Apatiske frygt

Jeg frygter at blive kold. Apatisk og fremmed for følelser. Upåvirket af tragedierne omkring mig, og uden nogen bevægelse i mit indre trods hændelser, der vedbliver at rulle ind over os som bølgerne imod stranden. Som betragter er faren altoverhængende. En rolle som forhindrer indlevelse i sit grundprincip. Apatisk er det så let at se til. Som følende får man derimod lyst til at gribe ind. Er jeg fremmed eller er jeg kendt med denne indre vind? Det er svært at være sin egen ven.