Jeg husker ikke

Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles ikke at have ondt. Tilbage er en evig bevidsthed om min krops baggrundsskrig, som jeg for det meste vælger at ignorere med en lidenskabelig ihærdighed.

Jeg kan ikke længere huske, hvordan en hverdag ellers kan struktureres. Der skulle en national krise til at synliggøre tilværelsen som et billede på isolationens væsen, men jeg har ikke tårer til at græde. Jeg har fundet lykke i min paralleltilværelse, hvor rækker af vinduer til omverdenen bibringer indsigter uden lige.

Jeg kan ikke længere huske, hvordan berøring uden smerte føles. Hvordan fysisk nærhed ikke bragte usikkerhed. Og hvordan bevægelse ikke er som at flytte betonklodser med spisepinde af træ. Men jeg ved, at jeg bliver ved. For selvom hver centimeter er en kamp, selvom hver håndsudrækning er et potentielt fald, så er tilfredsstillelsen stor, når strabadserne blotlægger mine spor som personifikationer af min eksistens.