Skilleveje

Jeg er ret sikker på, at jeg står stille, hvor andre går. Ikke mindst fordi jeg ser dem jagte ønsker og drømme forudsigelige for ordinære livsliner, om de ved det eller ej. Drømme er simple, det er fascinerende, hvor let det synes at accepteres.

Sekstant og teleskop er begrænsede ben.

Jeg kunne sikkert nå det, hvis jeg satte mig for det, bilder jeg mig ind. Nå det samme som dem og følge vejen frem. Men det er ikke målet. Der er meget andet, som giver mig håbet, som driver mg til at nå det, som andre ikke rækker ud efter. Men den vej er ikke frem, og den vej er ikke allerede så fastlagt.

Søger i almanak og atlas som én.

Alligevel, trods valg i lange rækker allerede taget og forlagt, skæver jeg mellem vejene med rynket pande og tunghed på sindet. Måske er det frygten for at stå tilbage, mens andre går frem. Måske er det forventningen om fordømmelse og afvisning, så jeg for alvor og beviseligt er alene.

Søger stadig min rosetta sten.