Ubehagelige sandheder

 Skyggerne hvisker lokkende og vejvisende gennem skrigenes tordende larm. Kalder på mig og frister mig til at vende mig bort. De samler sig for mine øjne lige udenfor rækkevidde. Derfra betragter de mig med milde øjne i min kamp og guider min krigeriske trang; fremad og væk fra alt. Indad og imod mig selv. Jorden runger, skælver min grund. Opløser billederne og skyggerne som lyset bryder frem. Farer jeg vild og falder jeg igennem, inden de kan dannes igen fra støvet af gamle genfærd? De er så meget min ven, som de er min fjende. Uden skyggerne ville jeg brænde inde. Uden skyggerne ville skrigene ikke finde sted. De er stokken som forhindrer løb og hoppen, der gør jeg ikke tester kroppen, men uden den ville jeg falde. Uden den ville jeg vente på afgrunden eller redning fra flokken.