Erkend, bøn

 Så kold indeni, frygten skælver min rod. Stigende, time for time, frygten for i morgen. Vakler min grund. Bærer dybet med sig, forsvinder og drukner mellem hudløse bølger. Trykker sammen på hver en side, mursten for mit bryst. Denne tyngde og totale mangel på lyst. Kun en meter fremme, tågen er tæt. Isoleret og helt fra den. Frygten bliver aldrig mæt. Skriger, drukner. Lydløst og træt. Kulden og frygten, byrden, jeg kan ikke løfte den.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Harmonivejen

Lyse nætter maler alle steder i hele farvespektret. Skyggeløse stednavne afslører udsmykkede udskæringer, og andre af byers hemmeligheder normalt hengemt hensides søgende blikke. I natteroens naturgivede hold findes ualmindelig, uafgrænsede indre selvkontrol. Harmoniens grundvold og favnbare selskab. Lykkevej fremvises. Sorgfri natterend. Samklang af acceptsfuld forundringshold er den indre ånd.
Læs mere

Tvistet

Virkeligheden kan drejes, som et spejl kan vise fejl. De typiske rim er døde, alarmklokkerne blinker røde. Troens klamme hånd strangulerer spirernes ånd. Gruer for fremtiden og bryder med fortiden. Fornægtelsen er hensynsløsheden.
Læs mere