Lad julekæderne

Julekæderne er endnu fremme som lange slanger på altanernes rammer. De guidende rækker af lys er spirer af håb, der formår at bestå imod vinterens himmelråbende skrålen. Et håb om at det år, vi vil få, er bedre end det forgangne; dets grumsede efterslæb til trods. Det spirer i de små lamper, mens vi hinanden flanker i et spinkelt sammenhold modsat verdens vold. Julen er forbi, forsvundet bort på en følelse af rekordtid - verdenen har endnu ikke engang været hvid, så renselsen udebliver. Vi må selv feje basten af de gevirer, vi gror regelmæssigt som i fjor, og som i alle andre kendte år.

Lad julekæden hænge. Lad dens ånd få bedst muligt fænge. Lad håbet nære sig til det bliver stærkt og stolt. Til det kan leve af sig selv uden støttehjul og pædagogiske skub, men gror fast og - med tiden - fortærer enhver last.