Kæde(r)

Kæderne hænger tungt. Øjenlågene kan knap åbnes, selv når tiden er blevet udflydende, uden betydning. For solen blegner søjlerne, mens metallet blot glimter klarere. Kæderne rasler. Stødt uden takter. Huden braser og spættede tæpper åbner for uendelige mønstre. Dræner uanede krafter. Her midt i det makabre samles sanserne på ny. Alt ramler... finder ind gemme de mindste sprækker. Håret flagrer og minder vakler. Alt tager ny form for den som betragter, selvom kæderne endnu er stødt forankret.