Der er et jeg

Der er et jeg. Der er et jeg, men det er forsvundet. Et eller andet sted under den grove overflade af årenes støv findes en faldlem ledende til katakomber, hvori jeg’et svandt hen for evigheder siden. For længst glemt og gemt under støvslørets røst ved ingen længere, hvor den og de fører hen. Hvad der ellers findes sammen med jeg’et i gangenes labyrintiske dybder henlægger i hemmelighedernes slør. Måske er katakomberne andet og mere end gange. Måske er de fuld af døre, ledende til nye verdner og fantastiske steder. Måske skjuler skyggerne monstre, der venter på at fortære andet og mere end jeg’et og alt, hvad der er nyt og fremmed.

Jeg’et i gemmerne er måske ikke helt længere. Måske ikke engang i live længere. Splittet i tusinde stykker som var det af glas. Spredt som støv i vinden, så det vil kunne forsvinde så snart lemmen åbnes og hemmelighederne slippes løs. Hvem? Det skifter fra dag til dag, fra time til time. Vender på en tallerken – en evig søgen. Jeg’et er gemt og glemt, måske endda forsvundet, så hvad er der tilbage af dig og af mig?

Jeg drømte engang, at det skjulte jeg kunne hives frem og genfindes, men drømmen er falmet med tidens tikkende gang. I stedet må jeg slå til tåls med, at genfindingen af jeg’et synes forgæves; at en vej findes på overfladen som en afstumpet skal.