyder alt, hvad de bringer, indtil skyerne trækker nærmere og igen dækker livslinen i blændende travlhel i form af et overfladebehandlet lærred; jeg ved, at jeg endnu har meget at lære.

Tid er relativt. Hvorfor står vi op, når vi gør? Hvorfor arbejder vi, når vi gør? Og det antal timer, vi gør? Vi lever i lysets alder, og følger skemaer lagt udenfor solens bevægelser. Mørket er ikke længere en faktor. Tiden er udflydende, og vi kæmper for både at forstå og holde styr på begrebet, som vi selv har skabt.

Glimmer. Strenge og guirlander på rækker. Stjernestøv i flettede hjerter. Krammerhuse i dybrøde farver. Glimtende figurer imod grønt gran og garn. Glødende berøringsflader. Glitteren på hver en gade. Pynte op og pynter frem, sådan inviteres julen ind. 

Juleri Hysteri Hurtigt forbi Glædelig fordi?

Falder som små fine krystaller. Glimtende i græstoppe og på asfaltens hårde striber. Et lag af glasur eller hellig, overskrøbelig jord. Daler og glimter som små vidner om vinteren. I lysskåret fra gadelamper dannes de nyskabende tanker.

Jeg er det overfyldte stormdræn. Gamle blade og møg danner dæmninger, som leder vandet alt andet end væk fra gadens røg. Rørene synes nu for korte. Jeg kræver en sikker hånd, og regelmæssig vedligeholdelse for at kunne udføre mit job. Nøglerne er dog på et tidspunkt svundet bort, og ristene er rustet fast. Drænet falder sammen med faretruende hast, gemt bag verdenens overskydende lag og resterne af en hverdag.

En sætning, jeg stødte på i dag, som jeg ikke har kunnet glemme; Kroniske smerter har et sprog, som kun den ramte forstår.

Jorden hænger i kæder. Vi betages af nye klæder, og lokkes af falske glæder. Underlaget græder, øges mens fremtiden bortforklares.

Nat og dag er et udflydende kontinuum. Der er ingen streng kategori, men det hele er en blandet kategori. Det indre ur tikker, hvad end man kan lide. Solen vil altid over himlen glide, og vi må bare ride med på livet.

Vejen er fuld af træernes smidte sommerklæder. De blafrer med i stedet med vinden som sammenfiltrede kæder, og tvinger blikkets opmærksomhed med sin vals henover overfladerne, og hvad der ellers er forskanset. Den skiftende stemning påvirker enhver i sin overgangens gråning. Hvad der før var grønt er blevet brunt og tomt, gråt og tørt. Vejen forsætter lydløst, uforandret frem, henlagt i lygternes flakkende skær. Træklæderne vil forsvinde, kæderne oprinde, og først når de er glemt, og hverdagen er nær, vil afbræk igen komme dalende som fjer. Træerne vil igen trække i de glemte kåber og gynge med vinden som kæmpevugger. Solen vil stå op og gå ned i forandrede intervaller, indtil den næsten aldrig forsvinder, og en ny fase er lige her foran næsen på den, som ser.

Jeg er vågen, men mine øjne er lukkede. Blindt famler jeg mig frem mellem falmede drømme, og fumler med overgangenes raslende nøglebundter. Væggene er ru imod usikre hænder, og jeg falder i min forvirringssøgen. Jeg er vågen, men ved ikke hvor jeg er. Rastløs mærker jeg mig frem i en verden af forandringer, hvis døre dukker op og falder sammen som skygger danser mellem overflader i svømmende bevægelser til solens takter. Hvis jeg drømmer, er det for åbne døre, og jeg forestiller mig, alt jeg kan høre uden lukkede ører, når de overtager, hvor øjnene ikke længere har noget at skulle have sagt.

Kulden siver ind i knoglemarvens krogede søjler. Store mål blokeres under lås og slå, under den vide himmelblå. Kulden er celledyb, et helt igennem sjælefrys. Fortabelsen så let at falde i. Kuldens knusende søjlemagt... Nej, søjleknusende magt har sporadiske, nye forandringer bragt. Nøglen må ligge et sted. Skal ligge et sted. Under dette vås. Store og små på må og få - alle kan få et mål. Selv midt i vinterens begyndende grå.

Nynner til stemmen i mit indres rytmiske toner i en tonedøv sang, hvor jeg forvrænger min egen klang. Slår takter mod de nøgne stammer og danser gennem bladene som de erstattes af mudrede bunker. Men magi slår igennem her i det fri. Min stemme resonerer med naturens ånd og erstatter min egen disharmoni.

 Koncepter tager form, smedet i oldtidens smelteovn og fastlagt fra istidernes hærgen. Udvikles og indvikles gennem mange hundrede og tusinder af år, men helt ind til kernen er der ingen som når. Kontekst, konkret. Hurdler på en vej, som overvælder konceptets vakkelvorne vogn. Trods buldren og tilsyneladende meningsløst modgang forsætter formen, konceptet, ustoppeligt på sin vej. Måske fordi skæbnens planløse, blindgyde smeltedigel er den sande favn for menneskets skrøbelige navn.

Dunkende, varm smerte fra klagende muskler. Brændende og knugende. Lægge, skuldre, hver en bevægelse er hård. Stikkende og prikkende fra hud til knoglemarv. Det var det værd, dagen har været god. Så mange indtryk og så meget nyt, at jeg nu behageligt kan gå til ro.

Det bliver bedre...

Tomheden fanger nuet i sin hånd, og blokerer klarheden med sine uvirkelige bånd. Smerten i alle dens mange-ansigtede facetter er så virkelig indefra som den skinbare sandheds kvalmende greb. Selv når den kommer indefra, om den er tomhedens følgesvend eller soloulvens ånd manifesteret med magt, rivaliserer den omverdenens brændende slag. I en kamp mellem ydre og indre bliver kun giganter erklæret vinder.

Julekæder. Postmanden græder.

Følelsens pegen mod horisonten. En pil med en vejledende magt, der guider føddernes retning og hjertets banken. Følelsens rejsen, et eventyr, hvis ender er ukendte for enhver. Det fysiske køds bevægelse er en ellers ukendt begrænsning. Horisonten henlægger i tågen som følelsen holder sig vågen, og der angiver den neuronernes sejlen som et kompas mod det, vi ønsker så fast.

Har vi en krop, eller er vi en krop? Bevidsthedens spindelvæv opfundet i filosofiens subjektivitet. Det er betegnelser, begreber, som flagrer i vinden af verden og truer med at lade os synke for dybt. Indtryk indefra og ud i handlingers spil. Vi springer om i forståelsens dans, og vikles ind i tankespindenes magt; alt imens vi betragter - ismernes kamp. Krop eller ej, her sidder jeg.

Krudttønde. Dynamit. Politik. Skaber rædsel. Skaber panik. Buldrende mord fører til eksplosioner. Fred er en illusion, som vil briste for selv den bedste. Samfund. Religion. Bombeangreb. Så mange tab; masker uden ansigt. Et angreb, tilbage til start. Slået hjem.

Jeg forventer af mig selv, at jeg kan skrive. At jeg kan tænke. At jeg kan leve. Som det forventes af mig og mine nærmeste og af verden som den er sammensat. Jeg kan ikke altid leve op til mine egne forventninger. Tvivlen nager og skylden ætser. At give op er evigt nærtliggende, men hvad hjælper det ud over at lade sig selv synke længere ned i selvmedlidenhedens lage? Jeg forventer ikke at kunne forstå mig selv, men jeg forventer en hvis grad af kontrol. Så hvor er jeg, når den går tabt? Hvad er jeg?

Mørket overfalder mig i gentagende flodbølger, der kun momentarisk ligger på lur og derfra arbejder ufortrødent om jeg sover eller ej. Bobler lige under overfladen, selv når jeg tror det er væk. Det ætser sig gennem mine skjolde til det opfylder alle tomrum. Sniger sig gennem krogene, blokaderne og gangene for at indtage selv de bedst bevarede barrikader. Jeg kryber ind i det nærmeste hjørne, men det drukner mig alligevel, og jeg efterlades gispende uden held.

Rejs dig, grib min hånd. Sammen kaster vi af os alle bånd. Rejs med mig, følg dit sind. Se hvor det tager os hen. Rejs dig, tro på dig selv. For kun der finder du en gæld.

Ikke rettede noter Nogle dage er bare hårdere end andre, som om man får vågnet helt forkert og aldrig rigtig formår at vende hele ens verden rigtigt. At komme ud af sengen er en krig, der reelt kan tabes, og hvis den vindes, er det som virkelighedens verden kun første step i en længere rejse. Jeg prøver at minde mig selv og andre om, at det er okay at have dage som dem. Det er lettere at sige det til andre, end det er selv at tro på det. Det gør heller ikke dagene behagelige. Jeg har især svært ved at forlig mig med ikke at have nogle beviser for, at dagen overhovedet har eksisteret. Måske derfor prøver jeg at skrive, at være kreativ eller på anden måde efterlade mig en eller anden form for spor af dagen; selv når kreativ er det sidste adjektiv, jeg ville bruge om mig selv på sådanne dage. Nogle gange er det ikke muligt, andre dage skriver jeg som nu. Bare for at skrive. Med et måske naivt håb om, at det hjælper eller kan hjælpe andre at høre, at man kan have det sådan. Med så mange me

 Sansernes selvfølgelighed tager for givet deres flygtighed.

Fugle i det fjerne, flyv imod min kerne. Frigiv mit hjerte. Indfang det som en stjerne. Indpak det i vat og bobleplast. Flagrer om dets iturevne ramme. Bliv hos mig og varm mig med fjerenes blænden. Flyv frit, fugl, let på dine vinger. Flyv nær og jeg holder dig kær. Med dig i sinde spiller jeg ret, og jeg synger til din flugt på dine brede vinger.

Når jeg går i sort, står jeg bag en lukket port. Selvfølger forsvinder, og kroppen vinder.

Jorden er våd, og træerne drypper. Grenene hænger tunge og nøgne fra toppen. Deres tøj blafrer i vinden, når dråberne ikke tynger det ned og gennembløder ellers knasende tilbøjeligheder. Smukke er de skrå stråler, der når de lander, danner pytter i lange lag over blotlagte rødder. Jorden er blød, og træerne døde. Spøgelser indtil deres genoplivelse i forårets kraft.

Frygten holdt mig vågen i nat, og den drev mig op førend jeg havde fået nok. Mens jeg kæmpede imod bevidsthedens tæppe og livets tourettes, sad den i mine knogler og krøb rundt under min hud. Jeg kradsede i den igen og igen i morgenenes lys, men kommer aldrig i bund før aftenen falder på. Frygtens klør har for brede greb, de strækker sig som fangarme. Griber om sig dag for dag. På væggene sidder frygten som en flue, en edderkop, et rædselsøje i nattens mørke. Den betragter os leve, og den ernæres af glæden. Dens øjne følger mig, som jeg går gennem min dag, og når jeg ligger mig på puden, kommer den nærmere for at sige goddag og på gensyn. I natten er den min følgesvend, i lyset er vi sammensmeltet. Jeg kradser og kradser, men frygten har magten, ligegyldigt om den holder mig vågen eller blot betragter min soven.

 Siler ned i lige linjer for skærpede tømrer. Driver frem mellem søjlernes vold. Trangt er pladsen i midtens kulde. Skyernes fordrivelse vil bringe vinden bort fra træernes kroner, alt imens jorden synger sine toner til et orkester af uvejrets dråber.

En af de hårdeste erkendelser et barn kommer igennem er, at det er alene med sine egne tanker og står til ansvar for sine handlinger.

Vrøvlens skøvlen over kløftens vidder bekræfter tøvens øh-bøhen i klarlagt besigte. Griber ind og griber om i nervøsitetens ånd. Pladrer rundt i koldsvedens klæben. Sludren er som sluddets snotkonsistens. En båtnakketendens såvel som en overtankekonsekvens. Ansigtet bliver langt før det tager form igen. Baglen og spraglen til stammens kaglen. S-s-stemmen forråder, indre parader forslåede. K-k-klager åh-åher. Vrøvlens spark sætter sit mærke. To hit a mark. Er at bemærke, for hvem er de stærke? Kløften kan rykkes eller overbebygges. T-t-tro på dig selv, andet slår dig ihjel.

Alt vender så hurtigt på en tallerken, selv når roden stikker dybt og tilsyneladende står fast. Nye rødder slås, hvor gamle blev revet op. Så tilter verden på siden igen, og tallerkenen spinner som en snurretop. Vi trykker repeat, ser alt udspille sig igen.

Hvor end du er, hvad end du siger. Jeg er lige her. Jeg hører dig, jeg ser dig. Rækker du ud, kan du røre min hånd. Sammen kan vi flyve væk. Hvad end der sker, hvor end vi ender. Sammen får vi vinger.

 Tror du træde frem? Tør du håbe på, at luften kan bære din vægt? Tør du tro på, at alt ikke falder sammen, så snart du ser væk?

Svimlende slør sænker sig over tomme øjne og løfter enhver tanke fra tunge skuldre op i luftens blanke søjler. En befriende men virkelighedsflygtig og ufuldstændig løsning for mit jegs eksistens.

Himlen spreder sig som grå tæpper over spættede murstens brede dækken. Et dunkelt lys som knap siver ind gennem revner og sprækker. Det sprukne træ står i kontrast til murstenens ro. Levende overfor død. Mineral overfor liv. Et samspil uden synlig symbiose men alligevel præget af uundværlig sameksistens. Under tæppernes vattede fronter møder de udfordringer og trives i flok. Kredsløbet forsætter, mens duggen fortætter, ultimativt kulminerer i regnens kommen. Den vasker det uværdige bort og efterlader plads til nye farver, fremmede bygninger og genstande som stråler i skæret fra solen, der forsigtigt titter frem for oven.

Dundrende fødder trommer i mine tindinger og griber om sig som fangarme, der klamrer og knuger. Reb af kød. Trommestikker og fængsler af kød. Jeg river mig selv til blods, mens panikken pulser under min hud. Tindingernes små dunede hår fedter sammen, som jeg trækker dem bort for at skrabe røde striber i allerede sart hud. Kvalmende og svimlende strækker tid og rum sig ud. Bliver ved og ved mens jeg af gråd tynges ned. Fødderne marchere ved, armene krænger ud.

Skrab, gnist tænder. Brænder og blænder. Knitren igen. Springer til live. Flakkende henriven. Riv, hiv blænder. Skarpe som tænder. Siven, slukker. Sukker om bliven. Dødelig men tilgiven. En udviklingens blindgyde, for højt fløjet, faldet er langt. Gnisten er brast.

Griber med en blid hånd skæbnens trævlede bånd. Sætter alt på spil for at knytte dets ender og redde selv de mindste flænser. En skæbne værre en døde, hvorom man kun kan græde. Griber om dem og fører dem med en fast hånd. Med hvide knoer og bevidstheden om, at det er i mig selv, de i al hemmelighed bor.

Et lille step for fodens længde, men lange step for personen bag den. Jordens ujævne flader breder sig under dynger af blade. Gangen forsætter gennem øde stræder. Over græs og under dryppende broer. Tagrender danner løbebaner. Step ikke over og under men gennem livet med syngende stemme under himlens blinken.

Rød sol vender sig bort fra hver pol i østen er solen i vesten ignorancen månen skinner spreder varme opslugende ild bringer liv lokker død slår ihjel rødt bånd taberens hånd

Flagre med vinden og vælter ved det mindste pust. Blafrer med strålerne fra solen og vakler gennem livets labyrint af ligusterhække og nedfaldne skyers dyb. Om det begriber, lader sig næppe frigive. Med vinden giver verdenen sig for vægelsindede følelsesudbrud. Pustene kommer på ny. Drømmer jeg kan flyve, langt oppe under himlen, med vinden imod kinden.

Du skælver under min hånd. Vægelsindet og humørsvingende som en teenagers ånd. Jeg forstår dig ikke, men du forstår tydeligt mig. Du hjælper mig både direkte og indirekte, det er en opgave, du har gjort til din drøm. Du holder dig tæt til mig, og jeg beundrer at du ikke skuffes. Jeg holder af dig, mere end jeg havde turdet håbe.

Jorden brænder under mine fødder. Vandet damper. Bopælene er en kæmpe gryde med skælven i hver en gyde. Jorden har sodpletter. Solcremen udtrættes, og danner skoldkopper på allerede rød hud. Skoene afsætter gummiaftryk. Elastiske under cementen, der hastigt dækker dem. Skoven vælter, og jeg ryster. Dampen er tættere.

Løgne er som at tisse i bukserne.

De små glæder har også plads. Som skrøbelige historier, der glider mellem fingrene så snart man vågner, er det okay at lade sit sind dvæle ved den ro, de midlertidigt kan give. Det er okay at spilde et øjeblik. At gribe efter det, som man godt ved ikke kan forsætte, og bare hengive sig til følelsen, mens den er der. Et smil over en linje, der røre på noget i et koldt indre. Meget kan gøre det. Observationer af skikkelserne udenfor ruden, og planternes voksen i slowmotion. Tiden kan være skræmmende, men den behøver ikke være der. Alting er perspektiv. Alting er i bevægelse. Det er okay. De små ting, de fine indtryk er meget guld værd.

 Smerte knytter mig til livet i en ambivalent dans mellem kærlig omfavnelse og raseriets kamp. Smerten er altid med mig som en stemme på min skulder, og jeg husker knap en tilværelse, hvor jeg var den foruden. Smerte er så meget min ven, som det er min fjendes ånde, men uden den tror jeg ikke længere, at jeg kan holde fast i det, som ellers svinder. Som livet og dets minder.

 Søvnen er en drøm, der får liv. Et pusterum med potentiale, og en iboende risiko for at blive en fælde, som klapper i det uopmærksomme øjeblik for plagede sjæle. Men når søvnen fungerer er det en drøm om vinger, der bliver til virkelighed, og materialiseres foran hver hånd. En omfavnelse og redning fra en øde bred. En omfavnelse af varme i en verden af isende kulde, og en tomhed budt velkommen med åbne arme.

 Solens jolle driver vognene frem. Fragter goder og gods over himmelhavet og henad jordens fugtige flader. Altid i bevægelse indtil det opløses. Altid ustoppeligt, ufatteligt og kraftigt. Jollen kan gynge, vognene kæntre som sølle skibe, der slås frugtesløst imod kæmper på ukendte vidder, men bølgerne består. Ligesom solen altid glor.

Tager klarheden for givet. Bringer glæden gennem livet. Rækker ud og griber om bevidstheden. Tager fat og forsætter i uendeligheden. Bringer klarheden til indersiden. Rækker langt med den viden.

Jeg glider på isen og flyder i et tidsløst space. Hverken mærket af kulden eller blottet for andet end vattet, fjernt stads. Beskyttet mildt fra tilfældigt strabadser. Jeg mærker fra denne afstand, en boble som et beskyttende lag. Den hjælper mig gennem dagen. Selv når jeg falder på isen. Bevægelsen forbliver fjern og udspiller sig i slowmotion. Jeg betragter på afstand og føler nærmere som en påstand. Indtrykkene er filtrerede. Isen er skrøbelig trods hærdning, men i mig selv mærkes det mindre.

 Skriget i mit sind forsvinder imellem vinden

Jeg tyr til stærkere midler, og bevæger mig derigennem stødt imod enden. Desperationen sidder under huden som en kløe, der aldrig kan stilles. Sandheden tvinges som i slowmotion frem, grim og rustet i det alt for klare lys. Jeg bringer nyheden, som man bringer hovedet af sin fjende på et fad. Vel vidende at hovedet er mit eget. Vel vidende at det synes bagvendt og vraget. Jeg prøver, men prøver er ikke altid nok. Jeg er desperat og på nippet til at gå amok. Stilheden i afsløringens øjeblik er øredøvende. Tomheden mindst lige så frihedsberøvende.

Gyldne mønter rasler langs stammers stålfaste stilladser. Blafrer i vinden som små, selvstændige flag. Byder ind den nye dag og vejrer foranderlighedens sang og forgængelighedens rådne lugt. Gyldne vifter og brede toppe vidner om perspektivets forvridning og tidens betydning. Mønterne er umulige at tælle, men altid så tætte.

Usikre fødder i tågebankers bølger finder langsomt, tvivlsomt vej gennem bakker, skove, krat og alt der trykker. Vejen, som ligger sløret og bugtet, griber om sig og rækker frem, selv når det overgår øjets kraft. Stive lemmer lader sig modvilligt følge med meter for meter. Skælven og store spørgsmål kommer i klemme, men der er ingen mulighed for at stoppe. Gennem nattefrost, imod tågens tungeste last, altid fremadrettet og modvilligt vågent. Selvom skridtene ikke er sagte, og det er svært at magte. Vejen er der, lige her. Selv når den er svær at se, selv når den nærmest må grundlægges skridt for skridt.

Tågen hænger tungt over sukkende skygger. Opløser og fortryder som sukker i vand, deres stagnerende tilstand. Betragter på afstand. Hvisker med bløde tunger fra åndeløse lunger. Søger gennem skælvende hænder, rækker ud og mærker det betændte. Tågen hænger tungt og ufortrødent, skyggernes skygger. Opløsende men trygge.

 Frygten lammer, som knuderne strammer. Det kræver mod at turde tage en dyb indånding og forsætte med klart hovede og åbne øjne. Vi ved, hvad der er det rigtige at gøre.

Der er en summende maskine bagerst i mit hoved. Rungende i dens konstante brummen udgør den en truende opslugende trommen, som udfylder tomrummet, selv når tomheden havde været bedre. Maskinens vibrationer rejser gennem mine knogler som trøsteløse toner. Rygraden er dens motorvej, og selv når den skrumper og bøjer, er der ingen flugt til den nærmeste bunker. Den evige summen driver vanviddets veje, men det er umuligt at dreje, så jeg fodrer tandhjulene og giver dem mere at tygge på, så rusten aldrig for alvor tager fat. Reservedelene er fint lejnet op på stribe, og maskinen forsætter dens musik ligegyldigt min vals. Der er en summen bagerst i mit hoved, og jeg ved den er kommet for at blive, lige siden jeg glemte tiden før den var blivende.

Tiden flyder under mine fødder. TT...  Et stort, glimtende ur af natur. Brede bølger sender små kaskader mod min hud. Kan jeg følge med eller rives tæppet væk, når jeg ser bort? RR... Floden glider, tikker og trykker. Former verden gennem mikroskopiske sedimenter og erosioner. Ommøblerer og snor sig gennem knogler og årer som blodet selv. OO... Der er en ambivalens, tryghed og frygt, denne enorme kraft. Den som jeg skylder alt, og den som jeg følger næsten blindt.

 De blå og grå mænd med hemmelighederne, der er godt gemt lige under næsen på hvem som helst. Eftersøgt er de af jakkesæts klichefyldte snakken. Fascinationen er stor, frygten gror. Især i disse år, hvor viden ikke længere er magt, men alt ligger under for overbevisningernes kraft. Linjerne trækkes op, etableres gang på gang. De blå mænd takker sagte. Venter på at blive bekræftet. Hemmelighederne lader sig fragte på glasfade og elektronik.

Jeg drømmer, jeg får vinger. Føler vinden mellem mine fingrer. Bølgerne bringer. Jeg drømmer, jeg ser klart. Føler solen varme, livets spraglen. Tankernes tanke. Flagrende manke. Jeg drømmer, jeg føler mit hjerte banke

Sorte tårer. En tung båre. Forvirringens åre. Jorden, bristende og gråne. Tårer tørre ind. Båren får vind.

Kæderne hænger tungt. Øjenlågene kan knap åbnes, selv når tiden er blevet udflydende, uden betydning. For solen blegner søjlerne, mens metallet blot glimter klarere. Kæderne rasler. Stødt uden takter. Huden braser og spættede tæpper åbner for uendelige mønstre. Dræner uanede krafter. Her midt i det makabre samles sanserne på ny. Alt ramler... finder ind gemme de mindste sprækker. Håret flagrer og minder vakler. Alt tager ny form for den som betragter, selvom kæderne endnu er stødt forankret. 

 Så kold indeni, frygten skælver min rod. Stigende, time for time, frygten for i morgen. Vakler min grund. Bærer dybet med sig, forsvinder og drukner mellem hudløse bølger. Trykker sammen på hver en side, mursten for mit bryst. Denne tyngde og totale mangel på lyst. Kun en meter fremme, tågen er tæt. Isoleret og helt fra den. Frygten bliver aldrig mæt. Skriger, drukner. Lydløst og træt. Kulden og frygten, byrden, jeg kan ikke løfte den.

 Skyggerne hvisker lokkende og vejvisende gennem skrigenes tordende larm. Kalder på mig og frister mig til at vende mig bort. De samler sig for mine øjne lige udenfor rækkevidde. Derfra betragter de mig med milde øjne i min kamp og guider min krigeriske trang; fremad og væk fra alt. Indad og imod mig selv. Jorden runger, skælver min grund. Opløser billederne og skyggerne som lyset bryder frem. Farer jeg vild og falder jeg igennem, inden de kan dannes igen fra støvet af gamle genfærd? De er så meget min ven, som de er min fjende. Uden skyggerne ville jeg brænde inde. Uden skyggerne ville skrigene ikke finde sted. De er stokken som forhindrer løb og hoppen, der gør jeg ikke tester kroppen, men uden den ville jeg falde. Uden den ville jeg vente på afgrunden eller redning fra flokken.

 Svæver i frit fald i ekkoet af mit kald

 Dråberne jagter hinanden igen. Døber grønt og gråt på lige fod. Vinder frem, sniger sig ind som simpel, regntung vind. Himlen er utrøstelig, imens de åbne sår heles. Skyggerne vakler under dråbernes jagten. Invielse i livsessens. Befrielse fra sanseligt gemæng.

 Det sidder under min hud. Hænger i tråde og laser. Flager og plamager. Lag på lag, cementererede reb. Kryber langs mine haser. Invaderer, siver overalt. Ligegyldigt hvad jeg gør. Kradser og river, flår og hiver. Det sidder under min hud, og jeg kan ikke få det ud. 

Signaler fra kroppen. Skingre og tvinger hånd og ører i retten. Flagrer som et hysterisk barn, hvis verden er faldet sammen. Signaler fra toppen. Komplicerer yderligere kroppen. Kan overdøves eller altovervælde. Det første er at forvente. Kan så let glemmes i kampen, forvrides i dampen. Bruddelt og flygtig, blodigt oprigtigt. Skriger og sidder tilbage i længsel efter stilhed. Igen. Igen. Igen. Signaler fra kroppen. Gid ønsker kunne stoppe dem.

Verden er henlagt i et hvidt slør, der går lige til min dør. Himlen er væk, og vejen kan knap skimtes. En uigennemtrængelig væg, som afskærer dem fra mig og mig fra dem. Verden er hemmeliggjort, og kun guldmønter af ren natur dukker frem af vattet, som glimtende vingeløse sommerfugle, selvom de blot er blade. 

Indespærret af mine tanker, rækker ud hvor det brænder, men fanger blot støv og damp. Slæber mig ud, river i min hud, alligevel befinder jeg mig endnu i kulden. Løber panden imod væggen, flår kødet fra skelettet. Danser gennem natten forbandet og grødet af indtørrede tårer. Usynlige vægge er stereotype i deres bevægelse, men min virkelighed er så usand, som den er uafhængig af land. Jeg kæmper, selvom jeg allerede har tabt; selvom jeg hører stemmerne hviske i det fjerne. Hvisker om hvordan lykken kan findes, hvis jeg tør give slip og lade alt andet glide bort.

Grå skyer over manglende paraplyer fylder tomme gader af spøgelser. Ekkoers riger. Jorden røber de store følelser som sommeren går på hæld, og hverdagen finder ind gennem selv de mindste kroge og sprækkers beskyttende skygger. Himlen sejler i et væld af foranderlighed og minder om det mindstes forunderlighed. Genser tomhed som ekkoer af en glemt tid, og et vidne om hvad der senere vil løbe vildt, som en skovbrands vind over solsprødt grønt. I alt der lever, selv i de grå skyer, går helhed og år sammen; formår; løfter bevidstheden, men overvinder aldrig tristheden.

 Spejlblanke eller grumsede, fintfølende eller hårdnakkede med en skal af kalk. Jorden binder og fordyber, men afgrænsningerne tager sjældent form af sandt. Kun i den forbandede diskurs florerer de rette forudsætninger for at de kan vokse. Kun sælsomt beskyttet af kalkens porøse skorpe. Opdelinger bliver omstændige, blot for at falde fra hinanden under kaskader af vandet. Om det er spejlet eller skallen, de følger kaldet. Bryder løs og bryder ned efter tid, lommen og indløbet. Alligevel bliver vi ved.

Min hud vibrerer. Hovedet summer. Pumpende blod. Slår rod og griber om sig. Suser i muskler og knuger i hjerter. Fuld af eder og forbandelser, en manglende forvalter. Min hud er levende. brystet trykkende. Fanget, fejltagelse. Mislykket normalisering. En kamp jeg ikke kan vinde. Min hud vibrerer. Jeg er levende; Der er et men.

 Regnen drypper stille ned og slører mit sind. Matcher den sagte gråd over de skærpede bånd. Skyggerne er lange og lader sig let bøje. Omfavner mig så genkendeligt og kvæler hvert et skrig; og dog alligevel beroliger den mind ånd, når fremtiden skælver foran min hånd. I lydløse stød, i regnens skød, genvinder jeg mit vid.

 Solen glimter i rasende regndråber som himlen åbner sig. Forfølger de hårde stråler, som de hamre imod ruder. Et overnaturligt perspektiv af verden i naturens vildrede til betragterens glæde.

Snart er ringen sluttet. Eksperimentet har snart løbet sin kurs. Tiden er til evaluering og at få gjort alt op. Til eftertænksomhed i afgørelsens time. Snart er alt borte, som vi klamrer os til. Hvad fremtiden så bringer kan ingen vide.

 Jeg sidder og ser himmelen og lys skifte. Minder og sind glider forbi uden at røre mig indeni. Jeg betragter og fornemmer. Ser hvordan alting forældes og fornyes på skift. Jeg finder ingen holdepunkter men svæver i det fri. Røre mursten og bark. Jeg lytter til motorstøj og snak. Finder tryghed i intethed og længes efter uendeligheden. Forsimplinger afskyr jeg, men jeg higer efter dem alt det samme. Eksisterer på et skråplan og taler til dem, jeg kan ramme. Ikke desto mindre, hvor meget jeg end betragter og rækker ud, vil det aldrig spille på de rigtige takter. Jeg vil stadig sidde her og se himlen skifte uden at opråbe enhver skygge under lysets vifte. Særligt ikke blot med skriften.

Inspiration er som regn; nogle gange i overflod, andre gange udeblivende og længselsvækkende. På tørkedage synes selv det enkelte bogstav, hvert ord at skulle presses ud med magt. På våde dage rives man med strømmen, må gribe efter grene i vandkanten og kæmpe for at træde vande. Frygten for at drukne. De bedste dage er dagene på mellemtingens smalle vej. Middelmådighedens og gennemsnittets stejle bred. Men hvor floden altid løber tør eller munder ud i havet på et tidspunkt, så er tørken en langsom dræber.

 Lyden af pen imod papir, en sagte skratten og stødvis takken. Intet giver samme ro og rum for eftertanke. Intet dirigerer fantasien og tanken som de langsomt fremkommende mærker på papiret. Derfra vil de for evigt hvile, selvom de er sære i sin grundvold. Tomme uden nøglen givet videre fra generation til generation.

 Jeg gemmer mig i skyggerne og venter på at natten falder på. Tålmodig kryber jeg frem ad broerne, og sniger mig fra oase til oase, mens lydenes spagetti runger udenfor. Jeg længes, men længslen sænker blot lettelsen og tester tålmodigheden. Når natten nærmer sig, jubler jeg i kor med jeg, mig og jeg selv. Jeg lever, først når dagen går på hæld.

 Latteren ringer ind, som en usynlig fjende. Kastes rundt som refleksioner i blanke overflader. Afstanden får dem til at runge, forstærker dem mange gange, indtil de danner mareridtsbilleder i spejlet. Latteren forfølger og brøler overdøvende. Længsel til tavsheden kan ringes ind, når alt andet går i seng.

Jeg danser med et spraglet skelet henover graves hellige buler. Svinger om og skubber alt væk, trækker den kolde krop nærmere. Jeg begraver tæerne i den nygravet jord, mens skeletters knogler rasler løse som fjer i et morbidt kor. Med step til venstre ler jeg ind i tomme øjenhuler, inden valsen til højre sender hat og stok flyvende over ligusterhækkens fintklippede vægge. I tango og quickstep findes pulsen, hvor kødet flænses, til jeg forenes med partneren kolde hånd og dejser om i de dertil forebredte huller i midlertidig hvile. For jeg vil altid gentage succesen og danse lystent under den næste månes forræderiske skær, hvor skeletternes klappen er den eneste dirigent for takten.

Jeg giver mig til at lytte. Virkelig lytter. Lyden af stof imod hud. Lyden af kuglepen imod papir. Lyden af hjerteslaget i mit bryst, åndedrættet i min hals. Lyden af hår som suser mellem fingre. Lyden af køleskabets lavmælte summen. Overboens fodtrin mod træ. Vand gennem rør i væggenes indre. Fjerne stemme et sted langt borte. Et sted under motorlarmen findes den regelmæssige bippen fra lyskryds. Bilernes overdøven af fuglene på græsplænen. Lyden af årene som går. Lydene får en helt ny dimension, som en verden der åbnes foran mig. Det, som normalt overdøves af menneskelig larmer, træder frem og byder mig velkommen. Jeg indvies i deres hemmelige liv. Forsætter fremad i koncentration. Er det afhængighed? Afhængighed af lyd og indtrykkenes vold. Hvor ofte lader vi stilheden regere? Jeg lytter, men hører ingen og intet igen.

Striberne spreder sig i inficeret blod, der bevæger sig imod kernens kamre, hvis vi intet gør for at stoppe dem.

 Mønterne hænger tavse og mugne fra fangarmenes greb. Under dem brænder jorden og opsluger os i sit greb. Perler gør brave flugtforsøg, men udvejene blokeres. De udtværes og indtørrer på lærredets barkede flader. Mønterne længes efter raslende musik. Falmer i stedet i glødernes skær og skrumper til vi har glemt, at de engang var der.

 Latteren ruller gennem sprækkerne og føler sig frem som en indbrudstyv lister på forbudt jord. Med latteren kommer frygten, og jeg finder mig selv sammenkrummet i en støvet krog. Tålmodighed er svært.

 Trinnene er høje og besværlige at forseere. De kræver snilde og lange sessioner af akrobatiske semi-missioner. For trappen er så lange, at den er uendelige, og målet fjernt og uovervindeligt. Alligevel er bevægelse nødvendig, for at stå stille er at lade trinnene erodere under fødderne, indtil al fremdrift er tabt. Trinnene er måske evige og synes umulige, men kampen er det værd og en sejr for enhver.

Frygten rykker nærmere igen, som en løkke trækker sig den sig sammen om halsen. Kvælende er den trykkende tyngde. Lammende er dens bånd. I frygtens ånd holdes afstanden mens skæve blikke sendes fra sammenknebne, blodsprukne øjne. Længslen vokser med den frygtens hånd i en symbiose højere end dyrerigets ypperste. Som skridtene stilner af og forsvinder efterlades gader og hjerter tomme. Lad da... morgendagen komme. fornuften og videnskaben vinde.

Der er så mange forskellige holdninger som der er blade på træerne. Selvom vi sidder på samme træs stamme, skæver vi til naboen og ser ikke grenen, som forbinder os, eller stammen der understøtter os. Misinformationer spredes gennem frygten den selv øger, indtil alt vi troede var lodret er vandret og omvendt. Vi blændes af solen, og en dag fælder vi stammen selv.

Skyggerne vælder frem og glider tavst forbi blanke ruder. Samler sig til altædende spøgelser i kroge og gyder. Opløses og flygter under jammerskrig i lampers blændende skær, men selv i flugtens blindhed holder jernrygraden til enorme mængder af pres. Spejlingerne selv afslører deres kraft. Skyggerne består i deres gemmer og venter på den mindste chance; forsætter deres jagt, for så let at knække er ikke deres magt.

Deler verden i to; h ugger gennem jorden i etableringsøjeblikket for at skabe rigtig og forkert, for at optegne udviskede linjer i sandet langt væk fra vandet, for at opdele i dem og vores. En guddommelig refleksion skyder op fra landet og fasttømrer grænserne for forestillingens evige tid. Gennem spejlets skævvridende greb forvandles venner til fjender. I den reflekterende flade opløser og reetablerer billeder sig foran øjnenes banker, og tvinger os til at tro på vægtløse, udflydende skabninger. Får meninger til at udflyde og hviske i hvert ører: Sammen er vi større, planen er lagt, skæbnen står vagt. En højere enhed som giver ro. Ukendt er verdenen bagved spejlingen, mens vejen derud er grumset og individet truet på fornuften. Som Sokrates huleboere er sandheden forplantet i spejlingens følelsestro.

Det er okay at græde over tabet af sit tidligere jeg

Broer bygges over kløfte og dale. Langt bjerge og over have. Mellem mennesker er de skrøbelige, spinkle og flygtige. Nødvendige mellem vore millioner af øer, men materialerne bruges andetsteds. Vi spejder over vandet og ønsker os den bro, vi kunne have haft, men vender dernæst ansigtet bort og glemmer. Opgiver; ser efter nye øer eller kaster kikkerten væk. Broer der har stået længe glemmes, forfalder og braser sammen. Det var den og dens skyld, peger vi fingre. Der skal to til tango. To bredde broen kan ramme.

Fortidens billeder glider sammen. Forsvinder og lader tvivlen slynge sig som en slange i livets træ. Billederne flimrer, tiden tikker og hukommelsen svigter. Gulning og gråning i forfald. Hånden foran kan ses i nuet, men sås den ikke fast, ville også den gå i bukke under for hukommelsens kald. Hvem er jeg? Det svar gemmer sig i minderne. Fotografiets billeder er det eneste, som foreviger. Forstener fortiden og forventer fremtiden uden bævren. Træer falmer, rødder rådner. Årene er talte af numre, vi ikke kender. Selvom man griber ud, rinder de bort som vand. Efterlader hulrum, der kan udfyldes af plast. Utilstrækkelige afstøbninger som erstatninger.

Alt er ikke som det synes, hverken her eller der lysende verdener sidestilles, fylder det indre og ydre efterlever og opfylder omfavnelsens brede lys, x til a og x til a; selv på helvedes dage ingen udelukkes, alt bliver gemt mens intet blive glemt alle kan her kæmpe sig til et hjem Rækkerne betyder noget, som de strækker sig ud ansigterne afslører et nødvendigt, udvendigt bedrag ildsjælens savn; oplyserens navn er lodret aldrig skal sangen kortlægges, sjældent skal den stemmes hemmeligheder for åbne døre Dagens tanker runger tomme som versets enkelte toner alene er de begrænsende og klamme, nummererede og afstumpede; sammen uovervindelige ilter selv udtørret blod og varmer under huden efterlader boblende inspirationseksplosioner, for… levende er min havn og gavn

Vanvid flår i min hud Bryder mig ned Kyler mig rundt Jeg går på grund Skinbare sandheder svitser sanserne Eksplosioner runger som ord Alt sætter dybe spor Huden blotlægges i ringe Vrælene smager af salt Blodet vælder fra min hals

Vrider, knuger. Fundament er støbt. Slør danner knuder. Spejle krakelerer. Reflekterer kun rødt. Indtrykt, forgår før det genopstår. Asken suger, mens mængden sluger. Malerisk i sort. Svier, svinder aldrig helt bort. Knuser, vokser år for år. Indtryk fordobler. Fortabelsens ramte. Jorden varmer mere end det skabte.

Ved ikke, hvor jeg er. Ved ikke, hvad der sker, eller hvad jeg ser. Hvad jeg er. Kender hverken op eller ned, men famler forvirret i blinde. Disen er tyk, den ligger i lag. Stemmerne hvisker. Holder aldrig op, selvom jeg råber og skriger både ude og indre. Minderne er udflydende og situationerne sydende. Står fast i tillærte mønstre, betvivler fasthedens tømrer. Det indre oprør, kombineret og sammenholdt i frygtens udsøgte løvlinje. Forankret til jorden og i oprør med kulturen. Stålfast men porøs slipper jeg løs. Uigennemsigtig. Trøstesløs i en fremtid som spejler fortiden; bejler til nutiden. Stemmerne, de hvisler løs. Hudløs i splittelse, vanviddet er beskyttende.

Styrken er i de små, glemte ord, der ikke kunstigt blæser luft i følelseskasteller. Styrken er i de nye fraser. Sammensætninger der overrasker i opmærksomhedsfangende magt. Styrken er i sprogets finurligheder, og deres evne til at bevæge, hvad der ellers står fast.

Mosaikker betragtet gennem lup. Mønstre på rækker i rustikke nuancer, som udgør lange seancer. Billeder åbne for mening og fri til fortolkning. Hver sten er en enhed i mængden og hver linje en del af en helhed. Et kunstværk, betragtet med iagttagerens afstandsprægede blik. Mosaikker lagt blindt på en briks. Historisk relevans med en aftagende glans.

Penslens strøg er som farveløs røg. Ude af stand til at dække blottet murværk, men forgår med byens støj. Malerbøtter på rækker opstillet af gavnmilde anonymiteter. Utilstrækkelige gemytter, som betragter farverne fordufte. Penslen er tung i min hånd.

Jeg sørger over noget, jeg aldrig har haft. Jeg føler, jeg har mistet noget, jeg aldrig har tabt. Ambivalens fylder min eksistens. Manglende lyst giver kun andre skyts, og forskyder yderligere vores kløft. For jeg længes men kan alligevel ikke fænges. Jeg er fængslet i fødslens medfødte væsen, og underlagt min naturs brutale statur. Jeg lever et sted, hvor andre ikke har plads. Min havn hvor andre ikke har gavn. Min sang hvor andre ikke har gang. Jeg er måske fragmenteret men ikke fuldt detoneret; provokeret men endnu koncentreret. Forblommet håb fører mig hjem trods råb. Jeg sørger over noget, jeg aldrig har haft. Fastlåst af noget udenfor min magt. Savn er blevet min ravn; forventningerne som en brækket vinge. Alligevel har jeg ikke i sinde... at opgive min viljes minde, og selv hele min vinge.