Kuldskær

Fortiden gør ondt.

Selvom det frosne tidevand i sundet,

trækker stjernerne over himlen.

Rotationerne påvirker alle sammenhænge,

lader ikke kroppen glemme.

Det sidder i knoglerne,

i bindevævet og helt inde i cellerne.

Minderne.

Oplevelserne og glimtene.

En smerte som ikke vil gå væk.

Fortrydelser over selv de mindste forbrydelser,

tvivlsomme forsagelser, uopfyldte forsonelser. 

Den bitre smag,

der opkoncentreres på de gode dage,

ætser inderst i ganen.

Fortiden fordriver nuets spejlblanke facader,

krystalglasset falder af fadet.

Kavalkader af glimt forenet til et,

billeder fastlåst i tiden,

Gid de kunne svinde ud i vandet,

gå til i kulden,

være næring for vinen.

Borte med vinden.