Samspil

Himlen spreder sig som grå tæpper over spættede murstens brede dækken. Et dunkelt lys som knap siver ind gennem revner og sprækker. Det sprukne træ står i kontrast til murstenens ro. Levende overfor død. Mineral overfor liv. Et samspil uden synlig symbiose men alligevel præget af uundværlig sameksistens. Under tæppernes vattede fronter møder de udfordringer og trives i flok. Kredsløbet forsætter, mens duggen fortætter, ultimativt kulminerer i regnens kommen. Den vasker det uværdige bort og efterlader plads til nye farver, fremmede bygninger og genstande som stråler i skæret fra solen, der forsigtigt titter frem for oven.