Ben

De lange stænger hænger

ubrugelige

overgroede

glemte i det hengemte

engang bar de drengen frem

på lette fødder det urørte betræder

nu visner de til vuggevisers hvisken

en retur til barndommens kår

for først at reetableres om tusinde år

de hænger og hælder

spræller i dødsrallens sidste suk

iturevet kød og sod

stængerne glemmer