Addene

Klarhed forhindre kollision. Spejlblankt og brugbart. En skinnende refleksion.

Flyver.   Uvirkeligt. Observerer på afstand.  Forvirrende. Prøver at gribe ud. Følelsesløs. Famlende.   Nyttesløs. Omtumlet. Svimlende.  Præstation. Fokuserer. Sløret og mudret.  Fjernt. Søger hjælp i at mærke. Udstrakt. Svæver.

Ser gennem glas. Ufokuseret og tåget. Forvirringen er gennemgribende. Hvem, hvad, hvor? Der er ingen sammenhæng. Hullet og så fuld af uvidenhed. Umuligt at få overblik. Rækker ud men får ikke fat i andet en støvet luft. Skræmmende og uden sammenhold. Jeg falder. Disconnect.

Samvær er skræmmende, men skærmende for sammenbrud. Sammen er stærkt. Selvfølgelig er solens stråler også styrkende. Sommeren spiller i sjælen, og samlivet smelter selv stenhårde hjerter. Selvet svæver mellem harmonisk musik og synderrivende sadness. Socialt samvær leder selv de stædigset sjæle mod solen og storheden; slet skærmet af inspirationens skygger og skrig.

Flaget vejre fra stangens top med ufortrøden stolthed. Lader solen skjule hver en løs tråd, hver en falmet plet og tegn på ælde, så ilde set i overfladens kultur. For måneder siden var det måske på halv, men det er nu glemt og gemt væk i de bagerste afkroge. Blot endnu en del af skabets støv. I stedet rejses masten, flagene hejses så højt, de kan komme, hvorfra de kan skue ned på verdenen under dem. Afstandens rolige nedladenhed. Lykken i uvidenhed, i det forkronede overblik fra stangens uopnåelige trone. Stoltheden siges at være indvævet i stoffets trævler. I historien holdes der fast; måske en udskiftning af de lodne klude ville være på sin plads.

Mågerne skriger ad hinanden fra hver sin tagrand i en territorial magtudfoldelse med duernes kurren som uinteresseret baggrundsstøj. Flaksen af hvidgrå vinger og skyer af fjer. Deres kor antager form som de ler. Dykker og stiger i uhæmmede angreb. Tagtoppene er blevet skyttegrave fulde af vold. De er udenfor vores kontrol.

Sludder, pludder, nonsens og volapyk. Sprog kan være særdeles trygt.

Eftertragtet union. Lad det blive vores mission at forene det uforenelige. Lad os overkomme årtiers kløfter med nye, vedvarende løfter. Handlinger baseret på vores higen efter den fælles ro. Så lad os bygge bro, så frø og betragte dem gro, udad askens endnu glødende og blødende fortid.

Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles ikke at have ondt. Tilbage er en evig bevidsthed om min krops baggrundsskrig, som jeg for det meste vælger at ignorere med en lidenskabelig ihærdighed. Jeg kan ikke længere huske, hvordan en hverdag ellers kan struktureres. Der skulle en national krise til at synliggøre tilværelsen som et billede på isolationens væsen, men jeg har ikke tårer til at græde. Jeg har fundet lykke i min paralleltilværelse, hvor rækker af vinduer til omverdenen bibringer indsigter uden lige. Jeg kan ikke længere huske, hvordan berøring uden smerte føles. Hvordan fysisk nærhed ikke bragte usikkerhed. Og hvordan bevægelse ikke er som at flytte betonklodser med spisepinde af træ. Men jeg ved, at jeg bliver ved. For selvom hver centimeter er en kamp, selvom hver håndsudrækning er et potentielt fald, så er tilfredsstillelsen stor, når strabadserne blotlægger mine spor som personifikationer af min eksistens.

Stress og jag når det ikke engang er hverdag. Når meget eller når lidt, det er vel lige fedt. Tage fri eller følge trop med at stresse i flok. Slappe af eller lade tålmodigheden slippe op. Holde ud eller råbe stop til jeg kan gå amok. Bryde ud og bryde op, jeg kan få det til at stoppe. Er valget eksisterende er det ganske lige til, såmænd.

En ensom busk i det fjerne. Synliggjort af horisontens klarhed. Blikket kan flakke langstrakt over de vide bredder, og opdage hvad der normalt er gemt. Busken blomstre og bølger fra sit spot, der helt alene mod alt det blå. Modstår vinden og vejrets andre udfordringer. Knejser men vælter aldrig. Bruser af liv og indre styrke. Jordbundet og fast. Busken i det fjerne, den skinner omend klarere i nat. En glorie af stjernerne, som imod dens skær synes næsten mat. Et symbolsk standhaftighedsbevis, ingen bemærker før de virkelig ser. De grønne blader hvisker i stedet til sig selv; historier som allerede er skrevet, men endnu hemmeligheder for alle.

Inspirationsløs. Forladt i mit eget sind. Vender hver en sten, kigger i hver en støvet krog, men finder igen ord. De er udtørret og fordampet. Tilbage er golde kroge og landskaber fulde af tomme ekkoer. Kan inspirationen genfindes i deres tomme rungen? Eller må tålmodigheden væbne mig til næste uforudsigelige, regnskys ubegregnelige ankomst? Jeg venter på, at omverdenens opblomstring, livgivende safters tilbagevenden.

Løst inspireret af Thomas Edison; Jeg har ikke fejlet, jeg har med succes undersøgt, hvad der ikke virker.

Sprede ud og bryde op, men i sidste ende overvinder den samlende kraft. For hvert skridt kommer det nærmere. Den ene fod foran den anden. Armene om hinanden. Rækker ud og trækker ind. Magnetisk energi, heler indefra og ud. Overlevelse er et speciale trænet siden fortidens dage. Der skal mere til for at knække i samling. Generationerne udfordres hver især, men deler historien. Fremad i rytmiske stød. Hævet pande og åbne øjne. Byder fremtiden velkommen. Troen varmer selv den mindste fiber. Troen på et os; på en menneskehed som er vores.

Himlen falmer mens bølgerne stiger. Stammer farves og formørkes. Mursten som sod og støv har malet i nattens facetter. Vinden raser oftere, naturens protesteren. Et blødende sår inficeret på ny. Renselsesprocessen stoppet og vi går baglæns igen. Livet svinder, fuglene flygter hen over himlen, indtil enden er nær. Fiskene vender bugen opad. Ensomheden findes på toppen.

Frygten kan ikke bestå, som alt andet må den forgå. En tilvænning af naturaliseret vanvid. Overlevelse ligger i DNA'et. Frygten indgroet i adfærden.

Barkede hænder rækker ud og tager afsked, med modvilje tager de afsted. Destinationen er måske ukendt, men de er ej glemt. Gennem ånden lever ved vore sider, og danner grundlag for fremtidens minder. Vokser og skinner på omsorgens kår, efter at have modnes gennem mange år. Nu kan faklen endelig bæres videre, mens de gamle hænder kvidrer, om dengang opgaven var deres. Nu er det tid til at de æres.

Det der kæresteri er noget underligt fnidderi. Sårbart og akavet, er der en udløbsdato, eller forbliver det sådan hele livet? Jo ældre man bliver, jo mere viser erfaringsbegrænsninger sig, og vrider sit sære ansigt foran en som et ubehageligt spejl. Som famlen i mørket, er det en dør som burde åbnes? Varierende interesse... litteraturen siger nej; det ypperste af alt, den eneste konstant! Lad os skrive den om til at omfatte familiære bånd.

Lastbiler med fulde lad. Transport. Travlhed gennem støvskyer. Hammerslag. Arbejdsstøj som et orkester. Udvikling. Fremdriftens lyd.

Smerte nær mit hjerte, skærende og brændende i de indre. Vedhæfter sig alle minder, som en inficerende parasit. Umuligt at blive kvit. Hjerteknusende, altoverdøvende. Som en ulykke umuligt at kigge bort fra. Hypnotiserende i sin komplethed og helt kampparat. Smerte er en del af livet. Sindet går amok. Kroppen går i chok.

Vejen gløder gult. Et stille overnaturligt skær. Varmt i mørket men uden for rækkevidde lidt endnu. En tavshed som kun kan findes midt om natten. Selv skyggerne er uden bevægelse, frosne som natten selv. Glødekuglen er borte, men natten er lys. Gløden bor i stedet i asfaltens gryn. En tværemasse af lava og minder, det er nattens vej.

Mit øjeblik er flygtigt, mine tanker mine helt egne som dybe hemmeligheder i min sjæl. Min eksistens er uden snor, uden vejen tegnet op for mine fødder. Jeg kunne famle men i stedet opdigter min verden og lader øjeblikket fylde - mine omgivelser og jeg selv, så øjeblikket bliver mit til sidst.

Etisk æstetik, så svært er det vel ikke.

Store tanker. Finder bort når bordet ikke fanger.  Klejne figurer danner tegn, hvor mening opstår og samtaler foregår. Indlemmes og indeklemmes er deres mening, for symbolet er fattigt. Kæmper og tænker men ud kommer kun småt og utydelig gråt. Rejser i det indre. Ingen som en hindre. Nye dybder findes. Gennem gyder og i kroge lærer man at turde vove. Et mod hvor vi blomstrer. Alvorens ro. Med mod bygges broer, hvorved vi kan erobre kløften mellem forstand og vores ord så små.

Jeg kender ikke de dybere meninger, men jeg har lært at glædes ved, hvad jeg har. Jeg påstår ikke, at jeg forstår, men jeg prøver omsonst. Jeg er ikke indviet i århundredes hemmeligheder, men har ubegrænset adgang til mine egne. Jeg føler og ser, mens jeg vader gennem livet og suger indtrykkende til mig. Jeg mærker ændringerne trænge sig på, og betragter deres hvirvlende cirkler. Jeg ved ikke, hvor det startede, men slutningen er nærmere end før. Jeg er ikke bange.

Strækker min rækkevidde, udspænder mit vid. Kattebevægelsers søgen. Ideer står på geled. Venter på ordre, indhentet af slid.

Jeg er bange for at sove, fordi jeg er bange for at vågne op. Jeg ved, jeg bør gennemføre morgendagen, men min krop siger stop. Jeg er fuld af uro, frygten kvæler mig indefra og ud. Jeg tør ikke lukke mine øjne, for når jeg åbner dem igen, ler frygten mig ind i ansigtet. Jeg prøver at holde ud, men min kontrol vakler, allerede før den er sluppet ud, af den glasbur den i hverdagen bebor. Jeg er bange for at sove, fordi jeg ved, at tiden går hurtigere. Fordi jeg ved, det netop er at miste mig selv.

Inde bag hvert et vindue er en person, en familie, hvis historie venter på at blive udfoldet og fortalt. Hver rude er et glimt, et øjeblik og et udsnit af et liv. En del af noget større, som ikke kan udfyldes for manglende brikker. Plads til fantasien og utallige forestillinger. Så mange veje der krydses udenfor ens blik og sind. Strejfer hinanden og forsvinder for evigt.

”Ligesom Saul, der gik ud for at finde sin fars hunæsler og fandt et kongerige, således vil essayisten, som virkelig er i stand til at søge sandheden, ved vejs ende finde det mål, han ikke søgte, nemlig livet” – George Lukacs

Glimmerrig fantasi omformer landskabet, associationer i malerier. Sortspættede asfaltsglasskår, tæpper af varmblodet stof. Perlekæderne glimter i solen, en forlængelse af de regnvåde vejes refleksioner, strakt fra krogede fangarme og barkede gevækster. Jernlys og fyrtårn i firkanter og virkler. Lysende skiver i alverdens nuancer. Svingende guirlander dryppende af himlens væsker. Vattede grå dyner på blå lagener. Spejlblanke altaner og vidstrakte stepper. Tunge fugtmættede naturmaterialer iblandet larmende maskiner. Tilsammen en fantastisk harmoni; Tilværelsens musisk trommeri.

Nærhed i afstand.  Adskillelse betyder ikke, at jeg glemmer. Sammenholdet består. Selvom jorden ryster, er modet og troen et holdepunkt, når alt andet svigter. Stemmer i det fjerne. Teknologien skaber broer. Trækker mig nærmere, som var du lige her. Lader mig forsætte med at bygge det liv, jeg lever. Musik i horisonten. Jeg ser dig gennem den runde cirkels refleksion. Rækker ud men kan ikke røre. Jeg hører dig gennem hullet metal. Deri finder jeg fred.