Sødme

Så sød er tonernes trillen, tårernes kilden. En indre flammen og ustyrlig brænden, der forkuller og formulder selv de mest tornede kroner. Væk er bitterheden og hele tragedien, erstattet af denne sødmes overvældelse og behagelige flyden. Voldsom og alligevel forsigtigt i sit heftige overfald. Den kommer lige som kaldet, taknemlig lades den lede ballet til tonernes bølgende falden. Bort med knugen og frem med buddet; sødlig som hvidt sukker, hvis dog bare vi kunne lagre det i lufttætte krukker, men i stedet må vi nyde omfavnelsen mens den er, for selv denne guddommelige sødmen vil henfalde næste gang det sner.