Addene

Knoglerne rasler og kagler klagende i vilden sky. Hostende og hakkende mellem de bølgende bakker af vandmassernes overdøven. De smuldrer porøst af udefrakomment lys, men alligevel er mørket trygheden i støvet. Friheden berøvet, gør sig bedrøvet, men tilvælges i en bedøvet tilstand af velkendt sikkerhed. Kæmper udtrætter, slukker fakler. Ruske, rivende, jagende. Under overfladens beskyttende greb ignoreres frelsens reb. Skrattende kulde i den brusende bølge, frygten gør blind og smerten opfylder hvert sind. Fremdriften kan ses igennem. Kroppe er kolde, holder vågent øje, men blindes af hverdagens beroligende frakke, der tynger mættet bæren ned og vugger den trætte i passivitetens slumren og søvn. Knoglerne knirker, de ignorerer drivkraften. Muligheder forgår som alt bliver sortere år for år, overfladen rykker og alting bliver tykkere.

Sammenligninger til krig er den rene blasfemi. Ynkende luksusskrigeri. Tomme gader er nødsaget trods hadet. Så tag jer dog sammen og løft i en flok, ellers går det hele endnu mere amok. Længsel kræver ikke denne desperate trængsel. Hjemmet er ikke et fængsel. Ikke endnu med fornuften i behold. Så stik hovedet i noget koldt. I blodet, i tålmodighed og viden om, at når dagen er omme kommer der en ny. Det er en evne vi burde kende - at se fremad og forberede os på vinterens komme, hvor abstrakt i modernitetsfacetterne den end er.

Der er noget smukt i verden, hvis man kigger efter det. At blive gammel kunne være blandt det, men oftest er det ikke. Alderen bliver let en forbandelse. Et kroppens forfald, der når den spreder sig til sindet markerer selvets opløsning. Når hjernen giver fortabt. Forvirring og inaktiv livslyst kombineres - hvad er der tilbage? Selv interessen for at give kan takke af. Så er alder ikke smukt. Minderne som gør du til dig og jeg til mig falmer og fordufter. Tilbage er tomme hylstre uden vinger. Kommunikationen bryder sammen, frustrationerne bryder rammen. Er vi så virkelig hinanden nær, når vi ønsker helt at lade være? Genkendelsen forsvinder, lykken oprinder.

Det er op på hesten igen ovenpå helligdagenes fælde. Dagene er specielle, selvom de er fulde af ambivalens i mit tilfælde. Burde fokuserer på det fælles. Tiden glider sammen, på en og samme tid ønske sig væk og ærgres efter tilfældes. Håbe for så meget i det nye år, selvom det er svært at forudsige, hvordan det går. Forsøger at få det bedste ud af hvert år, selv når tomheden aldrig forgår.

Jeg tager stabilitet over ekstremer til enhver tid, men det forhindrer mig ikke i at længes; Efter toppenes susen af følelsernes brues trods truslen om buldrende bunde og faretruende drømme. For væk fra stormenes midte glemmer jeg nuancernes og graderne udviskes. Jeg bilder så let mig selv ind, at der er intet andet end lykke mellem dykkenes gispen, og jeg narre mig selv og benægter min flygten. Jeg tager stabilitet over ekstremer, men er grunden til at jeg ikke vender om og lader følelserne komme... og jeg tager flugten; er det fornuften eller frygten?

Mit alfabet er alt jeg ved

Jorden brænder. Maskinen står i flammer. Knagende tandhjul fulde af aske fremfor grus. Tvinges til et stop, der driver panikken i top. Kalenderen tikker. Frygten stikker. Holder vejret i øjet af stormens torden. Datoerne ude af orden. Alt vi har kært, har vi da intet lært? Frakobler rør og ledninger, vi er hedninger. Oldgammelt metal ædt indefra af alt. 

Stearin løber som tavse tårer, danner baner og tråde, forældre fraråder dig at røre. Flammer flakker, store dunjakker og flere pakker, symbolerne er overalt. Ensomheden vågner i natten, i de lange, længselsfulde blikke og med fingeren i stearinen, fordi der ikke er nogen tilbage, til at fortælle dig nej. Fordi kulden bider hårdere, end flammen kan varme, og højtiderne er udstillinger af det som engang var.

Hvordan kan vi løfte vores byrder, sprede gyldne vinger og finde vej gennem tågen og gråningen? Hvordan breder vi os ud uden at træde ned, hvor alt fordærver, mærker efter selvom alt er koldt? Hvordan ser vi frem, når hele verden eksplodere, holder fast når altet rykkes op, og det er umuligt at sige stop?

Som nyhederne ruller ind og nye nedlukninger træder i kraft, hamres der med en næsten overnaturlig magt på de tykhudede ignoranter i et forsøg på at få dem til at yde noget. På at åbne øjne der er som limet lukket. Bølge efter bølge bringer egoismen harmen frem og true med at underminere alt vi har skabt - og meget, meget andet end blot det ellers umiddelbart på programmet. Konsekvenserne overgår selv pessimistiske forudsigelser, og vi skriger i kor, men alligevel er det på den enkeltes bord at give nyhederne en anden stemme - og ikke mindst andre sange at synge.

Læg alt på bordet. Blå giraf iført pandebånd. Smøreost med pikant. Billeder og popcornstank. Alt vælter sammen. Ordstrømmene er lange. Betydninger på en snor.

Jeg er ret sikker på, at jeg står stille, hvor andre går. Ikke mindst fordi jeg ser dem jagte ønsker og drømme forudsigelige for ordinære livsliner, om de ved det eller ej. Drømme er simple, det er fascinerende, hvor let det synes at accepteres. Sekstant og teleskop er begrænsede ben. Jeg kunne sikkert nå det, hvis jeg satte mig for det, bilder jeg mig ind. Nå det samme som dem og følge vejen frem. Men det er ikke målet. Der er meget andet, som giver mig håbet, som driver mg til at nå det, som andre ikke rækker ud efter. Men den vej er ikke frem, og den vej er ikke allerede så fastlagt. Søger i almanak og atlas som én. Alligevel, trods valg i lange rækker allerede taget og forlagt, skæver jeg mellem vejene med rynket pande og tunghed på sindet. Måske er det frygten for at stå tilbage, mens andre går frem. Måske er det forventningen om fordømmelse og afvisning, så jeg for alvor og beviseligt er alene. Søger stadig min rosetta sten.

I søvnløse nætter ernærer rastløsheden sig, og parallelle tilværelser opstår som retter på et sølvfad, serveret med et vidende smil fra et ansigtsløst lig fra fortidens rige.

Sover på mit hjerte drømmer om en anden verden går under regnens dundren lever i evig smerte lukker og åbner for dem som fortjener det

Jeg lytter til ellers skjulte stemmer, som altid synger deres sagte melodier, men som normalt er overdøvet af lysets travlhed og larm, og derfor glider i et med baggrunden i en illusion af aldrig at have været her; som efterlader mig tom og med klamme hænder, indtil jeg med lukkede øjne erkender, at jeg er mere blind med øjnene åbne, og hvordan sangen er alt, jeg har længtes efter og manglet uden at være klar over det, men i den erkendelse kommer forståelsen af, at jeg ikke kan holde det fast; jeg må give slip og lade stemmerne komme til mig i bølger, når hverdagens lys momentarisk forsvinder, og jeg græder trods tørre kinder, og klamrer mig til de sporadiske minder og lader dem opfylde mig, for jeg nyder alt, hvad de bringer, indtil skyerne trækker nærmere og igen dækker livslinen i blændende travlhel i form af et overfladebehandlet lærred; jeg ved, at jeg endnu har meget at lære.

Tid er relativt. Hvorfor står vi op, når vi gør? Hvorfor arbejder vi, når vi gør? Og det antal timer, vi gør? Vi lever i lysets alder, og følger skemaer lagt udenfor solens bevægelser. Mørket er ikke længere en faktor. Tiden er udflydende, og vi kæmper for både at forstå og holde styr på begrebet, som vi selv har skabt.

Glimmer. Strenge og guirlander på rækker. Stjernestøv i flettede hjerter. Krammerhuse i dybrøde farver. Glimtende figurer imod grønt gran og garn. Glødende berøringsflader. Glitteren på hver en gade. Pynte op og pynter frem, sådan inviteres julen ind.