Addene

 Søvnen er en drøm, der får liv. Et pusterum med potentiale, og en iboende risiko for at blive en fælde, som klapper i det uopmærksomme øjeblik for plagede sjæle. Men når søvnen fungerer er det en drøm om vinger, der bliver til virkelighed, og materialiseres foran hver hånd. En omfavnelse og redning fra en øde bred. En omfavnelse af varme i en verden af isende kulde, og en tomhed budt velkommen med åbne arme.

 Solens jolle driver vognene frem. Fragter goder og gods over himmelhavet og henad jordens fugtige flader. Altid i bevægelse indtil det opløses. Altid ustoppeligt, ufatteligt og kraftigt. Jollen kan gynge, vognene kæntre som sølle skibe, der slås frugtesløst imod kæmper på ukendte vidder, men bølgerne består. Ligesom solen altid glor.

Tager klarheden for givet. Bringer glæden gennem livet. Rækker ud og griber om bevidstheden. Tager fat og forsætter i uendeligheden. Bringer klarheden til indersiden. Rækker langt med den viden.

Jeg glider på isen og flyder i et tidsløst space. Hverken mærket af kulden eller blottet for andet end vattet, fjernt stads. Beskyttet mildt fra tilfældigt strabadser. Jeg mærker fra denne afstand, en boble som et beskyttende lag. Den hjælper mig gennem dagen. Selv når jeg falder på isen. Bevægelsen forbliver fjern og udspiller sig i slowmotion. Jeg betragter på afstand og føler nærmere som en påstand. Indtrykkene er filtrerede. Isen er skrøbelig trods hærdning, men i mig selv mærkes det mindre.

 Skriget i mit sind forsvinder imellem vinden

Jeg tyr til stærkere midler, og bevæger mig derigennem stødt imod enden. Desperationen sidder under huden som en kløe, der aldrig kan stilles. Sandheden tvinges som i slowmotion frem, grim og rustet i det alt for klare lys. Jeg bringer nyheden, som man bringer hovedet af sin fjende på et fad. Vel vidende at hovedet er mit eget. Vel vidende at det synes bagvendt og vraget. Jeg prøver, men prøver er ikke altid nok. Jeg er desperat og på nippet til at gå amok. Stilheden i afsløringens øjeblik er øredøvende. Tomheden mindst lige så frihedsberøvende.

Gyldne mønter rasler langs stammers stålfaste stilladser. Blafrer i vinden som små, selvstændige flag. Byder ind den nye dag og vejrer foranderlighedens sang og forgængelighedens rådne lugt. Gyldne vifter og brede toppe vidner om perspektivets forvridning og tidens betydning. Mønterne er umulige at tælle, men altid så tætte.

Usikre fødder i tågebankers bølger finder langsomt, tvivlsomt vej gennem bakker, skove, krat og alt der trykker. Vejen, som ligger sløret og bugtet, griber om sig og rækker frem, selv når det overgår øjets kraft. Stive lemmer lader sig modvilligt følge med meter for meter. Skælven og store spørgsmål kommer i klemme, men der er ingen mulighed for at stoppe. Gennem nattefrost, imod tågens tungeste last, altid fremadrettet og modvilligt vågent. Selvom skridtene ikke er sagte, og det er svært at magte. Vejen er der, lige her. Selv når den er svær at se, selv når den nærmest må grundlægges skridt for skridt.

Tågen hænger tungt over sukkende skygger. Opløser og fortryder som sukker i vand, deres stagnerende tilstand. Betragter på afstand. Hvisker med bløde tunger fra åndeløse lunger. Søger gennem skælvende hænder, rækker ud og mærker det betændte. Tågen hænger tungt og ufortrødent, skyggernes skygger. Opløsende men trygge.

 Frygten lammer, som knuderne strammer. Det kræver mod at turde tage en dyb indånding og forsætte med klart hovede og åbne øjne. Vi ved, hvad der er det rigtige at gøre.

Der er en summende maskine bagerst i mit hoved. Rungende i dens konstante brummen udgør den en truende opslugende trommen, som udfylder tomrummet, selv når tomheden havde været bedre. Maskinens vibrationer rejser gennem mine knogler som trøsteløse toner. Rygraden er dens motorvej, og selv når den skrumper og bøjer, er der ingen flugt til den nærmeste bunker. Den evige summen driver vanviddets veje, men det er umuligt at dreje, så jeg fodrer tandhjulene og giver dem mere at tygge på, så rusten aldrig for alvor tager fat. Reservedelene er fint lejnet op på stribe, og maskinen forsætter dens musik ligegyldigt min vals. Der er en summen bagerst i mit hoved, og jeg ved den er kommet for at blive, lige siden jeg glemte tiden før den var blivende.

Tiden flyder under mine fødder. TT...  Et stort, glimtende ur af natur. Brede bølger sender små kaskader mod min hud. Kan jeg følge med eller rives tæppet væk, når jeg ser bort? RR... Floden glider, tikker og trykker. Former verden gennem mikroskopiske sedimenter og erosioner. Ommøblerer og snor sig gennem knogler og årer som blodet selv. OO... Der er en ambivalens, tryghed og frygt, denne enorme kraft. Den som jeg skylder alt, og den som jeg følger næsten blindt.

 De blå og grå mænd med hemmelighederne, der er godt gemt lige under næsen på hvem som helst. Eftersøgt er de af jakkesæts klichefyldte snakken. Fascinationen er stor, frygten gror. Især i disse år, hvor viden ikke længere er magt, men alt ligger under for overbevisningernes kraft. Linjerne trækkes op, etableres gang på gang. De blå mænd takker sagte. Venter på at blive bekræftet. Hemmelighederne lader sig fragte på glasfade og elektronik.

Jeg drømmer, jeg får vinger. Føler vinden mellem mine fingrer. Bølgerne bringer. Jeg drømmer, jeg ser klart. Føler solen varme, livets spraglen. Tankernes tanke. Flagrende manke. Jeg drømmer, jeg føler mit hjerte banke

Sorte tårer. En tung båre. Forvirringens åre. Jorden, bristende og gråne. Tårer tørre ind. Båren får vind.

Kæderne hænger tungt. Øjenlågene kan knap åbnes, selv når tiden er blevet udflydende, uden betydning. For solen blegner søjlerne, mens metallet blot glimter klarere. Kæderne rasler. Stødt uden takter. Huden braser og spættede tæpper åbner for uendelige mønstre. Dræner uanede krafter. Her midt i det makabre samles sanserne på ny. Alt ramler... finder ind gemme de mindste sprækker. Håret flagrer og minder vakler. Alt tager ny form for den som betragter, selvom kæderne endnu er stødt forankret. 

 Så kold indeni, frygten skælver min rod. Stigende, time for time, frygten for i morgen. Vakler min grund. Bærer dybet med sig, forsvinder og drukner mellem hudløse bølger. Trykker sammen på hver en side, mursten for mit bryst. Denne tyngde og totale mangel på lyst. Kun en meter fremme, tågen er tæt. Isoleret og helt fra den. Frygten bliver aldrig mæt. Skriger, drukner. Lydløst og træt. Kulden og frygten, byrden, jeg kan ikke løfte den.

 Skyggerne hvisker lokkende og vejvisende gennem skrigenes tordende larm. Kalder på mig og frister mig til at vende mig bort. De samler sig for mine øjne lige udenfor rækkevidde. Derfra betragter de mig med milde øjne i min kamp og guider min krigeriske trang; fremad og væk fra alt. Indad og imod mig selv. Jorden runger, skælver min grund. Opløser billederne og skyggerne som lyset bryder frem. Farer jeg vild og falder jeg igennem, inden de kan dannes igen fra støvet af gamle genfærd? De er så meget min ven, som de er min fjende. Uden skyggerne ville jeg brænde inde. Uden skyggerne ville skrigene ikke finde sted. De er stokken som forhindrer løb og hoppen, der gør jeg ikke tester kroppen, men uden den ville jeg falde. Uden den ville jeg vente på afgrunden eller redning fra flokken.

 Svæver i frit fald i ekkoet af mit kald

 Dråberne jagter hinanden igen. Døber grønt og gråt på lige fod. Vinder frem, sniger sig ind som simpel, regntung vind. Himlen er utrøstelig, imens de åbne sår heles. Skyggerne vakler under dråbernes jagten. Invielse i livsessens. Befrielse fra sanseligt gemæng.

 Det sidder under min hud. Hænger i tråde og laser. Flager og plamager. Lag på lag, cementererede reb. Kryber langs mine haser. Invaderer, siver overalt. Ligegyldigt hvad jeg gør. Kradser og river, flår og hiver. Det sidder under min hud, og jeg kan ikke få det ud. 

Signaler fra kroppen. Skingre og tvinger hånd og ører i retten. Flagrer som et hysterisk barn, hvis verden er faldet sammen. Signaler fra toppen. Komplicerer yderligere kroppen. Kan overdøves eller altovervælde. Det første er at forvente. Kan så let glemmes i kampen, forvrides i dampen. Bruddelt og flygtig, blodigt oprigtigt. Skriger og sidder tilbage i længsel efter stilhed. Igen. Igen. Igen. Signaler fra kroppen. Gid ønsker kunne stoppe dem.