Addene

Spørgejørgen. Formelt men uden svar. Landsdækkende salut for overvågent blik. Ingen informationer lagt for dagen. Nysgerrigheden vare ved. Kommunikationsleg, kommunikationsfejl. Medieræs. Et cirkus for åben skærm. Repetitive cirkeldans til ligegyldigheden træder ind.

Kolde og golde øjne, der stirrer tilbage, som tomme, livløse refleksioner. Hjemsøgte gennemlever de fortiden igen og igen. Desperate klamrer de sig til nuet. Usynlige for andre men mangedoblet for det indre blik. En sart flamme, gløder akkurat fastholdt til livet; en ledetråd til at kunne føle igen. Uendeligt arbejde, kravler ud for blot at falde ned igen. Følelser flagrende over hele spektret erstatter periodisk tomheden, som en utilstrækkelig belønning for timer spændt. Motivationen flakker igen. Frygten er din vej.

Tålmodighed er en dyd, gemt og glemt i et tempel dækket af slam og mos. Belagt med fælder og fremmehedens hæder; forførende, drivende og afvejende. Tålmodighed er gemt i nutidens stress og jag. Tilbage er sagnet og savnet af roen, der forsvandt til skyggernes fordums land. Tålmodighed kan genfindes, hvis øjnene og ørerne åbnes; når sanserne fører an, og man kan tømme sit sind for vanens og hverdagens tordnende tanker.

Lyse nætter maler alle steder i hele farvespektret. Skyggeløse stednavne afslører udsmykkede udskæringer, og andre af byers hemmeligheder normalt hengemt hensides søgende blikke. I natteroens naturgivede hold findes ualmindelig, uafgrænsede indre selvkontrol. Harmoniens grundvold og favnbare selskab. Lykkevej fremvises. Sorgfri natterend. Samklang af acceptsfuld forundringshold er den indre ånd.

Ubetinget, ubegrænset indblik i det fantastiskes forunderlige landskab. Forvandler virkelighedens grumsede gespenster til farverige eksistenser; kompagnoner på fantasivejens farveladeeventyr. Et rejseselskab udgjort af en særligt blandet flok. Ubetinget adgang til verdenens vidder. En legeplads til at gå amok. Rum til rammeløse udsving i lykke og sorg; unødvendiggørelse af grænsesøgende hændelser. Det indres fantastiske er nok.

Ukendte variabler, rædselsvækkende konstanter. Parabler, grafer, dækker over tusinder af tal - men bag hvert tal er en historie, der ikke bliver fortalt. En skæbne formet af kendte og ubekendtes æltende familiaritet. Afhængige af hinanden, uomtvistelige og fantastiske, skabes alt i deres vold.

Spæde, livgivende skud på nøgne, brune grene. Halvvisne, sprøde, lyse plamager pryder vide plæner. Tørt gult og grønt iblandet mosser og svamp, som tegn på månedernes tabte kamp. Så fulde af sår og alligevel ikke knækkede - trods deres misvisende dække. De afventer deres tid i en toneløs tidsvinding mens præparationerne til at kæmpe og blomstre på ny foretages under faldne fællers skaldede skelletter. Klar til kamp, til at blomstre på ny. En hær gemt lige under overfladen, klar til at erobrer hvert et hjørne, så snart det lydløse startskud lyder; klar til at gentage den årlige krigsførelse på forfædrenes urgamle erklæring. Et vrimmel af liv lige under vores fod.  Et vildnis hvis kamp alligevel er tabt gennem dets unfair kamp. En underlæggelse af menneskets natur, der for dem er ren tortur; hvad vi forsætter og præsterer med ekstrem bravur. Overseelserne hvorpå vi ikke kan rode bod uden at forlade og gendefinere vores rod.

Jeg er i en slum, hvor alting er gråt, grumt og uendeligt dumt. Ikke fordi verden er af lave; mit blik er som altid vendt indad.

Hosten og sprutten som en flamme går ud. Blødende gløder i askeregn. Distance, rystelser, bålets gråd.

Social distance. Svigtende kompetence. Råb for døve ører. Et liv bag lukkede døre. Drives mod vanvid. Ensomhed er en sandhed. Egoismens floreren. Behagsdrevet ignoreren. Håb kan udspringe. Hvad vil fremtiden bringe? Sammenhold på afstand. Normaliseret krisetilstand.

Jeg giver mig til at lytte. Virkelig lytter. Lyden af stof imod hud. Lyden af kuglepen imod papir. Lyden af hjerteslaget i mit bryst, åndedrættet i min hals. Lyden af hår som suser mellem fingre. Lyden af køleskabets lavmælte summen. Overboens fodtrin mod træ. Vand gennem rør i væggenes indre. Fjerne stemme et sted langt borte. Et sted under motorlarmen findes den regelmæssige bippen fra lyskryds. Bilernes overdøven af fuglene på græsplænen. Lyden af årene som går. Lydene får en helt ny dimension, som en verden der åbnes foran mig. Det, som normalt overdøves af menneskelig larmer, træder frem og byder mig velkommen. Jeg indvies i deres hemmelige liv. Forsætter fremad i koncentration. Er vi afhængige af lyd? Hvor ofte lader vi stilheden regere? Jeg lytter og hører ingen og intet igen.

Dagene glider så let sammen. En dag bliver til to, to bliver til fire. De ligner til forveksling hinanden. Udsigten er den samme. Rutinen går i ring, er den samme. Lydene er de samme få. Hver nat resettes verden på ny. En uendelig genindspilning, som kun erkendelsen kan bryde ned. Et utal af farver. Vi klamre os til en eller to. Lever hele livet omgivet af disse meningsløse gentagelser. Fire bliver til otte, otte bliver til seksten. Vi forsøger at skabe brud, højtider og helligdage, men de bliver deres egen rutine. Alt er rutine. En langstrakt grå masse. Først når tiden rinder ud, ser vi tilbage; opdager måske sammenhæng vi aldrig har set. Fortrydelsen hænger da tungt.

Jeg ønsker ikke at få børn. Jeg ønsker ikke en partner eller en kæreste. Jeg ønsker ikke et normalt 9 til 15 job, fuld af gentagelser og rutiner kun afbrudt af religionstunge helligdage. Samtidig ønsker jeg heller ikke at feste. Jeg ønsker ikke at rejse jorden rundt. Jeg ønsker ikke at bo i de største byers jag, ej heller at være omgivet af mennesker hver evig eneste hverdag. Jeg ønsker at udfordre og udvikle mig selv. Jeg ønsker at bruge, hvad end jeg har at give. Jeg ønsker de små behageligheder naturen og livet omkring mig kan give, og nydelsen i betragterens rolle - på afstand men i dialog. Er det så svært at forstå?

Kampen for linearitet. Umuligt at fokusere, umuligt at koncentrere. Udfyldende og sløret. En tanke tager ikke den anden, i stedet glider desammen. Et ord giver sig til kende for at glide tilbage i tågen til ugenkendelighed og forglemmelse. Selv sanserne synes henlagt i et slør; en indre lyd, som rungende overdøver alle de andre, så de reduceres til et fjernt, dunkelt ekko af virkeligheden. En smag glider sammen med en anden, indtil alt er lige intetsigende og gråt - blot et redskab til at vedligeholde kroppens basisfunktioner, en påmindelse om den uundgåelige forgængelighed, der lurer over hvert et menneskes hoveder. Hvornår kan mindet om en lugt, som ikke vækker ubehag, erindres frem fra hukommelsens dybe hul? Synet, den mest brugte hjælpestok, hvornår blev alting ligestillet? Den mindste bevægelse, et lille forsvarsskift, sket udenfor bevidsthedens funktion. Den levende verden er selv i bedste fald for rig til at lade sig opfatte til fulde. Forsøget mislykkes med forvirring, overvæ...

Se indad, observer udad. Tro på at det er okay at være. Smil for dig selv fremfor for andre. Ræk ud til hinanden. Mærk efter, men lyt også til andre. Kæmp for dig selv og dine kære. Elsk de små ting, der let går til. Sku' de mindste øjeblikkes glans. Værn om dit liv med åbne øjne. Vejen frem er lang og uforudsigelig. Et faldnet gør det måske lettere, men vejen er der ikke desto mindre. Håb på at kunne lære. Stol på at du kan, selv når du fristes af at give op. Forandringer er ingen fjende. Forskel ingen fribillet.

Helhed i halve. Selv blandt fragmenter og gamle brud er det muligt at finde salve. Trods vejen mellem boblerne kan synes kvælende, er det selv blandt fragmenter og gamle brud muligt at finde salve. At finde lindring eller midlertidigt pusterum. At pleje de mange ar fra gamle sår. At finde plastre til de sår, som ikke kan hele. Opnå styrke og mod til at forsætte, fighteren, helten som du er. Arene er måske tegn på skår, men også på viden. Vidner der bæres på hud og sind. Ikke ødelagt, blot hærdet af vinden; hærdet af livet. Ar som tegn på kampe gennemlevet. Hædringer af selve menneskeligheden.

Favorabel favorit. Fabelagtig overfladerigt. Figurere, finurlig, ikke-fingernemme relationer. Fornufts og forfængeligheds blandingsprodukt. Fragmenteret realitet.  Fanatisk, franarre måske fraternisere. Forsvinder eller forvrænger. Flaskehals men må holde ud. Forvirringsrigt, fantasiforladt. Følelserne på plads.

Sagte fodtrin på brune knobrede planker. Matterede af vinden og saltets årelange sliben og skurren. Eroderede af naturens kræfter og tidligere menneskers skygger. Minderne hænger som spøgelsers bevægelser i de tomme landskaber, der fortæller sukkende historier om fortidens liv og leben. Betragtes opfyldt af frygt for at forstyrre de som fortryllede bølger, som tæmmer både havet og skovens løv. Alligevel tiltrukket på magisk vis, drevet frem, og tvunget til at forsætte skridt for skridt. Plankerne, menneskeskabte, danner en linje gennem ellers længe urørte landskaber, en menneskelig livline i vildnissets vold. En vej af følge trods historien i mig.

Spiraler af farver                 Cirkelende røg. Flimrende billeder.                 Firkanter og trekanter. Dansende tegn og symboler.                 Optrædener på brede scener. Kunst overalt hvor lyset rammer.                 Uendelige landskaber. Himler så langt øjet rækker.                  Forvirrende, fantastiske verdener. Universer samlet i mit sind. Bag lukkede øjne åbnes portaler til fantasien. Geometri af vildeste forestillinger.

Store dele af livet består af døre, jeg ikke tør åbne, og veje, jeg ikke tør gå.

Da du døde, var jeg et barn. Min identitet var væk, og jeg vidste ikke, hvor du begyndte, og jeg endte. Vi havde altid været en, men det kunne vi ikke længere. Jeg var nødt til at blive mig. Jeg troede det ville være som at lade dig tilbage. Jeg vidste ikke, at jeg altid ville have dig siddende som en lille stemme på min skulder; i begyndelsen kunne jeg blot ikke hører dig. Mine skrig var nødt til at forstumme, før jeg kunne det igen. Jeg kunne ikke længere røre dig, men du var stadig altid med mig. Jeg er mig, for du kan ikke holde mig. Men jeg er stadig et barn, og jeg bliver nok aldrig voksen. Det gør bare ikke helt ligeså ondt længere.

Jeg er en drømmer. Jeg drømmer om store bjerge fulde af dyr og vild natur. Jeg drømmer om tæmmede rosenbuske og frisbagt brød på mit bord. Jeg drømmer om nærhed, om tiltro og tillid. Jeg drømmer om et liv uden smerte, hvor jeg kan bevæge mig frit og af mig selv. Jeg drømmer om ro og grønne skove, om indre fred også til fantasi. Jeg drømmer om mange ting, de fleste kan aldrig lade sig gøre, men det er ikke det væsentligste. Det, som betyder noget, er at lade sig drømme. At leve i en drøm.

Kort lunte. Aggression. En tikkende bombe. En forlagt indre mission. Føler sig som en tumpe i lyset af rummeligheden, der mæsker sig omkring jeg'et. Ærgerlighed, ærlighed. Aggressivitet er ikke en dyd. Det kan du ikke byde omverdenen.

Træder gennem knæhøjt slam. Forsvundet, miste. Jeg selv, eller du oprinder. Glider bort mellem fingrene. Hvornår skete det? Sump så langt øjet rækker. Tyngde. Alene med insekterne. Blodsugere og snyltere. Åbent men isoleret og forladt. Truer med at knække mig. Fortabelse i grønt vand. Miste, hvor er du? Du tog mig med dig, da du forsvandt.

Omfattende ego stinker af klæbende egoisme. Ergo taler vi om selvoptagede eksistenser - eller gør vi? Ego er overlevelse, ego er selvbevidsthed. Ergo er virkeligheden toner af grå.

Sproget blomstrer i krisens jord. Værdier, der var glemt, kan graves op og atter tages i vores mund. Gammel splid kan begraves og være gødning for fremtidens frugter. Sproget genopstår i krisens lunkende kølevande.

Himlen er aldrig stille ved havet. Fuglene skræpper imod vilden sky i flugt ud over vandet. Bølgerne er i evig, foranderlig bevægelse, et levende maleri. Livet blomstre og vrimler omkring det, og overdøver næsten - men kun næsten - de brummende maskiner i horisonten.

Jeg tænker – og tænker. En betydelig del af min tid går med på sidelinjen at betragte andres handlinger og aktiviteter, som jeg ofte ikke har noget ønske om at tage del i – selv hvis jeg kunne. Således er der en betydelig mængde såkaldte normale beskæftigelser, som jeg aldrig har prøvet at være en del af. Dertil kommer, at jeg ofte, når jeg tilsyneladende deltager, tager mig selv i at træde et skridt tilbage og betragte mine omgivelser og den meningsløshed, det hele ofte er gennemsyret af. Og er man så virkelig deltager længere, når man pludselig bliver observatør? Om det er i biografen under en action scene, hvor jeg pludselig har mere travlt med at betragte de andre tilskuere, eller om det er under en så monoton aktivitet som at vente på bussen – effekten er den samme. Før i tiden irritererede og frustrerede denne meningsløshed mig, men nu har jeg fundet en form for ro i den – en mening i meningsløsheden – som bringer et smil frem på min læbe, når jeg mærker den velkendte følelse. Je...

Rifter, revner i murværket. Krakelerer i et væld af støv og puds. Kaskader som sårene vrides og flås dybe. Facader brager sammen og sender en paddehattesky op i himlens vidder. Åbent kødsår og blottet legeme. Rifter udvides til flænger. Murværket er snart blot et sagte minde.

Smag er en individuel sag. Eller burde være det, men er det sjældent. Præget af opvækst og miljø, men også domineret af selvopfattelse og selvværd. Foragten af det fine er direkte proportional med mindreværdsfølelsen. Det fineste må være den inde oplevelse; du er elite, hvis du føler og agerer derefter.

Et liv på sidelinjen næsten upåvirket af verdens forfald og indsvinden. Anonymitet og en skyggetilværelse. En eksistens nærmere en snylter. Umyndig i utilstrækkeligheden til at rumme de voksenes forpligtelser. Et evigt skel mellem dem og jeg skabt af sig selv.

Jeg trækker gardinet for og lukker verden ude. Ved at skjule ruden skaber jeg et rum for mig selv, hvor kun jeg har hjemme. Et privilegium om man vil. De siger, identiteten skabes og bekræftes gennem mængden, gennem mødet med andre i det sociale liv; Men hvad bliver den så, når man lades alene? Forsvinder den og efterlader en tom skal, som agerer på rutine? Er det derfor ensomhed er skræmmende; Fordi det er at tabe sig selv. Men hvem og hvad tænker så i dette lukkede rum - er jeg'et i begyndelsen forduftet og slukket? Er den stemme, som får plads, måske ikke den sande? Den som begraves i fællesskabets gyldne ånd, men hvisker i de mest tavse øjeblikke, og bringer godt som ondt. Kan du i sandheden kende dig selv, hvis du ikke kan lytte. Hvis stemmen forbliver evigt gemt. Hvis ikke du forstår, hvad der er du, og hvad der er dem. Hvad der er du, og hvad der er jeg. Det skærmende, skræmmende privilegium har ingen svar.

Skyggerne passere tavs forbi. Upersonlige, udenfor sprogets grænser. De undviger hvert et lys, opløses og forsvinder i vinduets skær. I øjenkrogen genopstår og samles de igen. Forsætter deres lydløse gang. Fjernt fra sind og syn. Vi lever i en ansigtsløs by.

Plasken gennem pytter, imens en sang spiller i mit indre. Jeg går i takt med de omkringsvævende og iboende toner. Min rytme bliver verdens, og verdenens bliver min. Himlen er åbnet, står i lys lue. Torden rumler i det fjerne, som en for længst hengemt lyngud, som ærgre sig over den nutiden, og længes efter fortiden, der for længst er glemt og forsvundet. Jorden flyder væk i små vandfald på hver en sti rundt om mine fødder. Rytmiske slag af dråber mod min hud, danner takternes rod. Jeg snurre rundt og nejer, bukker for min tidligere bordherrer. Et skævbittert smil, inden jeg ufortrødent går videre. Verden er mit dansegulv, mine udskejelser ser ingen ende. Det er en vals gennem himmelens vrede. Jeg hopper over de brede oceaner og krydser langstrakte floder på min fremtidens vej. Sangen følger mig, den ej fortoner. Kimer i mine ører og blander sig med naturens musik. Et orkester som følger mig på min vej; på min dans nedad regnvåde, sjaskende stier.