Overgangene her

Vejen er fuld af træernes smidte sommerklæder. De blafrer med i stedet med vinden som sammenfiltrede kæder, og tvinger blikkets opmærksomhed med sin vals henover overfladerne, og hvad der ellers er forskanset. Den skiftende stemning påvirker enhver i sin overgangens gråning. Hvad der før var grønt er blevet brunt og tomt, gråt og tørt. Vejen forsætter lydløst, uforandret frem, henlagt i lygternes flakkende skær. Træklæderne vil forsvinde, kæderne oprinde, og først når de er glemt, og hverdagen er nær, vil afbræk igen komme dalende som fjer. Træerne vil igen trække i de glemte kåber og gynge med vinden som kæmpevugger. Solen vil stå op og gå ned i forandrede intervaller, indtil den næsten aldrig forsvinder, og en ny fase er lige her foran næsen på den, som ser.