Anmeldelse: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog af Naja Marie Aidt (2018)

Naja Marie Aidts "Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog" (2018) er historien om det tab, ingen forælder burde opleve. Det er en fortælling om at blive lammet af sorgen og kampen med at forstå, hvad der er udenfor forståelsen – sprogets – rammer; alt sammen skildret i avantgardistisk fragmentering.

I en svampeinduceret rus kaster Naja Marie Aidts søn, Carl, sig ud ad sit 4. sals lejlighedsvindue, og pådrager sig på hjerteskærende vis skader for store til overlevelse. Som et lyn fra en klar himmel kastes familien ind i chokket og sorgens landskab, hvor hverdagen er fragmenteret og sproget synes utilstrækkeligt. For at forstå sit tab og for at kunne fastholde forståelsen af og mindet om Carl, må Aidt genfinde en form for sprog – sit sprog og sin identitet. Skrive sig tilbage ind i livets uændrede forsættelse, trods at hun selv er forandret. Familien og de pårørende skal genfinde sig selv og hinanden, og Aidt tillader læseren at tage del i denne proces som en tavs skygge.

Snarere end Carls bog er Aids bog en moders minde om sin højtelskede søn, den forskel han gjorde for hende og en bearbejdning af smerten ved få revet ham væk fra sig så øjeblikkeligt. Det er derved ikke en nuanceret forståelse af, hvem Carl var, eller en følelse af at kende Carl, man som læser sidder tilbage med. Derimod er man ikke et sekund i tvivl om den kærlighed og det ubrydelige bånd, Naja Marie Aidt har til sit barn, og de emotionelle konsekvenser det tragiske tab har for hele familien.

Værket er stærkt fragmenteret, og benytter forskellige skriftstørrelser, kursiveringer og fed skrift. Den fragmenterede form virker særligt spejlende af sorgens væsen, samtidig med at inddragelsen og gengivelsen af litteraturens erfaringer med sorgprocessen mangedobler spejlingen; hvilket giver Aids værk et eksperimenterende næsten avantgardistisk form.

”Det meste af det, jeg læser, som handler om rå sorg og klage, er fragmenteret. Det er kaotisk, ikke-kunstfærdigt. Ofte orker den der skriver ikke at fuldføre den påbegyndte tekststump. Den kan ikke fuldføres. Skriften står åben og pøser sin uformåen ud gennem alt det, der ikke kan stå. Et hul hvori døden vibrerer”

Naja Marie Aidts bog kan læses både af dem, der ikke selv har nære erfaringer med sorgen, og dem, der selv har oplevet sin identitet kastet ud i sorgens hvirvelvind og fuldkomne fastfrosne orkanhjerte. Egen erfaring gavner nok for at forstå de talrige lag i værket, men begge læsere vil kunne få en tankevækkende og yderst unik oplevelse ud af læsningen.

Men i sidste ende fremstår værket som en terapi for Aidt selv – og hvis ikke kunsten kan rumme og hjælpe beskueren såvel som producenten med at lære at leve med livets dybeste sår, hvad er den så?

Mine ord er derfor blot: Det er lykkedes. Hvad du fik er givet videre.