Addene

Flyvende engle synger mod himlen impulser for sammenhængen arbejder mod en stemme jorden glimter mod hver en vinge rejsen mod en ende lyset er lige fremme englenes varme vifte breder sig med sjælens vilje

Hoppeti Luppeti Skuppeti Indespærret wupti fantastisk ulykklig raseri gudsflygtig hurra kaputski ruskeri Grupeti Heksi Vexi Hoppeti skyderi Mytteri

Drukner sorger er vidde våger brænder bønner rivende synder bølger kaster alle love fremad griber flyvende sovende lukkede øjne brogede klovne er foroven vågen forløser roden ignorerer soden varmen druknet har undsluppet

Jeg mister friheden samvittigheden er forrest i rækken af forfald opslugt af mørkt vand spiret vælter jeg flygter indad hvor skyggerne falder rystet tung om brystet folkets hvisken stilhedens rusken overdøves til hvirvelstrømmen alt fordømmes

Alting har konsekvenser de usynlige ord der aldrig forsvinder spontane gerninger og manglende handlinger

Den værste realitet brud der opdages for sent

Når grænsen nås, rykker den sig igen. Jagter den, halsende, for evigt er den fremme. Energi fra ukendte gemmer. Mennesket har forunderlige hænder.

Det er for voldsomt, ætsende og altødelæggende. Helt gennemgribende frustrerende, overdøvende vandfald, der kaster et dunkelt dugslør over relationerne på jorden. Det er en ufravigelig helvedesild, som brænder evigt og fortærende i de inderste grotter. Alligevel smutter den ud gennem de mindste sprækker, enhver revne og de bedste facader. Kun overgået af misundelsens destruktive historik, kun gemt væk af bevidstheden selv-blindende indbildning; alligevel succesfuldt glemt for at kunne opretholde den skrøbelige illusioner af et udviklet samfund, en union, én nation. Den prækære socialitet har ikke plads til solidaritet.

For længst udtømte emner Omstrukturerede, genbrugte elementer Nyskabelsen, tankerne halter hjuler rundt i det samme en universelt genkendelig ramme inspiration er en skrøbelig flamme

De lange stænger hænger ubrugelige overgroede glemte i det hengemte engang bar de drengen frem på lette fødder det urørte betræder nu visner de til vuggevisers hvisken en retur til barndommens kår for først at reetableres om tusinde år de hænger og hælder spræller i dødsrallens sidste suk iturevet kød og sod stængerne glemmer