Addene

Verden er henlagt i et hvidt slør, der går lige til min dør. Himlen er væk, og vejen kan knap skimtes. En uigennemtrængelig væg, som afskærer dem fra mig og mig fra dem. Verden er hemmeliggjort, og kun guldmønter af ren natur dukker frem af vattet, som glimtende vingeløse sommerfugle, selvom de blot er blade. 

Indespærret af mine tanker, rækker ud hvor det brænder, men fanger blot støv og damp. Slæber mig ud, river i min hud, alligevel befinder jeg mig endnu i kulden. Løber panden imod væggen, flår kødet fra skelettet. Danser gennem natten forbandet og grødet af indtørrede tårer. Usynlige vægge er stereotype i deres bevægelse, men min virkelighed er så usand, som den er uafhængig af land. Jeg kæmper, selvom jeg allerede har tabt; selvom jeg hører stemmerne hviske i det fjerne. Hvisker om hvordan lykken kan findes, hvis jeg tør give slip og lade alt andet glide bort.

Grå skyer over manglende paraplyer fylder tomme gader af spøgelser. Ekkoers riger. Jorden røber de store følelser som sommeren går på hæld, og hverdagen finder ind gennem selv de mindste kroge og sprækkers beskyttende skygger. Himlen sejler i et væld af foranderlighed og minder om det mindstes forunderlighed. Genser tomhed som ekkoer af en glemt tid, og et vidne om hvad der senere vil løbe vildt, som en skovbrands vind over solsprødt grønt. I alt der lever, selv i de grå skyer, går helhed og år sammen; formår; løfter bevidstheden, men overvinder aldrig tristheden.

 Spejlblanke eller grumsede, fintfølende eller hårdnakkede med en skal af kalk. Jorden binder og fordyber, men afgrænsningerne tager sjældent form af sandt. Kun i den forbandede diskurs florerer de rette forudsætninger for at de kan vokse. Kun sælsomt beskyttet af kalkens porøse skorpe. Opdelinger bliver omstændige, blot for at falde fra hinanden under kaskader af vandet. Om det er spejlet eller skallen, de følger kaldet. Bryder løs og bryder ned efter tid, lommen og indløbet. Alligevel bliver vi ved.

Min hud vibrerer. Hovedet summer. Pumpende blod. Slår rod og griber om sig. Suser i muskler og knuger i hjerter. Fuld af eder og forbandelser, en manglende forvalter. Min hud er levende. brystet trykkende. Fanget, fejltagelse. Mislykket normalisering. En kamp jeg ikke kan vinde. Min hud vibrerer. Jeg er levende; Der er et men.

 Regnen drypper stille ned og slører mit sind. Matcher den sagte gråd over de skærpede bånd. Skyggerne er lange og lader sig let bøje. Omfavner mig så genkendeligt og kvæler hvert et skrig; og dog alligevel beroliger den mind ånd, når fremtiden skælver foran min hånd. I lydløse stød, i regnens skød, genvinder jeg mit vid.

 Solen glimter i rasende regndråber som himlen åbner sig. Forfølger de hårde stråler, som de hamre imod ruder. Et overnaturligt perspektiv af verden i naturens vildrede til betragterens glæde.

Snart er ringen sluttet. Eksperimentet har snart løbet sin kurs. Tiden er til evaluering og at få gjort alt op. Til eftertænksomhed i afgørelsens time. Snart er alt borte, som vi klamrer os til. Hvad fremtiden så bringer kan ingen vide.

 Jeg sidder og ser himmelen og lys skifte. Minder og sind glider forbi uden at røre mig indeni. Jeg betragter og fornemmer. Ser hvordan alting forældes og fornyes på skift. Jeg finder ingen holdepunkter men svæver i det fri. Røre mursten og bark. Jeg lytter til motorstøj og snak. Finder tryghed i intethed og længes efter uendeligheden. Forsimplinger afskyr jeg, men jeg higer efter dem alt det samme. Eksisterer på et skråplan og taler til dem, jeg kan ramme. Ikke desto mindre, hvor meget jeg end betragter og rækker ud, vil det aldrig spille på de rigtige takter. Jeg vil stadig sidde her og se himlen skifte uden at opråbe enhver skygge under lysets vifte. Særligt ikke blot med skriften.

Inspiration er som regn; nogle gange i overflod, andre gange udeblivende og længselsvækkende. På tørkedage synes selv det enkelte bogstav, hvert ord at skulle presses ud med magt. På våde dage rives man med strømmen, må gribe efter grene i vandkanten og kæmpe for at træde vande. Frygten for at drukne. De bedste dage er dagene på mellemtingens smalle vej. Middelmådighedens og gennemsnittets stejle bred. Men hvor floden altid løber tør eller munder ud i havet på et tidspunkt, så er tørken en langsom dræber.

 Lyden af pen imod papir, en sagte skratten og stødvis takken. Intet giver samme ro og rum for eftertanke. Intet dirigerer fantasien og tanken som de langsomt fremkommende mærker på papiret. Derfra vil de for evigt hvile, selvom de er sære i sin grundvold. Tomme uden nøglen givet videre fra generation til generation.

 Jeg gemmer mig i skyggerne og venter på at natten falder på. Tålmodig kryber jeg frem ad broerne, og sniger mig fra oase til oase, mens lydenes spagetti runger udenfor. Jeg længes, men længslen sænker blot lettelsen og tester tålmodigheden. Når natten nærmer sig, jubler jeg i kor med jeg, mig og jeg selv. Jeg lever, først når dagen går på hæld.

 Latteren ringer ind, som en usynlig fjende. Kastes rundt som refleksioner i blanke overflader. Afstanden får dem til at runge, forstærker dem mange gange, indtil de danner mareridtsbilleder i spejlet. Latteren forfølger og brøler overdøvende. Længsel til tavsheden kan ringes ind, når alt andet går i seng.

Jeg danser med et spraglet skelet henover graves hellige buler. Svinger om og skubber alt væk, trækker den kolde krop nærmere. Jeg begraver tæerne i den nygravet jord, mens skeletters knogler rasler løse som fjer i et morbidt kor. Med step til venstre ler jeg ind i tomme øjenhuler, inden valsen til højre sender hat og stok flyvende over ligusterhækkens fintklippede vægge. I tango og quickstep findes pulsen, hvor kødet flænses, til jeg forenes med partneren kolde hånd og dejser om i de dertil forebredte huller i midlertidig hvile. For jeg vil altid gentage succesen og danse lystent under den næste månes forræderiske skær, hvor skeletternes klappen er den eneste dirigent for takten.

Jeg giver mig til at lytte. Virkelig lytter. Lyden af stof imod hud. Lyden af kuglepen imod papir. Lyden af hjerteslaget i mit bryst, åndedrættet i min hals. Lyden af hår som suser mellem fingre. Lyden af køleskabets lavmælte summen. Overboens fodtrin mod træ. Vand gennem rør i væggenes indre. Fjerne stemme et sted langt borte. Et sted under motorlarmen findes den regelmæssige bippen fra lyskryds. Bilernes overdøven af fuglene på græsplænen. Lyden af årene som går. Lydene får en helt ny dimension, som en verden der åbnes foran mig. Det, som normalt overdøves af menneskelig larmer, træder frem og byder mig velkommen. Jeg indvies i deres hemmelige liv. Forsætter fremad i koncentration. Er det afhængighed? Afhængighed af lyd og indtrykkenes vold. Hvor ofte lader vi stilheden regere? Jeg lytter, men hører ingen og intet igen.

Striberne spreder sig i inficeret blod, der bevæger sig imod kernens kamre, hvis vi intet gør for at stoppe dem.

 Mønterne hænger tavse og mugne fra fangarmenes greb. Under dem brænder jorden og opsluger os i sit greb. Perler gør brave flugtforsøg, men udvejene blokeres. De udtværes og indtørrer på lærredets barkede flader. Mønterne længes efter raslende musik. Falmer i stedet i glødernes skær og skrumper til vi har glemt, at de engang var der.

 Latteren ruller gennem sprækkerne og føler sig frem som en indbrudstyv lister på forbudt jord. Med latteren kommer frygten, og jeg finder mig selv sammenkrummet i en støvet krog. Tålmodighed er svært.

 Trinnene er høje og besværlige at forseere. De kræver snilde og lange sessioner af akrobatiske semi-missioner. For trappen er så lange, at den er uendelige, og målet fjernt og uovervindeligt. Alligevel er bevægelse nødvendig, for at stå stille er at lade trinnene erodere under fødderne, indtil al fremdrift er tabt. Trinnene er måske evige og synes umulige, men kampen er det værd og en sejr for enhver.

Frygten rykker nærmere igen, som en løkke trækker sig den sig sammen om halsen. Kvælende er den trykkende tyngde. Lammende er dens bånd. I frygtens ånd holdes afstanden mens skæve blikke sendes fra sammenknebne, blodsprukne øjne. Længslen vokser med den frygtens hånd i en symbiose højere end dyrerigets ypperste. Som skridtene stilner af og forsvinder efterlades gader og hjerter tomme. Lad da... morgendagen komme. fornuften og videnskaben vinde.

Der er så mange forskellige holdninger som der er blade på træerne. Selvom vi sidder på samme træs stamme, skæver vi til naboen og ser ikke grenen, som forbinder os, eller stammen der understøtter os. Misinformationer spredes gennem frygten den selv øger, indtil alt vi troede var lodret er vandret og omvendt. Vi blændes af solen, og en dag fælder vi stammen selv.

Skyggerne vælder frem og glider tavst forbi blanke ruder. Samler sig til altædende spøgelser i kroge og gyder. Opløses og flygter under jammerskrig i lampers blændende skær, men selv i flugtens blindhed holder jernrygraden til enorme mængder af pres. Spejlingerne selv afslører deres kraft. Skyggerne består i deres gemmer og venter på den mindste chance; forsætter deres jagt, for så let at knække er ikke deres magt.

Deler verden i to; h ugger gennem jorden i etableringsøjeblikket for at skabe rigtig og forkert, for at optegne udviskede linjer i sandet langt væk fra vandet, for at opdele i dem og vores. En guddommelig refleksion skyder op fra landet og fasttømrer grænserne for forestillingens evige tid. Gennem spejlets skævvridende greb forvandles venner til fjender. I den reflekterende flade opløser og reetablerer billeder sig foran øjnenes banker, og tvinger os til at tro på vægtløse, udflydende skabninger. Får meninger til at udflyde og hviske i hvert ører: Sammen er vi større, planen er lagt, skæbnen står vagt. En højere enhed som giver ro. Ukendt er verdenen bagved spejlingen, mens vejen derud er grumset og individet truet på fornuften. Som Sokrates huleboere er sandheden forplantet i spejlingens følelsestro.

Det er okay at græde over tabet af sit tidligere jeg