Til mig selv: Hårde dage

Ikke rettede noter

Nogle dage er bare hårdere end andre, som om man får vågnet helt forkert og aldrig rigtig formår at vende hele ens verden rigtigt. At komme ud af sengen er en krig, der reelt kan tabes, og hvis den vindes, er det som virkelighedens verden kun første step i en længere rejse. Jeg prøver at minde mig selv og andre om, at det er okay at have dage som dem. Det er lettere at sige det til andre, end det er selv at tro på det. Det gør heller ikke dagene behagelige. Jeg har især svært ved at forlig mig med ikke at have nogle beviser for, at dagen overhovedet har eksisteret. Måske derfor prøver jeg at skrive, at være kreativ eller på anden måde efterlade mig en eller anden form for spor af dagen; selv når kreativ er det sidste adjektiv, jeg ville bruge om mig selv på sådanne dage. Nogle gange er det ikke muligt, andre dage skriver jeg som nu. Bare for at skrive. Med et måske naivt håb om, at det hjælper eller kan hjælpe andre at høre, at man kan have det sådan. Med så mange mennesker på jorden er der næppe en følelse eller en oplevelse, som ikke deles som minimum med et par stykker, selvom det kan være svært at huske, når bare det at rykke fra sengen til sofaen virker uoverskueligt. Og den bevidsthed ændrer ikke ensomheden i situationen, ensomheden omringet af mennesker eller ensomheden forårsaget i ens selvbillede. Der kommer bedre dage. Det ved jeg, at der gør, fuldstændig ligesom der også kommer værre. Jeg minder mig selv om meget. Det hjælper ikke at sidde og ynke sig selv, men samtidig skal man være god imod sig selv - skal vi sige, at jeg stadig mangler at arbejde lidt på den balance. Det er vist den pæneste måde at sige det på.

På dage som i dag savner jeg nærværet ved bare at kunne være i nuet og eksistere. At kunne mærke min krop uden at den gør ondt, og kunne betragte omgivelserne med oprejst pande. Jeg hader at blinke, og så er der gået flere timer, som jeg ingen erindring har om. Alternativt at være i mit eget hoved, fanget eller flygtet derhen afhængig af situationen. Det er som at få flået dele af sig selv væk, når hukommelsen svigter. Det er som at blive isoleret i sig selv - hvilket på sin vis er rart, når det er kontrolleret og bevidst. Der har jeg hentet meget inspiration fra min indre verden gennem tiden, men tvunget derind, og kunne se min krop og mine omgivelser som noget langt væk... nej tak.

Tekst, ord, er formidling. Det er kommunikation og derigennem tæt bundet til et formål. Det burde så at sige have et formål, og måske netop derfor er der en magt i at tage ordet uden at være klar over det formål. Det er svært, men om end ikke tror jeg, at man kan lærer noget om sig selv eller blive mindet om noget, som er vigtigt for en. At skrive til sig selv. Det er at puste et nyt liv ind i ordene, at tage dem i sin magt og vende dem imod en selv. Ingen andre behøver at se det, især ikke hvis de ser dig.

Så fandens lommefilosofisk, huh.