Addene

Min kontrol er svigtende. Min hukommelse vigende. Afkoblede minder, uvirkelige fornemmelser. Skiftende blik. Udflydende jeg. Hvad er det der sker? Jeg ser uden rigtig at se. Som at kigge ned på mig selv fra en fjern afsats' afstand. Ikke at kunne føle, ikke at kunne sanse. Ingen kontrol, ingen forbindelse. Alt er uvirkeligt og grumset. Sker omkring mig, uden at jeg ved det. Kontrollen er tryghed, nu er jeg i frit fald. Så mange spørgsmål. Hvem, hvor, hvad, hvorfor. Forsvundne forbindelser, må gengribe besindelsen. Må genvinde kontrollen.

Enkelte løgner røper mer om livets smertepunkter enn all verdens uinteressante sannheter. - Vigdis Hjorth

Jeg er såret. Det har givet mig sår. Føles som glas, der skærer gennem kød. Brændende og flakkende eller dulm som rødglødende glohede kulblokke. Drager overbevisninger og opfattelser i tvivl. Selvransagelse. Bitter vin der svier på tungen og i svælget. Bobler i det indre, fortærer og æder væk.... indtil erkendelse bringer helbredelsens spæde væge at klamre sig til og kravle ud; ud ad det hul, som er blevet skabt i syrens grød. Såret. En rekonfiguration, en forsættelse, en fortættelse.

Jorden brænder under mine fødder. Sporene sætter sig dybt som indhugget i sten. Støbt og foreviget hvad der burde være reversibel og forgængeligt. Blusser og ryger op imod vilden sky. Dansende farver, gift der siver ud og blander sig med den grønne bund. Permafrost drypper blod. Skriger, runger dækket af sod og støv; mens bude bringer ud. Forandringer foran hver en fod.

Genskær. Et genfærd. Ekkoet af tabte billeder. Skabninger og væsner som engang var, og nu er glemt i lysets momentariske hukommelse. Forgængelige. Forenklinger for forståelsens skyld. Reflekterer styrker og mangler. Resulterer i en midlertidig forlængelse af det, som ikke kan forblive tilgængeligt.

En bog bør være hakken til vores indre frosne sø. - Franz Kafka

Stenet og sandet overflade under bølgernes brus. En verden forvrænget af ruden lige udenfor rækkevidde selv for de længste af arme. Skaller og tang. Opremsninger kan blive ved. Et væld af følelser, smerter iblandet sansningens fantasi. Sandet drypper væk. Verden er forunderlig. Facetter er uendelige.

Jeg tænker på alt det, jeg har nået. Alt det der er sket, alt der er oplevet, siden jeg så inderligt troede, at jeg ikke skulle være længere. Siden jeg troede, at jeg ikke havde en fremtid. Siden en dato var fastsat, og jeg var parat til at alt skulle være slut. Tæller 1 år Tæller 2 år Tæller 3 år, så længe er det nu siden, at jeg troede at alting skulle ende, der på de kølige fliser. Men jeg er her endnu. Lange skridt er blevet taget, tårer er blevet fældet. Verden er som forandret. Kun en lille stemme er tilbage dybt inde i jeg selv, der hvisker de velkendte, lokkende ord. Genkender dem, men deres kraft er svundet bort. Erstattet af skiftende tomhed, glæde og stolthed, så meget der undviger og ligger udenfor ord. En indre ro; så meget vand er løbet under broen. Så mange minder er lavet og gemt sikkert i mit sind. Verden har lidt flere farver igen.

Deja-vu af efterårets ånd, som igen har besat naturen foran rudernes støvede overflader. Brune kviste svajer i vinden, og skyerne glider drypvis forbi på en lyseblå himmel. Følelsesliv raser i lokale tornadoer, som farer forbi som spredte glimt. Eller kommer og går i bølgende bevægelser. Grønt løv bølger ufortrødent og afslører ikke en ting. Dette deja-vu kan det blive ved eller er det en illusion, som må briste; give plads til en gråblå virkelighed eller solens varme, befriende stråler?

Hvert et strøg, hver en minimal bevægelse, som farver hvidt med usikre linjer, er en kamp, der skal vindes. Et bjerg som bestiges møjsommeligt - så meget en kamp med selvet som med naturen. Hvert et spjæt og hver en handling dræner den brønd, som i forvejen er udtømt, den sandbanke som for længst er holdt op med at føle havets sporadiske kærtegn. Et indtørret, udtørret vandhul som dyrene forgæves søger tilbage til i håb om at regnen har udøvet sin livgivende kraft. Men hvert et strøg og hver en bevægelse er en forsættelse i nedfældningen af historien, der så brændende ønskes fortalt. En succes i sig selv.

Årerne løber på kryds og på tværs. Labyrinter kun afskårne af lyse ar. Knyster som indhug, der mærker sjælden, mærker overfladen, levende vidner om personlighed og historie ellers for længst glemt. Til personen, til genstande, til verdenen. Adskiller nogen og andre - men ikke nogen og noget. Årerne er deres egen fortælling om nuet, en varsling af fremtiden. Et ekko fra fortiden.

Indskærpning og indsnævring; båndene trækker tæt. Strammer sammen og lader vejrtrækningen komme i små gisp. Hvert et drag gør ondt. Panikken bobler i et bryst. Desperate stød. Ånder ud.

Der er et jeg. Der er et jeg, men det er forsvundet. Et eller andet sted under den grove overflade af årenes støv findes en faldlem ledende til katakomber, hvori jeg’et svandt hen for evigheder siden. For længst glemt og gemt under støvslørets røst ved ingen længere, hvor den og de fører hen. Hvad der ellers findes sammen med jeg’et i gangenes labyrintiske dybder henlægger i hemmelighedernes slør. Måske er katakomberne andet og mere end gange. Måske er de fuld af døre, ledende til nye verdner og fantastiske steder. Måske skjuler skyggerne monstre, der venter på at fortære andet og mere end jeg’et og alt, hvad der er nyt og fremmed. Jeg’et i gemmerne er måske ikke helt længere. Måske ikke engang i live længere. Splittet i tusinde stykker som var det af glas. Spredt som støv i vinden, så det vil kunne forsvinde så snart lemmen åbnes og hemmelighederne slippes løs. Hvem? Det skifter fra dag til dag, fra time til time. Vender på en tallerken – en evig søgen. Jeg’et er gemt og glemt, må

En indre ild brænder ufortrødent. Slikker væggene og afsætter karakteristiske spor. Vokser sig stærke for hvert et ord; hvert et forsøg på at kvæle den, hvad end det er med jord eller vand, er forgæves og dømt til at fejle. Ilden vender altid tilbage fra evighedens gløder. Som en kakerlak der nægter at dø trods talrige forsøg. Knitrende toner, orange og blå nuancer. Fylder rummene, fylder brystet og fri af synden. Udsøgt varme, forsætter og bliver ved ind i en uendelighed.

Fremskridt for fremdriftens skyld. Fremad fordi stilstand er lig med forfald. Udvikling fordi andet er skræmmende, fordi det er ikke at kunne følge med. Et snævert blik, en begrænset fortolkning. Glemmer nuet, glemmer fremtiden. Fortabes i vanen og forsamlingens form. Glemmer os selv.

Luften er sprød, jorden er rød. Her lugter, gennemtrængende, af død og råd. Gaderne er tomme længe før dagen er omme. Øde og forladte. Indre toner suser og bruser. Hvor jorden og luften mødes udspringer en altoverdøvende røsten; livets ånd før helvede kom. Flænsende vores kød og ruskende op i vores dybeste skød. Små frø, en mulig fremtid, spirende. Et håb slår rod.

Stilheden runger. Slingrende. Traven over blanke overflader af forandringens spejl. Stilheden berøver de andre sanser. Efterlader spor af dybtrodet, tilgroet bedrøvelse. Stilheden er bedøvende. Den tvinger tilvendelse, Griber om alt med sin klamme ånd. Stilheden trykker. Bliver. Altoverdøvende og altætsende. Fylder hvert et rum. Stilheden er Stockholms syndromets purest form. Stilheden drukner os til vi mister fodfæstet, og i desperation smadre spejlets brønd.

Broer forbinder ensomme øer. Skaber veje over brede kløfter. Muliggør forsigtige skridt på de vaklende planker. Forbinder dem, som griber ud og vil anlægge den rette grund, til et fundament hvorpå fremtiden kan bygges.