Monolog

Ved ikke, hvor jeg er. Ved ikke, hvad der sker, eller hvad jeg ser. Hvad jeg er. Kender hverken op eller ned, men famler forvirret i blinde. Disen er tyk, den ligger i lag. Stemmerne hvisker. Holder aldrig op, selvom jeg råber og skriger både ude og indre. Minderne er udflydende og situationerne sydende.

Står fast i tillærte mønstre, betvivler fasthedens tømrer. Det indre oprør, kombineret og sammenholdt i frygtens udsøgte løvlinje. Forankret til jorden og i oprør med kulturen. Stålfast men porøs slipper jeg løs. Uigennemsigtig. Trøstesløs i en fremtid som spejler fortiden; bejler til nutiden. Stemmerne, de hvisler løs. Hudløs i splittelse, vanviddet er beskyttende.