Sjælelyset

Skyggerne er så tunge. Jeg omfavner mit lys og skærmer dets sarte stråler fra de sorte, skræmmende hvælvinger, men jeg burde måske slippe det. Lade det skinne frit og tro på, at det er urørligt og stærkt nok til at imødegå de flakkende flokke. Jeg burde måske lade troen være min brobygger og vægen min flamme. Jeg burde måske række ud og forstå mørket fremfor at lade mig skræmme; men alt vender sig i mig, og jeg rykker tættere om mit lys. Så tæt at min ånde får flammen til at flakke, alt imens stearinen brænder dybt i min hud. Jeg er min egen fjende og ser ikke vejen, lyset oplyser for mig.