Drømmevejen

Sagte fodtrin på brune knobrede planker. Matterede af vinden og saltets årelange sliben og skurren. Eroderede af naturens kræfter og tidligere menneskers skygger. Minderne hænger som spøgelsers bevægelser i de tomme landskaber, der fortæller sukkende historier om fortidens liv og leben.
Betragtes opfyldt af frygt for at forstyrre de som fortryllede bølger, som tæmmer både havet og skovens løv. Alligevel tiltrukket på magisk vis, drevet frem, og tvunget til at forsætte skridt for skridt. Plankerne, menneskeskabte, danner en linje gennem ellers længe urørte landskaber, en menneskelig livline i vildnissets vold. En vej af følge trods historien i mig.