Frygten i mig

Frygten holdt mig vågen i nat, og den drev mig op førend jeg havde fået nok. Mens jeg kæmpede imod bevidsthedens tæppe og livets tourettes, sad den i mine knogler og krøb rundt under min hud. Jeg kradsede i den igen og igen i morgenenes lys, men kommer aldrig i bund før aftenen falder på. Frygtens klør har for brede greb, de strækker sig som fangarme. Griber om sig dag for dag. På væggene sidder frygten som en flue, en edderkop, et rædselsøje i nattens mørke. Den betragter os leve, og den ernæres af glæden. Dens øjne følger mig, som jeg går gennem min dag, og når jeg ligger mig på puden, kommer den nærmere for at sige goddag og på gensyn. I natten er den min følgesvend, i lyset er vi sammensmeltet. Jeg kradser og kradser, men frygten har magten, ligegyldigt om den holder mig vågen eller blot betragter min soven.