Deja-vu

Deja-vu af efterårets ånd, som igen har besat naturen foran rudernes støvede overflader. Brune kviste svajer i vinden, og skyerne glider drypvis forbi på en lyseblå himmel.
Følelsesliv raser i lokale tornadoer, som farer forbi som spredte glimt. Eller kommer og går i bølgende bevægelser.
Grønt løv bølger ufortrødent og afslører ikke en ting.
Dette deja-vu kan det blive ved eller er det en illusion, som må briste; give plads til en gråblå virkelighed eller solens varme, befriende stråler?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dampen

Jorden brænder under mine fødder. Vandet damper. Bopælene er en kæmpe gryde med skælven i hver en gyde. Jorden har sodpletter. Solcremen udtrættes, og danner skoldkopper på allerede rød hud. Skoene afsætter gummiaftryk. Elastiske under cementen, der hastigt dækker dem. Skoven vælter, og jeg ryster. Dampen er tættere.
Læs mere

BDB

Brændende blomster bløder blodrøde blade, bedemurers bydende, brydende dråber. Dråberne daler, derfra dyriske dvæler, dundrende dynger. Dræber da dårskaben brændende.
Læs mere
 Tror du træde frem? Tør du håbe på, at luften kan bære din vægt? Tør du tro på, at alt ikke falder sammen, så snart du ser væk?
Læs mere