Addene

Min krop er som en båd med en læk, der kan slå revner til et større hul, støde på grund eller kæntre ud over dens sædvanlige prekære stadie; Det får båden til at synke på rekordtid, og den må bjerges inden næse tur, hvor den forresten stadig ikke er fuldt repareret, for den ene læk er der stadig, eller også er den erstattet af en anden, så måske er analogien forfejlet - måske udbedres alle andre skader og uheld altid, eller måske er båden fuld af produktionsfejl fra starten - en ting er sikkert; Jeg kan aldrig skovle vandet hurtigt nok ud af skroget, aldrig nok til at holde den flydende på ubestemt tid, så der er altid et ur, som tikker i baggrunden - men jeg kan lære rammerne, som lækken dikterer, og håbe på det bedste med hensyn til uforudsete revner og forværringer, samtidig med at jeg bliver mester i bjergninger, og det er vel et talent helt i sig selv.

Jeg kører talrige projekter. Alle borde er fulde. Hylderne bugner. Jeg starter, forsætter, glemmer pauser. Starter flere ting. Jeg ligger dem i lag og nyder dem hver dag, indtil jeg er færdig. En evig række af eksisterende bunker. Projekterne hober sig op, svinder ind, men aldrig forsvinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge produkterne til. Jeg samler og samler, for jeg er nødt til at lave noget. Nødt til at bruge mine hænder. Nødt til at vide at dagen ikke er glemt

Vejen forgrener sig og filtres overblik er umuligt fortrydelsesret på betinget tid et indviklet garn kun en mulig gang, kun en vej frem

Glæden er forventningens sang Tomheden går derefter altid sin gang

 Jeg føler for meget had, frygt ømt og trist rettet indad men ikke kærlighed det fulde spektrum er aldrig med

Afskåret fra hvert fodaftryk allerede inden det falmer med tidens gang famler i blinde efter fodfæstet hvert trin med risiko for fald oplevelsen af alligevel at kunne grine selv med visheden om at det vil glemmes en benhård erkendelse men i det mindste er øjeblikket altid nært foden rammer flader selvom mærkerne forgår så jeg har stadig betrådt denne jord

Bare giv mig et spark træk mig ud af slummen der præger drømmen et mareridt som er skræddersyet hvor jeg går rundt og rundt til verden er forstummet bare riv plasteret af i morgen er en ny dag

Jeg ser dig selv når jeg ikke kan række ud for jeg ved, at du er der og bevidstheden bringer dig nærmere Jeg ser dig selv gennem verdenens snevejr mellem ændringernes rus og lukkede døre under vægten lagt på bøgeblade Jeg ser dig selv indtil ende er nærmere et blik som ikke lader sig sænke du er brændt fast i et livsjern Jeg ser dig selv når vi ikke ler når himlen farves grå af røg og støvet hænger tungt af fordærv Jeg ser dig selv når du ikke er her mere selv når det er lettere at lade være du er set, for det er aldrig for sent

Skriger fra tomme lunger; brændende, umulige gisp og skærende hosten hakkende spyt kvalt gråd bag smukke facader de simple glæder begravet lydløse masker forvrænges i smug kærlighed er en hullet sko cement med usynlige revner lunger og masker på rækker et liv bag skærmen huden i trævler høje facader, ubøjelige søjler skriget fra det druknede dyb

Flyvende engle synger mod himlen impulser for sammenhængen arbejder mod en stemme jorden glimter mod hver en vinge rejsen mod en ende lyset er lige fremme englenes varme vifte breder sig med sjælens vilje

Hoppeti Luppeti Skuppeti Indespærret wupti fantastisk ulykklig raseri gudsflygtig hurra kaputski ruskeri Grupeti Heksi Vexi Hoppeti skyderi Mytteri

Drukner sorger er vidde våger brænder bønner rivende synder bølger kaster alle love fremad griber flyvende sovende lukkede øjne brogede klovne er foroven vågen forløser roden ignorerer soden varmen druknet har undsluppet

Jeg mister friheden samvittigheden er forrest i rækken af forfald opslugt af mørkt vand spiret vælter jeg flygter indad hvor skyggerne falder rystet tung om brystet folkets hvisken stilhedens rusken overdøves til hvirvelstrømmen alt fordømmes

Alting har konsekvenser de usynlige ord der aldrig forsvinder spontane gerninger og manglende handlinger

Den værste realitet brud der opdages for sent

Når grænsen nås, rykker den sig igen. Jagter den, halsende, for evigt er den fremme. Energi fra ukendte gemmer. Mennesket har forunderlige hænder.

Det er for voldsomt, ætsende og altødelæggende. Helt gennemgribende frustrerende, overdøvende vandfald, der kaster et dunkelt dugslør over relationerne på jorden. Det er en ufravigelig helvedesild, som brænder evigt og fortærende i de inderste grotter. Alligevel smutter den ud gennem de mindste sprækker, enhver revne og de bedste facader. Kun overgået af misundelsens destruktive historik, kun gemt væk af bevidstheden selv-blindende indbildning; alligevel succesfuldt glemt for at kunne opretholde den skrøbelige illusioner af et udviklet samfund, en union, én nation. Den prækære socialitet har ikke plads til solidaritet.

For længst udtømte emner Omstrukturerede, genbrugte elementer Nyskabelsen, tankerne halter hjuler rundt i det samme en universelt genkendelig ramme inspiration er en skrøbelig flamme

De lange stænger hænger ubrugelige overgroede glemte i det hengemte engang bar de drengen frem på lette fødder det urørte betræder nu visner de til vuggevisers hvisken en retur til barndommens kår for først at reetableres om tusinde år de hænger og hælder spræller i dødsrallens sidste suk iturevet kød og sod stængerne glemmer

Et bump på vejen, en kamp til stregen, med hammer og mejsel, et brud i en trængsel, står foran spejlet, går rundt helt keglet, spøgelse af røg, opfyldt af en grå støj, en rejse uden mål, en verden af stål.

Tåkrummende journalistik med tvivlsom etik ængsteligt er panikkens prikken og stikken forfaldet kommer som kaldet alt for langt og smertefuldt er faldet

Bliver billeder hængende via en frysende magi, der låser sjælen i et foreviget nu, eller er maskinen udviklet af menneskeligt sved og blod, udgydet i udviklingens navn. Bliver billeder brændt ind på nethindens abstrakte lærred, eller indgroet i en celledeling af komplekse netværk og unikke forbindelser, stadig i en vis grad ikke fanget af bevidstheden. Bliver mennesker klogere eller har vi toppet, og nu går det nedad i kaotisk konspiration til sandheden er i enhvers hånd og viden kræver hævn.

Hvidt guld i bunker. Skraber skulpturer, opbygget i bunker. Stables, fremragende forrædere. Guldet ætser, tandkød og hud. Forfører og fortærer. Begæret i sukret velvære.

Fortiden gør ondt. Selvom det frosne tidevand i sundet, trækker stjernerne over himlen. Rotationerne påvirker alle sammenhænge, lader ikke kroppen glemme. Det sidder i knoglerne, i bindevævet og helt inde i cellerne. Minderne. Oplevelserne og glimtene. En smerte som ikke vil gå væk. Fortrydelser over selv de mindste forbrydelser, tvivlsomme forsagelser, uopfyldte forsonelser.  Den bitre smag, der opkoncentreres på de gode dage, ætser inderst i ganen. Fortiden fordriver nuets spejlblanke facader, krystalglasset falder af fadet. Kavalkader af glimt forenet til et, billeder fastlåst i tiden, Gid de kunne svinde ud i vandet, gå til i kulden, være næring for vinen. Borte med vinden.

Virkeligheden kan drejes, som et spejl kan vise fejl. De typiske rim er døde, alarmklokkerne blinker røde. Troens klamme hånd strangulerer spirernes ånd. Gruer for fremtiden og bryder med fortiden. Fornægtelsen er hensynsløsheden.

Splittet og forvirret, en krop som går amok. Chokket spreder sig, en tornado i min krop, det hele rives op, tektoniske plader der går fra hinanden. Indre stemmer bekæmper hinanden, råber op. Verdenen er fjern, blusser af flammer og bryder alle rammer. Kroppe efterlades og evigt vand bruser mellem ørerne. Navne vælter frem, mundres og forsvinder, sukkeret i vandet opløses, opdelt og forenet. Hvad er sandt, hvad er virkeligt, og hvem er hvem? Knusende hovedpine, støttet med en stok. Knugende, bevæger sig med verden frem og tilbage. Trækker sig når frygten overtager, alt der ellers var behaget.

Glæden flyver forbi, og vi kan række ud og tage en bid, inden tøven griber os i at forsætte i retningen, hvor glæden er rig.

Hibiscus fresco i et syndikat

Skrøbelige grene, gennemsigtige og reflekterende af morgendagens lys. Udstrakte arme fra kæmpernes favne strækker sig vidt og bredt. De vidner om hvor ændringerne tager fat, hvorhenne jorden bliver mat. Brede blade klirrer som klokker, porøse som sukkeret. Mønstrene fra dyrerigets have nedbrydes i dyrenes mave, knuses og bliver til nærring for træets årringe. Stolte søjler, de nu vælter. Brister fremfor bærer efter tusinder af år. Stumper af det fineste glas, hvormed vi sætter blodspor, der gror fast.

Vanen er som bitterheden i ganen, der brænder og syder, men vedbliver at styre den næste bid, og hvorhenne i rækkens geled jeg glider ind. Den driver den døde krop, indtil hjernen er klar til at gå amok, og sætter gang i det sammenbrud så farverigt navngivet stress og depressionens koldhed. Smagene skifter, men selv bitterhedens minde overskygger alt, indtil selv saltet er dødt i det følelsesløse kød. Udrensning er krævet, helst ikke mens følelserne er bedøvet, hvis jeg nægter at få fremtiden berøvet, og tungen så godt som kløvet. Bitterhedens smag, den vokser dag for dag.

Eksperter er noget, alle kan påstå at være, mens viden er noget alle villigt ignorerer. Foregiver at lytte, men taler med et lummert gemyt. Skjulte hensigter og eftertragtede hædringer. Driver eksperter i skjul med kuglen for panden, lader gespenster, holdningsmennesker og fakers erstatte placeringen ved talerørenes magt. Løgnene væver et tæppe af røg. Magtliderlighed og kendishædringens falske sikkerhed. Paradokset får os til at gå baglæns, som ideologierne tager over. Troværdigheden er død, og det går ud over vores folkesundhed. Jeg væmmes ved denne kujonagtighed.

 Tomme ord er mere end nogle formår

Den indre motor brummer og skorstenene damper. Knirkende tandhjul skærer gennem luftens os, der kvælende tung hænger over hver en tomme. Det er fremdriftens pris, der lever videre i håbet om, at den kan gøre os fri.

Så sød er tonernes trillen, tårernes kilden. En indre flammen og ustyrlig brænden, der forkuller og formulder selv de mest tornede kroner. Væk er bitterheden og hele tragedien, erstattet af denne sødmes overvældelse og behagelige flyden. Voldsom og alligevel forsigtigt i sit heftige overfald. Den kommer lige som kaldet, taknemlig lades den lede ballet til tonernes bølgende falden. Bort med knugen og frem med buddet; sødlig som hvidt sukker, hvis dog bare vi kunne lagre det i lufttætte krukker, men i stedet må vi nyde omfavnelsen mens den er, for selv denne guddommelige sødmen vil henfalde næste gang det sner.

Tillad dig at drømme, det er op til andre at dømme 

Sindet, en ven og en fjende vejledende g vildledende stemme. Fordrejende skaber forståelse og viden følelsernes centers syden. Knugende er sindet greb om virkeligheden usikker er vejen og holdbarheden når troen er skredet følelserne forvredet efterlader sindet hærget. Roen, erkendelse og forlig gensidig forpligtelse beskyttelse af selv af omverden og af ånd går hånd i hånd. Forståelse af værd omfavnelse af alt der er nært den inderste kerne hærdes som jern.

Mod er at se spejlbilledet smile tilbage trods knugende bryst. Mod er at se ind i andre menneskers øjne med oprejst pande. Mod er at bruge stemmen, når det gælder, og tie når det passer. Mod er at forsætte, når skuldrene føles for tunge til at bære. Mod er at stå op og møde dagens udfordringer med handling.

Brændende blomster bløder blodrøde blade, bedemurers bydende, brydende dråber. Dråberne daler, derfra dyriske dvæler, dundrende dynger. Dræber da dårskaben brændende.

Naturen er næsten altid smuk, men ofte udgør den en flugt; væk fra hverdagen og livets jag, borte med blæsten er bekymringernes nag. Den maler så let den almene dag betydningsløs og tom; som intet andet end en ond drøm. Naturen er en gave, der ødelægges af brug, men uden den kan vi alligevel ikke bestå. Alternativet er at gå dybere ind i det grå. Kunne flugten og livets ikke forenes? I stedet betragtes deres forgrening. Drømmenes bevæggrund ønskes at bestå, og ikke sættes i bero. Distraktionerne er mange, faldgrubberne oplagte, hvis blot man ser sig for. Nu hvor det sner; tiden til fornyelse og forsoning. Tanker om fremtidens kår og filosoferen over det forgangne år. Naturen føles som en fjer, så længe flugten bærer. Forening eller forsat forgrening? Drømmenes ringe.

Snip snap snude lige til at tude

De våde ruder kaster pletter på vægge og gulv, som ikke kan tørres af, som ikke forsvinder, før de bliver til duggen for en ny dag.

Brændende refleksion i sølvrammens kammer. Ser flammerne fortærer kjolen. Ser dem æde sig gennem stof og hud, så knoglerne splintrer til porøst støv. Bevægelserne rundtom puster livet i bålet, lader dets destruktive tunger blusse op. De vinder kraft og tage fat. Spreder deres orangerøde vinger og begærligt bygger rede. Spejlbilledet krummer sig sammen som ildens flammer æder sig gennem dets rammer. Forsætter til alting er væk, hverken kært eller hadet er for tungerne fredet. Den blanke overflade efterlades. Tom og hulrum igen, intet andet end illusionens vind.

Fulde tegn svingende frem kryber omkring råber imod himlen blå giver altinget mening udfylder tomrum og husene maler levende billeder tegner forståelser i væggene

Hvad er kærlighed i forhold til fysisk nærvær? Hvordan hænger de to ting sammen, og behøver det hænge sammen? Er betragteren itu Er forventningerne utro Er afvigelserne uden ro Er ensartetheden til hver krog

Vejen er lang, bugtende og bulet i idealernes damp, men den er der, du kan følge den, hvis du altså vil.

Blød hud kan også dække over alvorlige brud.

Rytmerne tynger min krop giver mig lyst til at gå amok Erkendelsen kommer som et chok; andre så det nu nok For jeg er tonedøv, og danser kun på støv Rytmerne er for længst erstattet af løv det er på tide at få noget søvn.

Julekæderne er endnu fremme som lange slanger på altanernes rammer. De guidende rækker af lys er spirer af håb, der formår at bestå imod vinterens himmelråbende skrålen. Et håb om at det år, vi vil få, er bedre end det forgangne; dets grumsede efterslæb til trods. Det spirer i de små lamper, mens vi hinanden flanker i et spinkelt sammenhold modsat verdens vold. Julen er forbi, forsvundet bort på en følelse af rekordtid - verdenen har endnu ikke engang været hvid, så renselsen udebliver. Vi må selv feje basten af de gevirer, vi gror regelmæssigt som i fjor, og som i alle andre kendte år. Lad julekæden hænge. Lad dens ånd få bedst muligt fænge. Lad håbet nære sig til det bliver stærkt og stolt. Til det kan leve af sig selv uden støttehjul og pædagogiske skub, men gror fast og - med tiden - fortærer enhver last.

Slik og søde sager. Kager og bløde lagner. Madorgier og nuttede corgier. Ambivalens til lovgiver. Idealer og bananer. Undskyldningernes tulipaner. Koncentrationsspænd som et lyn. Snæversyn i pæne øjenbryn. Festtøj og stort halløj. Pligt eller krav på en høj. Skum og buffetrum. Et indre som er tomt. Vrøvlen for den døve. Eneste fokus er på det berøvede. Luksus i selvfølgelighedens sund. Inaktivitetens indfaldne skød. Vi lever en sukkerets død.