Min krop er som en båd med en læk, der kan slå revner til et større hul, støde på grund eller kæntre ud over dens sædvanlige prekære stadie; Det får båden til at synke på rekordtid, og den må bjerges inden næse tur, hvor den forresten stadig ikke er fuldt repareret, for den ene læk er der stadig, eller også er den erstattet af en anden, så måske er analogien forfejlet - måske udbedres alle andre skader og uheld altid, eller måske er båden fuld af produktionsfejl fra starten - en ting er sikkert; Jeg kan aldrig skovle vandet hurtigt nok ud af skroget, aldrig nok til at holde den flydende på ubestemt tid, så der er altid et ur, som tikker i baggrunden - men jeg kan lære rammerne, som lækken dikterer, og håbe på det bedste med hensyn til uforudsete revner og forværringer, samtidig med at jeg bliver mester i bjergninger, og det er vel et talent helt i sig selv.
Ouf, det er et stærkt digt. Tvetydigt som de bedste digte har det med at være. Jeg er ny på hjemmesiden her, men det virker som om at der er uhyggeligt meget fremragende materiale at læse. Tak for at dele! Det er et fedt koncept, og hjemmesiden her støtter formatet. Godt gået Ellissari.
SvarSletmvh (fandt hjemmesiden her via FP)
Tak for dine ord. Jeg planlægger at selvudgive en samling af teksterne her samt andre måske omkring oktober, da jeg til den tid vil have skrevet en tekst om dagen i over et år. Det er lidt en for sjov ting, jeg har haft kørende som projekt, da det kan udfordre kreativiteten på nye måder.
Sletsejt :)
Slet... og inspirerende! tak for at svare