Sunket

Knoglerne rasler og kagler klagende i vilden sky. Hostende og hakkende mellem de bølgende bakker af vandmassernes overdøven. De smuldrer porøst af udefrakomment lys, men alligevel er mørket trygheden i støvet. Friheden berøvet, gør sig bedrøvet, men tilvælges i en bedøvet tilstand af velkendt sikkerhed. Kæmper udtrætter, slukker fakler. Ruske, rivende, jagende. Under overfladens beskyttende greb ignoreres frelsens reb. Skrattende kulde i den brusende bølge, frygten gør blind og smerten opfylder hvert sind. Fremdriften kan ses igennem. Kroppe er kolde, holder vågent øje, men blindes af hverdagens beroligende frakke, der tynger mættet bæren ned og vugger den trætte i passivitetens slumren og søvn. Knoglerne knirker, de ignorerer drivkraften. Muligheder forgår som alt bliver sortere år for år, overfladen rykker og alting bliver tykkere.