Anmeldelse: Kun en pige af Lise Nørgaard (1992)

Lise Nørgaards Kun en pige er første bog i tobindsværket erindringer, og genkalder Nørgaards barndom og ungdom som en perlerække af kombinerede humoristiske, traumatiske, iscenesættende og selvfremstillende minder. Hvis man tør kigge under Nørgaards karakteristiske humor, rummer værket talrige skildringer af og refleksioner over den samfundslige udvikling – ikke mindst kønsdebatten og den sociale scenes forandringer.

Nørgaard havde i flere år en fremtrædende plads på den danske journalistiske scene, hvor hun hævdede sig som en kontant og holdningsbevidst kvinde; et billede der går igen i erindringerne, der gennemgribende iscenesætter Nørgaards samfundslige opgør. Hun fremstilles således både som en utæmmelig, ufeminin vildbasse og som en viljestærk, selvstændig rebel. Ud over at værket synes at undersøge Nørgaards egen person, spiller især forældrene og Moster Bob en central rolle i fortællingerne, hvor de skiftevis kærligt mindes, udstilles, udfordres og ikke mindst undskyldes i deres træk i relation til den tid, hændelserne har udspillet sig i. Frustrationerne er tydelige, men Nørgaards humor lettere leveringen og spiseliggør budskaberne betydeligt. Intet sted er opstillingen af sammenstødet mellem forventninger og virkelighed iblandet humor tydeligere end i en af Nørgaards tanters sammenligningen mellem Lise og hendes søster.

”Jeg lurer mellem sivene og hører, at familieskjalden tante Octavia har svunget sig op på sin Pegasus. ”Den ene” reciterer hun, ”er så lys og mild, den anden er sort og vild.” Den kan selv et seksårs barn ikke tage fejl af. Jeg skrider forbi dem og går lige ned til vandskorpen og basker den lys og milde en i hovedet med det bræt, som jeg meget praktisk har ved hånden.””

Hvis der var nogen tvivl om Nørgaards selvbillede, kan læseren selv belejligt fortjene et dask med det nærmeste bræt.

Erindringerne organiseres i en løs kronologi i forhold til Nørgaards alder, men er overvældende detaljerede selv i situationerne fra hendes tidlige barndom, hvilket gør det let for en læser at skabe yderst levende billeder for sit indre blik undervejs i læsningen.

Nørgaards nok største dansk-kulturelle eftermæler er serien Matador (1978-1981), hvortil hun er ideopgaver og manuskriptforfatter for godt halvdelen af seriens 24 episoder. Er man fan af Matador vil adskillige situationer vække genklang i Kun en pige, hvis paralleller i situationer såvel som karakterer ikke efterlader nogen tvivl om, at inspirationen stammer fra samme kilde. Matadorelskere kan derfor med rette se Kun en pige som et supplement til den højtelskede serie.

Nørgaard er måske ikke så udpræget en karakter i det danske mediebillede, som hun var før i tiden, men hendes eftermæle levere videre hvad enten det er gennem hendes bidrag til samfundsdebatten og ikke mindst kulturelle fænomener.